Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Creative Live! Cam Sync V3: Praktisk webkamera

Creative Live! Cam Sync V3 leverer en bundsolid oplevelse til en stærk pris.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

De fleste har under de seneste par års lettere omskiftelige arbejdsforhold indset nytten af et webkamera. Pludselig er møder over nettet blevet normalen, og derfor bliver det hurtigt en gene, hvis ikke videokvaliteten er bare nogenlunde anstændig.

Med Creative Live! Cam Sync V3 får du et kamera, der uden at koste kassen giver dig det, der skal til for at eksekvere videomøder uden slinger i valsen. Installationen er nem. Du skal blot slutte kameraet til computeren, så kan du anvende det i Teams, Zoom og diverse andre mødeplatforme. Der er også en simpel app til justering af billedgengivelse og andre småting. Typisk vil de automatiske indstillinger dog være at foretrække.

Kameraet filmer i QHD, hvilket sikrer, at billedet står relativ skarpt, selvom du zoomer. Op til 4x zoom er muligt. Gengivelsen er dog ikke af topkvalitet. Modlys og lignende håndterer kameraet ikke overbevisende.

Men det er i de fleste tilfælde godt nok, og der er tilmed indbyggede mikrofoner, så du slipper for at anskaffe det.

God hvad det skal

En klemme gør det nemt at hægte kameraet fast i toppen af en desktopskærm, og det kan drejes 360 graders, så du kan opnå den ideelle vinkel. Det kan også monteres på en tripod eller et kamerastativ.

Vil du sikre dit privatliv, er der en lille klap, som du kan placere foran linsen, når du ikke bruger kameraet. Ikke den mest raffinerede løsning, men det er da heller ikke Creative Live! Cam Sync V3s intention at være specielt raffineret.

Hensigten er i stedet at levere en bundsolid oplevelse til en stærk pris, og den opgave klarer det upåklageligt.

Samlet vurdering: 4/6 stjerner