Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Computerne taler samme sprog

Alle computerenheder i hjemmet kan tale med hinanden. De har to sprog – Wi-Fi og Bluetooth – og efterhånden mestrer de sprogene så godt, at du og jeg kan få alle vores computerenheder til at kommunikere: pc’er, mobiler, tablets, højttalere, printere og snart også radiatorerne og køleskabet.

Af Aksel Brinck, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Computeren er ikke længere isoleret fra omverdenen. Nu er det nemmere end nogensinde at sende film, fotos, tekstdokumenter og alt muligt andet på kryds og tværs mellem dine egne computere og mobile enheder eller til dine venner, familie eller jobforbindelser.

Hvis du vil give dine svigerforældre adgang til billederne fra efterårets dragefestival, lægger du dem bare op på nettet i særlige tjenester som SkyDrive og Dropbox – eller sågar Facebook. Og hvis der er et familie-medlem, som måtte blive hjemme i sengen med snue, kan han eller hun senere få en kvik adgang til alle billederne via hjemmets netværksharddisk.

Nøglen til alle de nye muligheder er ikke så nye endda. Det er takket være trådløse teknologier som Bluetooth og Wi-Fi, at du nemt med ganske få klik kan oprette forbindelse mellem computere, tablets, smartphones og andre enheder – og på den måde udveksle alt fra musik til fotos. De har så at sige fået to sprog, som de alle forstår.

Det nye er, at der nu er udviklet systemer, software og tjenester, der gør det nemt for alle os mennesker at få computerenheder til at ”sige” noget til hinanden.

Det trådløse netværk, Wi-Fi-nettet, er løsningen, når der skal udveksles filer og dokumenter. Bruger du Windows, kan du på din computer under punktet ”Enheder og printere” se, hvilke enheder, som befinder sig på hjemmets eller arbejdspladsens trådløse netværk. Det kan være dine eller andre brugeres smartphones, spillekonsoller, bærbare pc’er eller tablets. Normalt kan du ikke trådløst flytte direkte mellem de fleste af disse enheder. Der skal du have en netværksharddisk koblet på Wi-Fi-nettet som mellemled eller benytte delingstjenester på nettet.

Men Bruger du Windows 7 eller Windows 8, kan du på din computer oprette det, som Windows kalder en Hjemmegruppe. Alle computerne i det lille netværk bliver nu i stand til at dele mapper og biblioteker såsom Dokumenter og Billeder.

Del din profil på flere enheder
Ud over deling via et netværk giver Windows 8 mulighed for, at flere deler den samme computer uden at kunne se hinanden over skulderen. Når alle i familien har oprettet en brugerprofil på computeren, er der efter log-in privat adgang til filer, mails og apps. Din profil omfatter også dine baggrundsbilleder og dine personlige opsætninger. Det kan være af skrivebordets mønster og baggrundsfarve, udvalget af apps og ikoner.

Med denne smarte feature kan flere skiftes til at bruge den samme computer. Husk bare at logge ud efter brug, så andre ikke kan snage i din Facebook-profil og slette dine apps og spil ved en fejl. Dermed undgår I også at rode i hinandens opsætning og filer.

Du kan også tage din profil med over på andre Windows 8-enheder såsom en Windows 8 Phone. På den måde har du altid dine apps, dine fotos og din yndlingsmusik ved hånden. Du kan tilmed synkronisere din brugerprofil og dine filer – for eksempel dine musikindkøb via en musiktjeneste som Xbox Music – med en Xbox 360-spillekonsol. Har du dit musikbibliotek og dine fotos liggende på din brugerprofil, følger filerne også med over på konsollen.

Lidt af de samme funktioner findes på Mac. Her skal du i medietjenesten iTunes markere, at den maskine, du sidder med, skal indgå i den fælles deling af filer. Når maskinen er med i delingen, kan du nemt sende film, musikbiblioteket eller podcasts til dit Apple TV eller din iPad.

Ikke kun traditionelle computere
Du kan også dele indhold med andre enheder, som egentlig ikke er rigtige computere, men tilbehør og ekstraudstyr. Et godt eksempel er de såkaldte NAS’er eller netværksharddiske. Via dit trådløse netværk kan du eller flere personer både lægge tekstfiler, musik, fotos og andet på en NAS. Disktypen har de seneste år fået en næsten overraskende popularitet, fordi de leverer en virkelig brugbar funktionalitet.

Når NAS-disken er koblet på det trådløse netværk, kan alle med adgangstilladelse nemlig ikke blot gemme, men også hente og videre-sende filer til alle de enheder, som er på dit eller jeres netværk. Oplevelserne fra dragefestivalen kan suppleres med din egen yndlingsmusik – som andre i familien kan få glæde af – eller med familievideoen fra sommerferien, fotos fra første skoledag, videofilm osv.

En NAS er oven i købet ret let at bruge. Når du først har fået adgang til den, vil du kunne se den som et drev i din systemoversigt, og filer kan kopieres, klippes og sættes ind ligesom på din egen computer. Du kan selvfølgelig også oprette undermapper, og nogle NAS’er tillader, at man begrænser adgangen til bestemte mapper til udvalgte personer. Så kan NAS’en også bruges som ekstra, personligt lager eller backup, hvormed du undgår at løbe tør for diskplads på din egen computer.

Du kan tilmed få en NAS, der – som Apples Time Capsule – samtidig fungerer som trådløs internetrouter. På den måde sparer du plads, for to enheder reduceres til en enkelt.

Den trådløse printer er en anden ”familieenhed” fra det sidste tiår. Hvis du ikke allerede har sådan en derhjemme, kan det anbefales. For den trådløse printer kan bruges af alle trådløse computere i huset. Der er tilmed kommet printere, som kan udskrive direkte fra tablets og smartphones, eller ved at man sender dem en mail.

Alt kan snart kommunikere
Din computer, tablet og mobil kan faktisk arbejde sammen med alt fra trådløse højttalere til trådløse tastaturer, og du kan på den måde begynde at få styr på lednings-rodet på skrivebordet. I dag erstatter du nemt kablede mus, headset og eksterne harddiske med tilsvarende enheder, som kører på Bluetooth og Wi-Fi. Snart er dit skrivebord ryddet for kabler.

Men det bedste er selvfølgelig, at du opnår nye fordele. Det er virkelig lækkert at kunne hente et godt musikstykke fra hjemmets NAS og sende musikken trådløst videre ud gennem en højttaler på køkkenbordet. Det bedste af det hele er, at disse nye muligheder blot er en begyndelse. I de kommende år vil netværket blive kraftigt udvidet, og mange af de ting, vi omgiver os med, vil vi kunne kommunikere med via computeren. Det gælder varme og lys, men indenfor en overskuelig årrække også vores bil, køleskabet og sandsynligvis ting som nøgler, ure og måske endda nogle beklædningsgenstande. Luften bliver fyldt med datakommunikation, og du får nye muligheder.

Ud over den trådløse Wi-Fi-standard, kan du opnå kabelfri kommunikation mellem to enheder med Bluetooth-standarden, der dog kun fungerer, når afstanden er under 10 meter.

Bluetooth-enhederne, for eksempel et tastatur og en tablet, skal først parres for at kunne arbejde sammen, hvilket ikke er så svært, selv om det af mange opleves som lidt mere bøvlet end at springe på et trådløst netværk. Men det lykkes stort set altid, når du følger en bestemt procedure.

Udstyret kommer i forbindelse ved at lede efter Bluetooth-enheder inden- for rækkevidde, og under den styrende enheds indstillinger for Bluetooth skal du herefter indtaste en sikkerhedskode, hvorefter forbindelsen etableres.

Bluetooth blev i standardens unge dage mest brugt til at koble periferienheder som mus og tastatur til en computer. Men standarden er blevet forbedret undervejs, og i dag bliver den også brugt til for eksempel at sende musik fra en computer til en højttaler.

Alle smartphones kan også udveksle data med en computer via Bluetooth. Det er nyttigt, når man befinder sig i et område uden Wi-Fi-dækning og måske vil tjekke mails. Så kan en smartphone trådløst anvendes til at koble computeren på mobildatanettet.

Med en tykkelse på lige over en halv centimeter får du næppe et slankere tastatur til din tablet, din pc og din bærbare computer. Rapoo bruger den trådløse standard Bluetooth 3.0, som giver forbindelse til computeren uden brug af ledninger eller ekstra modtagere. Mini-tastaturet understøtter pc, Mac og Android.

Fakta
Produkttype: Trådløst
mini-tastatur
Forbindelse: Bluetooth 3.0
Størrelse: 82 x 206 x 5,8 mm

En lille, skulpturel mus til din computer eller din tablet. Savner du startknappen i Windows 8, kan du glæde dig over, at denne mus har sin egen Windows 8 startknap! Musen er god til arbejde på farten, og den fungerer lige godt med begge hænder.

Fakta
Produkttype: Rejsemus
Knapper: tre
Forbindelse: Bluetooth
Størrelse: 68,5 x 110,8 mm

Den hovedtelefon forbedrer via en chip både musikken og lyden fra dine spil, når den er kablet til computeren, og du får endda også 7.1-surround. Hovedtelefonerne kan også bruges trådløst til alt fra bærbare til tablets og mobiler, så du dermed kan vinke farvel til irriterende ledninger uanset, om du er på vej ind i en bus eller ligger på sofaen.

Fakta
Produkttype: Trådløst Headset
Forbindelse: Bluetooth, USB, minijackstik
Ledningslængde: 1,8 meter

Ved at tilføje D-Links lille 2 bays netværksharddisk med 2 TB til hjemmenetværket får familien et fælles lager, der kan gemme backup, dokumenter og musik. Lageret kan tilgås fra tablets, mobiler og computere eller via en portal på nettet.

Fakta
Produkttype: Netværksharddisk
Forbindelse: Trådløst, USB
Kapacitet: Understøtter op til 8 TB
Størrelse: 90 x 193,3 x 144,3 mm

Fin og slank maskine, men kraften bag kan ikke undervurderes. 8 GB ram, en 2 GHz-processor og en harddisk på over 700 GB skulle opfylde de flestes behov, når det gælder en bærbar. Maskinen er desuden udstyret med et hav af indgange og udgange, så den kan forbindes til stort set alt.

Fakta
Produkttype: Bærbar computer
Processor: Intel Core i7
Skærmstørrelse: 15,6”
Harddisk: 750 GB
Størrelse: 21 x 380 x 266 mm

En stærk bærbar til både arbejde og underholdning, for HPs maskine har 8 GB ram og en klar 15”-skærm. Du får indbygget dvd-brænder, som også kan bruges til afspilning af musik. Alternativt kan du streame trådløst fra en anden kilde i huset.

Fakta
Produkttype: Bærbar computer
Processor: Intel Core i5
Skærmstørrelse: 15,6”
Harddisk: 640 GB
Størrelse: 32 x 379 x 246 mm

Styrken og mulighederne ligger på lur lige under hjelmen på denne HP-bærbare. Du får et højtydende GeForce-grafikkort med 2 GB ram, HDMI-udgang, USB 3.0 til hurtig overførsel og et webkamera i HD. Desuden har 15-J008 baggrundsbelyst tastatur og en lyd i topklasse takket være Beats Audio-teknologi.

Fakta
Produkttype: Bærbare computer
Processor: Intel i7
Skærmstørrelse: 15,6”
Harddisk: 500 GB
Størrelse: 29,9 x 379,5 x 250 mm


[themepacific_accordion]
[themepacific_accordion_section title="Fakta"]

Populære delingstjenester på nettet

[/themepacific_accordion_section]
[/themepacific_accordion]