Cover med et ”e” betyder dækning på engelsk, og det er præcis, hvad D-Link lover med deres voksende Covr-produktfamilie, som nu også omfatter routere med mesh-teknologi. Alt om DATA tester her en økonomisk løsning med tre routere i AC1200-klassen.
Det vil sige et dual band Wi-Fi-system med en teoretisk båndbredde på 1,2 Gbps fordelt på et 2,4 GHz og et 5 GHz frekvensbånd. Desuden lancerer firmaet et noget dyrere AC-2200 system med et 2,4 GHz og to 5 GHz bånd til dækning af endnu større hjem.
COVR-C1200-enheden er ikke helt så diskret designet som de fleste af de efterhånden mange mesh-systemer, vi har testet. Dens hjerteform og rosa/guld-farvede topplade gør, at den kan forveksles med en lille skål med låg af den slags, som vores oldemødre brugte til slik – bonbons eller blot bolcher.
Der er selvfølgelig ingen strittende antenner, men hver enhed er udstyret med to hurtige gigabit LAN-porte til opkobling af grej, der ikke kan køre uden en kablet netværksforbindelse, f.eks. til en hub til Hue-pærer eller Arlo-overvågningskameraer.
D-Link lover, at de testede Covr-produkter kan skabe en samlet zone af lynhurtigt og stabilt Wi-Fi i hjem på op til 465 kvm.
Blandt midlerne hertil er intelligent roaming, som skal sikre, at forbindelsen aldrig bliver afbrudt. Teknologien analyserer kontinuer-ligt den trådløse signalstyrke og kobler automatisk enhver enhed på den Covr-router og det frekvensbånd, som leverer det stærkeste Wi-Fi-signal.
Den populære MU-MIMO (Multi-User, Multiple-Input, Multiple-Output) teknologi er også en selvfølge i Covr-routerne, som på denne måde kan sende data til flere samtidige brugere i stedet for at betjene én bruger ad gangen. Og skulle to eller tre Covr-enheder ikke være nok til et stort og/eller radiomæssigt besværligt hjem, kan en installation opskaleres ved simpelthen at købe flere af de små routere.
Sammenfatning
Alt om DATA siger:
»COVR-C1203 er et af markedets mest økonomiske mesh-systemer med tre AC1200-routere, men hører til klassens hurtigste. Selv uden en optimal placering af den ene enhed leverer det totaldækning til tv-streaming på alle etager. Brugervenligheden er i orden, men vi ønsker en tættere dialog med enhederne.«
Nøgletal
Pris: 1999 kr.
Produkttype: Dual-Band 802.11ac Wi-Fi-system med 3 routere og mesh-teknologi
Processor: Qualcomm QCA9563 (Single Core, 750 MHz)
Båndbredde: Op til 1,2 Gbps (300 Mbps + 866 Mbps)
Frekvensbånd: 2,4 GHz, 5 GHz + gæstenetværk
Antenner: 3 interne
Porte: 2 x 1 Gbps WAN/LAN
Mål (B x H x D): 117 x 51 x 109 mm
Vægt: 250 g
Energiforbrug (uden trafik/speedtest): 4,6/4,8 W