Video optaget med CCTV (Closed-Circuit TeleVision) overvågningskameraer ser vi meget af i de populære engelske krimiserier, som de danske kanaler er så glade for at gen-gen-genudsende. Og et afsnit i sådan en serie skal ikke have mange år på bagen, før tryghedskameraets optagelser rykker og flimrer som Gøg og Gokke for snart 100 år siden.
Selv hvis denne effekt skulle være indlagt bevidst, illustrerer den, hvor meget teknikken har udviklet sig. Denne signatur begyndte at teste videoovervågningskameraer i 2015. Dengang var HD – uden ”Full” – toppen af poppen, og man kunne nemt komme af med et par tusind kroner for et basiskamera, som ganske vist kunne vise farver, men ikke ligefrem levende motiver med naturlige bevægelser.
Med det i baghovedet er det svært at simulere uimponeret, når D-Link udvider sit sortiment med to Full HD-kameraer til indendørs brug. Det lille DCS-8000LHV2 er på størrelse med en Underberg, og det optager med 1080p-teknologi plus 30 billeder i sekundet – til en pris på 599 kr. Det større og nyudviklede DCS-8325LH til 1099 kr. optager selvfølgelig også i 1080p/30 Hz-kvalitet, og så er det blevet ”smart”.
AI (Artificial Intelligence) eller kunstig intelligens er et af tidens buzzwords, og det bruges ukritisk om alt fra banale gadgets til produkter med datakraft i Mensa-klassen.
Overvågningskameraet DCS-8325LH hører efter vores mening mere hjemme i den sidste kategori end den første.
Det kan – helt almindeligt – reagere på bevægelser og lyde. Ydermere er det udstyret med en AI-baseret IVA- feature (Intelligent Video Analysis), som gør det muligt at bestemme, hvad kameraet skal se, eller hvilke typer bevægelser der skal trigge det.
Et par eksempler: Persondetektion kan kende forskel på mennesker og ting, så kameraet trigger, når en person går ind i rummet, men ikke når et insekt flyver ind gennem et vindue. Med en prioritetszone kan man få at vide, at hunden er sprunget op i sofaen, eller at baby i vuggen vil lege Houdini. Vi synes også godt om den elektroniske grænsekontrol, som kan sætte et elektronisk hegn op foran vitrinen med arvestykker – eller fadølsanlægget i hjemme-baren.