Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Corsair K95 RGB Platinum XT: Solid medspiller til din gaming

Trods en enkelt designudfordring og en pebret pris er gamer-tastaturet Corsair K95 noget af det bedste, du kan få. Og så får du en spandfuld features med i købet.

Af Natasja Broström, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Første gang du slår fødderne på dette tastatur ud, bliver du sikkert lettere irriteret. Corsair K95 med tilnavnet RGB Platinum XT har nemlig fødder, som går sidelæns. Det kan være nydeligt at se på ud fra en æstetisk synsvinkel, men den mindste sidebevægelse får K95 til at krølle sig sammen med et klynk. Derfor: Brug ikke fødderne. De er virkelig dårlige. Men så er der heller ikke så meget mere negativt at sige om Corsair K95.

K95 Platinum XT er en åbenlys videreudvikling af Corsairs overordnede og velafprøvede design med en smart foldet aluminiumsramme, som danner en opdelt sektion til tastaturet, med en tydelig overkant og en funktionel håndstøtte. Alt, hvad der ikke er selve tastaturet (og det er en del), har egne taktile funktioner: klyngen af lettilgængelige medie-knapper, låsekontrollerne, den smalle, riflede volumenrulle samt søjlen med makroer.

Dedikerede makrotaster er i bedste fald et smagsspørgsmål, i værste fald en katastrofe. Især for dem, der placerer venstre hånd efter fornemmelsen af venstre kant på tasterne. Corsair har løst problemet. Ikke kun har makro-tasterne fået en anden farve, de har en markant tekstur og er ledsaget modsat af Tab-kolonnen. Ikke én gang i en to-ugers testperiode lykkedes det ved et uheld at ramme G6-tasten i stedet for venstre Ctrl-tast, hvilket må siges at tale til tastaturets fordel.

Effektive switches

Du har tre muligheder med hensyn til switches: en med kliklyd (Cherry MX Blue) og to stille (Cherrys luksuriøse Brown-type eller Speed ​​Silver-varianten). Sidstnævnte ser ud til at være eneste mulighed, hvis du går efter ”gunmetal”-finish. Switch-ydelse er ofte meget subjektiv, men Corsair har fundet balancen med taster, som virker skarpe og hurtige. Øverste del kunne være en my mindre for at forhindre fejltryk for brede fingre, men generelt er reaktionen hurtig og effektiv.

Efternavnet ”RGB” har en betydning, for Platinum XT er for alvor en fest for øjnene med lys i mellemrummene og fra tasterne. Du finder yderligere en imponerende lysbjælke bagpå, som stråler i alle farver. Er farvelade ikke noget for dig, konfigurerer du lyset gennem Corsairs iCUE-driver og lagrer det som en af ​​fem indbyggede profiler.

Normalt kan håndledsstøtter hos Corsair være en hård affære, men på K95 er det skrækkelige, strukturerede plastik skiftet ud med blødt, behageligt kunstlæder.

Dyrt, men godt

Strøm og data løber gennem et tykt, robust og flettet USB-kabel. Der medfølger ekstra tastehætter, for eksempel hætter med struktur til at dække WASD-klyngen samt alternativt farvede til at markere taster, som du kan sætte op i Elgato Stream Deck-integrationen af makroknapperne.

Alt i alt får du en ultrastærk pakke med Corsair K95 Platinum XT, og vi er ikke i tvivl om, at den vil være en solid medspiller for den krævende gamer i flere år fremover. Det er naturligvis glædeligt og afbøder prisen, som er i den helt høje ende. K95 er pengene værd, men er ikke det eneste i sin klasse på markedet.