Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Creative Stage 2.1: Alsidig lydbar til billige penge

Hjælpen er kommet, specielt hvis du sukker over, hvor svært det er at få ordentlig lyd med saft og kraft og en solid bund til din computer eller mobile enhed, men Creative Stage 2.1 er også en højttalerløsning, man alternativt kan anvende sammen med sit tv.

Af Mette Eklund Andersen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Creative Stage 2.1 er en surroundløsning bestående af en soundbar på 2 x 20 watt og en tilhørende subwoofer på 40 watt. Det er en kompakt soundbar sammenlignet med de store soundbars, man normalt forbinder med tv-brug, og det er også en af årsagerne til, at vi synes, at den fungerer bedst som soundbar under din pc, Mac, eller til din bærbar og til dine mobile enheder.

Stereoperspektivet er simpelthen ikke så udpræget til tv-brug grundet soundbarens begrænsede længde på 55 cm. Men under en computerskærm sparker den til gengæld også en vis legemsdel ud af bukserne, og det til en nærmest uhyrlig lav pris, kvaliteten taget i betragtning.

Lyden fungerer godt, når man sidder relativt tæt på med et fornuftigt stereoperspektiv, der er masser af power og en bas, der er milevidt fra, hvad en computerskærm eller normale pc-højttalere kan byde på. Lyden er klar, og Creative Stage 2.1 kan også spille ret så højt uden at det går ud over gengivelsen.

Trods de gode takter er der selvfølgelig grænser for, hvor audiofil lyden er, men for pengene er sættet nærmest ideel specielt i forbindelse med basfunderet musik i forskellige genrer samt til film og gaming.

Fine forbindelser

Der er indbygget Bluetooth, og du kan tilslutte dine enheder via HDMI ARC, optisk TOS-port eller 3,5 mm aux in. Det er også muligt at tilslutte en USB-nøgle i enden af soundbaren for at høre musik herfra. Der medfølger Bluetooth-fjernbetjening til styring af enheden, hvilket er et plus. På selve soundbaren kan du via fjernbetjeningen vælge og se valgte inputkilde, ligesom det fremgår på fronten af soundbaren, hvad volumen er sat til.

Til prisen og den rette anvendelse er det virkelig fuldtræffer fra Creative, så kan man ’tilgive’, at der ikke er HDMI- eller optisk kabel med, ja heller ikke batterier til fjernbetjeningen. Men pyt, når man ved det før købet – der er alligevel fest foran skærmen, så hvem klager.