Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Corsair Strafe RGB MK.2: Støjsvagt gaming-tastatur

Det mekaniske tastatur er generelt foretrukket af gamere, man opnår større præcision, og tasternes feedback er bedre end hos dome-baserede tastaturer. Corsair Strafe RGB MK.2 er et eksempel på et mekanisk tastatur.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er et gamingtastatur, der retter sig mod de brugere, der ikke er fan af mekaniske tastaturer, der larmer meget, herunder udsender høje kliklyde. Grunden til at tastaturet her hører til de mere støjsvage mekaniske tastaturer er, at det benytter Cherrys MX Silent Red switches. Forskellen er hørbar eksempelvis i forhold til almindelige MX switches fra Cherry eller sammenlignelige switches.

Der er tale om lineære switches, så hvis du sætter stor pris på at kunne fornemme, hvornår tasterne når aktiveringspunktet, er dette tastatur nok ikke det rette valg. Helt lydløst er tastaturet naturligvis ikke, men operationen er fri for egentlige kliklyde og meget behageligt. Udover at være lydsvag så er Strafe RGB MK.2 kendetegnet ved at have en meget solid konstruktion i plastik på 1,46 kg med en topplade i aluminium.

Tastaturet er også behageligt at bruge, herunder håndledsstøtten der kan klikkes på, og hvis bløde overflade gør brugen komfortabel. Tastaturet er udstyret med en endog meget kraftig ledning med flettet overflade, der er USB passthrough port, så man kan tilslutte USB-enheder direkte til tastaturet. Volumenkontrol er naturligvis integreret, og der medfølger ekstra specielt farvede taster til FPS og MOBA-spil.

Tasterne er ikke voldsomt store, men de er lette at ramme, og der er meget god afstand mellem tasterne, så det er let at ramme rigtigt. Der er 100 procent N-key rollover, hvilket er yderst brugbart i spil. Tastaturet har RGB-belysning, der fremstår tydeligt, denne kan styres via Corsairs iCues software, og kan også anvendes til macro-programmering.

Du kan også gemme oprettede profiler direkte i selve tastaturet. Det er et rigtigt godt tastatur med en ret lavt aktiveringskraft på 45 cN, der er 1,9 mm til aktiveringspunktet, og tasterne er nomineret til mindst 50 millioner klik. Et virkeligt attraktivt tastatur, specielt fordi det sandsynligvis kan anskaffes billigere end til den her nævnte pris.