Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Creative Muvo Play: En håndfuld lyd til turen

For få hundrede kroner leverer Muvo Play fine features og en seriøs opgradering af lyden.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Meget af det, vi har skrevet om JBL Flip 6, kan gentages her. Muvo Play er en vand- og-støvtæt højttaler skabt til udendørsaktiviter af enhver art. Blot er den cirka halv størrelse, under halv vægt og koster en tredjedel af prisen.

I grove træk er den identisk i design, blot mere kompakt og buttet, som havde man skåret en Flip 6 midt over.

Rig på funktioner

Vægt og format gør det let at tage Muvo Play med overalt, og betjeningen er nem med få gummiknapper. Det er dog en mere funktionsrig højttaler, end man lige regner med.

Ud over Blue-tooth er der minijack og mikrofon, så man kan bruge enheden til telefonopkald og stemmestyring af digitale assistenter fra sin smartphone. Det er også muligt at parre to Muvo Play til et stereosæt.

Billigt lydboost

Den dybeste bas får man ikke med her, men højttaleren leverer et overraskende homogent lydbillede med flot bredde det beskedne højttalervolumen taget i betragtning.

Muvo Play løfter lyden fra enhver smartphone til en kvalitet, man kan holde ud at høre på, uanset hvor man er. Og det i sig selv er lidt af en bedrift, når vi har med en højttaler til få hundrede kroner at gøre.