Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: CUJO: Firewallen blinker til dig

Cujo hedder denne nytilkomne firewall på størrelse med et kaffekrus. Den kan lægge et ekstra lag beskyttelse hen over hjemmets netværk.

Af Aksel Brinck, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Denne pudsige nyhed, Cujo, er en firewall, som kan beskytte alle net-opkoblede enheder i dit hjem – lige fra pc’er over mobiler og tablets til smart-tv’er. Cujo overvåger alle netværksaktiviteter, så du undgår nettets trusler.

Cujo fungerer som en gateway og en kontrolpost mellem dine enheder og verden udenfor. Enheden kontrollerer enheder på nettet, analyserer datapakker, når de ankommer og afsendes, og holder øje med forsøg på adgang til malware-inficerede servere. Trusler blokeres automatisk, selvom du kan se og kontrollere noget af det, som sker, med den gratis Cujo-app til iOS og Android.

På et enkelt punkt adskiller Cujo sig markant fra traditionelle software-firewalls. En stor del af arbejdet udføres nemlig som en analyse i skyen af metadata fra dine netværksforbindelser. Det reducerer belastningen af Cujos egen processor og gør det nemmere for firewallen at opdage nye trusler.

Cujo kan dog ikke erstatte dit antivirusprogram. Men du får et ekstra lag beskyttelse og ikke mindst en beskyttelse af enheder, som ikke kan sikres på nogen anden måde.

Charmerende design

Cujo gør, hvad den kan for at charmere sig ind på dig. Den er designet til at blive kigget på – med sin runde form og cremede farve. Når du starter den, lyser to «øjne» op. De viser, om enheden er tændt, om den fungerer, om den er på standby, eller om den har gang i en firmware-opdatering.

Det er ikke specielt logisk, og du skal nok tjekke Cujos website for at forstå, hvad den vil udtrykke med sine øjne, men det er da vældig hyggeligt, og det giver Cujo et venligt udtryk.

Enheden er dog ikke uden problemer. Cujo arbejder ved at opsamle IP-adresserne for de hjemmesider, du besøger, og sende dem op i skyen, hvor de kontrolleres for mulige trusler. Dermed er din beskyttelse altid helt opdateret, men det betyder også, at hver gang nogen besøger en hjemmeside fra dit netværk, bliver hjemmesideadressen, url'en, sendt op i Cujo-skyen.

Svær at sætte op

Selskabet oplyser, at nok logger Cujo hjemmesideadresserne, men at den ikke lagrer nogen personligt identificerbare spor. Metoden er ikke ideel, hvis man er bekymret for sit privatliv, men det skal siges, at andre site-blokerende programmer benytter samme fremgangsmåde.

En anden udfordring er opsætningen, der ikke er helt ligetil, heller ikke for it-nørder. Der er to muligheder. Den første – DHCP Mode – er den mindst komplicerede. Cujo forbindes til netværkets router, hvorefter du ændrer netværksindstillingerne, så Cujo bliver gateway. I nogle tilfælde kan Cujo selv ordne denne opsætning. Hent appen, skriv routeroplysningerne ind i opsætningsguiden, og så vil Cujo forsøge at opdatere dine DHCP-indstillinger. Desværre kan den kun konfigurere routere, den kender.

Den anden fremgangsmåde er en såkaldt Bridge Mode, som kræver to routere (hvad de færreste har). Internettet kommer ind gennem den første router. Den forbindes med kabel til Cujo, der igen forbindes med kabel til den anden router. Alle enheder på netværket kobler sig så på en anden router, hvor DHCP skal være slået fra (hvilket ikke er muligt med alle router-modeller).

Tjekker diskret

Når Cujo først er kommet i gang, lægger du ikke meget mærke til den. Trafikken i netværket filtreres gennem firewallen, analyseres, og trusler blokeres. Det hele sker umærkeligt. Hvis der er fare på færde, får du en besked i Cujos app – i nogle tilfælde også på den enhed, du aktuelt benytter.

Der er forældrekontrol, som virker for enheder på netværket, og Cujos app viser en simpel liste over enheder på netværket. Her får du oplysninger som enhedstype, producent, IP-adresse, MAC-adresse og lignende. Du kan bruge listen til at kontrollere, hvilke enheder der benytter netværket.

Generelt mangler vi dog nogle tekniske detaljer om Cujos funktioner. Det er derfor svært at vurdere, hvor effektiv beskyttelsen er. Cujo er i det hele taget for overfladisk for eksperter og for kompliceret for nybegyndere. Ideen med at lægge en samlet beskyttelse ud over hjemmets trådløse net er dog glimrende.

Cujo koster 990 kroner, hvortil kommer et abonnement på 95 kroner om måneden. Du kan også betale 1499 kroner, så får du et abonnement, som dækker hele produktets levetid.