Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Computeren skrumper

Den stationære pc fås i mindre og mindre størrelser. De mindste er ikke større, end at de kan ligge i lommen eller sættes direkte i stikkontakten, men giver ganske udmærkede egenskaber til medieafvikling og internetbrug.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Mobiltelefonerne har efterhånden kræfter, der svarer til en computer, og når de kan ligge i lommen, hvorfor skulle en computer så ikke kunne gøre det samme? Det er der tilsyneladende også flere computerproducenter, der har spurgt sig selv om, for i øjeblikket dukker der den ene mikroskopiske pc op efter den anden.

Kræfterne er måske ikke helt så store som en maskine af velvoksen størrelse, men søger du en computer, der blot skal kunne klare de basale medieopgaver og gå på nettet uden for meget bøvl, kommer du formentlig ikke til at savne det store.

En pc i lommen

Trim Slice fra Compulab måler mindre end 2 cm i tykkelsen og blot 15 cm på den længste led. Dermed er den ikke større, end at den snildt kan ligge i de fleste lommer.

På den beskedne plads har producenten dog imponerende nok formået at klemme en dobbeltkernet Tegra 2-processor med GeForce-grafik, en ssd-harddisk på op til 64GB, 1GB ram samt et hav af tilslutninger som usb-, sd- og microSD-porte, hdmi, dvi, RS-232, gigabit-ethernet, 802.11n WiFi, bluetooth, 3,5 mm audioudgang og analog videoindgang. Temmelig imponerende!

Blæserfri køling sørger for, at den lille maskine kommer af med varmen uden at bruge mere end 3 watt. Compulab Trim Slice kan købes fra april, men prisen er endnu ikke offentliggjort.

En mikro-pc til stikkontakten

Efterhånden som det er muligt at lave mindre apparater, bliver det også muligt at designe dem på nye kreative måder, der ikke ligger under for de gamle konventioner om, hvordan en stationær computer egentligskal se ud.

DreamPlug fra Globalscale er et fint eksempel. Det er en fuldt udrustet, om end ikke superkraftig, pc med 1,2GHz Marvell Sheeva Arm-processor, 512MB ddr2-ram, 1GB harddisk, 2-gigabit ethernet-porte, to usb 2.0-porte, en e-sata 2.0-port, sd-kortindgang, WiFi b/g og bluetooth-forbindelse samt indgang til hovedtelefoner.

Alt dette fylder ikke mere end en almindelig mobiloplader og bruger blot 5 watt, så producenten har simpelthen droppet al bøvl med løse ledninger og designet maskinen, så du sætter den direkte i stikkontakten.

DreamPlug er på markedet nu med en amerikansk pris på 150 dollars. En dansk forhandler har vi ikke kunnet finde frem til, men den kommer sandsynligvis til at ligge i prislejet omkring 1.500 kroner her til lands.

Medie-pc i mikroformat

Sapphire er ikke verdens mindste computer. De to øvrige computere, vi her har omtalt, er mindre, men begge er baseret på komponenter, der egentlig er designet til mobiltelefoner og lignende enheder.

Hvis vi går ud fra præmissen, at en rigtig pc er en maskine, der kan køre Windows og har en processor med x86-arkitektur, som er standarden for de Intel- og Amd-chips, vi almindeligvis finder i pc’er, er Sapphire Edge HD en af de absolut mindste stationære pc’er, der nogensinde er skabt. Den måler blot 19,3×14,8×2,2 cm og vejer 530 gram.

Godt nok er den baseret på Intels svage Atom-processor, dog her i den rimelig muskuløse Atom D510-udgave, som er en dual core-processor clocket til 1,66GHz. Grafikken håndteres af en Nvidia ION 2-chip, mens der er 2GB ram og 250GB lagerplads til rådighed. Af tilslutninger får du både WiFi, ethernet, fire usb 2.0-porte, hdmi og vga.

Selvom Sapphire Edge HD sagtens ville være i stand til at køre Windows, har Sapphire valgt at installere FreeDOS for at holde prisen nede. Det skal dog ikke forhindre dig i selv at installere Windows, hvis du vil køre Windows Media Center eller lignende software. Prisen ved vi desværre ikke noget om endnu, men Sapphire Edge HD skulle være på markedet i den nærmeste fremtid.