Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Creative Sound BlasterX AE-5 Plus: Giv gaminglyden et markant løft

Et lydkort til små 1000 kroner skal lyde godt, og det gør dette lydkort fra Creative heldigvis. Din gaminglyd får et kæmpe løft.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det tager ikke lang tid at installere PCIe-lydkortet Creative Sound BlasterX AE-5 Plus. Det er nærmest plug’n’play. Derefter åbenbarer der sig den mest fantastiske og detaljerede lyd – perfekt til gaming.

I førstepersons-skydespil som Battelfield, COD og lignende hører du nu detaljer, for eksempel fodtrin, markant bedre end før. Du kommer tættere på "virkeligheden". Lyden er langt mere ren og klar end med et standardlydkredsløb, og det er uanset, om du lytter over højttalere eller hovedtelefoner. Vær dog opmærksom på, at der kan være meget stor forskel på lydniveauet – så skru ned, før du skifter mellem højttaler og hovedtelefon.

Diskrete komponenter

Lydkortet understøtter Dolby Digital Live og kan køre lydfiler op til 32 bit og 384 KHz. Chippen er lavet af Sabra, der også leverer kredsløb til dyre digitalkonvertere. Forstærkerdelen er bygget med såkaldte diskrete komponenter. Det er ellers mest i eksklusiv hi-fi, du finder den slags.

Så selvom prisen for dette lydkort er pebrede 1000 kroner, bør du overveje investeringen – i hvert fald, hvis du bruger flere timer dagligt på at game. Det vil helt sikkert løfte din samlede gamingoplevelse op på et nyt niveau.

Samlet vurdering: 6 stjerner
AOD anbefaler