Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Cooler Master MasterLiquid ML360R RGB: Veteranen kan stadig

En gammel yndling, der stadig imponerer.

Af Torben Okholm, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Cooler Master MasterLiquid ML360R RGB er ikke den nyeste køler på markedet, men den har længe været en af vores favoritter.

Den leverer en god blanding af kølekapacitet og ARGB-skønhed. Der er faktisk tale om en af de bedre 360 mm-kølere med rgb på markedet. Og så til en fornuftig pris. Kan man ønske sig mere?

ML360R har sin egen rgb-controller, og det er glimrende, hvis man hader at skulle installere for megen software på sin maskine. Der kan forekomme lidt ledningsspaghetti, men med omhyggelig kabelføring bør det ikke være noget stort problem.

Når det gælder ydelsen, er ML360R glimrende, selvom alt i en-enheder er nået langt, og den ikke længere er den klasseførende performer, som den i sin tid var.

Det lyder værre, end det er ment, fordi ML360R er aldeles udmærket og kan klare en moderne processor med mange kerner uden problemer. Det er en fortræffelig allroundenhed med en strålende kombination af lavt støjniveau, stil og valuta for pengene.