Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Det er ikke mere end et par uger siden, at vi kunne fortælle, at Chrome 9 var færdig, og nu er Google så allerede klar med en beta af Chrome 10. Det går hurtigt i Google-land, og hvis du vil være helt fremme med den nyeste browser-teknologi, kan det godt betale sig at have Chrome-browseren installeret.
Chrome er kendt for at være en af de absolut hurtigste browsere, men i den tiende er det alligevel lykkedes Google at presse ydelsen en ekstra tand i vejret. Det lader sig gøre ved hjælp af en ny version af dets danskudviklede V8 JavaScript-motor, som har fået navnet Crankshaft. Ifølge Googles egne målinger giver den en ydelsesforbedring på hele 65 procent sammenlignet med Chrome 9.
Hardware-accelereret video er nu også en del af Chrome-universet, mens synkroniseringsmulighederne er udvidet, så passwords nu også kan deles mellem dine forskellige Chrome-installationer. En lille, men ikke desto mindre nyttig detalje er desuden, at du nu også nemt kan konvertere et pop up-vindue til et faneblad ved at trække det ind på fanebladslinjen.
Har du lyst til at give den et forsøg, kan Chrome 10 beta hentes her.