Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

CeBIT i nyt format

Streetfood, pariserhjul, Whiskas og en hal fyldt med virtual reality... CeBIT-messen i Hannover er i fuld gang med en forvandling!.

Af Mette Eklund, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Deutche Messe, der står bag den kendte og tidligere it-tunge CeBIT-messe præsenterede i foråret (endnu) en fornyelse af CeBIT-messen og hele dens koncept. Visionen var at få flere unge udviklere til at deltage i messen, og CeBIT fik derfor undertitlen ”Europe’s Business Festival for Innovation and Digitization” og blev flyttet til juni. Dermed har messen endegyldigt bevæget sig fra at være en tung computer hardware-messe til at være en messe centreret omkring innovation og digitalisering.

Nyt koncept

Motivationen for at gentænke messen var et fald af interessen for CeBIT – og generelt andre traditionelle it-messer – fra den yngre del af tech-folkene. Herunder både helt unge mennesker under uddannelse men også unge udviklere, ingeniører og andre. At messen er blevet helt gentænkt var da også tydeligt i alt fra nyt grafisk udtryk og design af kommunikation og hjemmeside samt ikke mindst det 60 meter høje pariserhjul, som SAP havde opstillet i midten af messeområdet, og som stod som et pejlemærke under messens fem dage.

For at give messen mere liv havde Deutche Messe taget andre messehaller i det ellers vanlige Messegelände i Hannover i brug, for at messen kunne centrere sig om det nye hjerte for messen: Et åbent festivalområde ved navn d!campus. Her var en festlig blanding af street food-stande, udstillingsstande for virksomheder samt scener til open air-koncerter.

Dermed kunne de besøgende få en tiltrængt pause fra de omkringliggende traditionelle messehaller og nyde mad, musik og ikke mindst de udendørs udstillingsstande, hvor virksomhederne havde peppet deres vanlige stande op. Intel havde blandt andet valgt at bygge en udendørs stand med sand, strandstole og endda en surfer på en vandsliske, Volkswagen havde naturligvis et par biler med, og Vodafone havde opbygget en kæmpe kube, hvor man kunne stå i kø for at opleve 5G og virtual reality.

Det nye festivalområde i midten var ikke den eneste ændring. I hver omkringliggende hal fandtes de mere sædvanlige messestande med både store og små virksomheder samt startups, der alle var klar til at vise deres forretningsmodeller frem. Hver hal var emneopdelt, og som noget nyt havde messen i hver hal opbygget en scene, hvor internationale talere under konceptet d!talk hele ugen igennem afholdt gratis foredrag relateret til det emneområde, som var i den pågældende hal.

Derudover havde messen fokuseret på to områder: d!conomy som var området, hvor man fandt ting relateret til den digitale forandring, vi oplever i virksomheder lige nu, samt d!tech, hvor beslutningstagere skulle kunne mødes med andre kreative sjæle og se på disruptive teknologier.

 

 

Med slet skjult ironi præsenterede Whiskas ”Box 2.0” – en revolution i papkasser for katte … Virtual reality var til stede i mange afskygninger.

 

Fokus på foredrag

Udover at messen er flyttet fra tidlig forår til det varmere juni for at understøtte festival-præget, var en anden stor ændring, at messehallerne rent faktisk ikke var åbne på messens første dag. For at skabe et andet afsæt for det nye festival-format, havde Deutche Messe valgt, at messen, der løb fra mandag den 11. juni til 15. juni skulle starte med en dag, hvor der kun var foredag og workshops. Dette koncept blev døbt Take-off Monday, og det var kun muligt at deltage i mandagen med en fuld messeadgang.

Det var lidt pudsigt at vandre ind på messe-området, mens standene i hallerne stadig var under opbygning, men selve Take-off Monday foregik i en separat bygning, så det var ingen gene. Her kunne man vælge at følge med i forskellige foredrag indenfor et væld af tech-relaterede emner. Foredragene foregik hovedsageligt på engelsk eller tysk (med mulighed for hovedtelefoner med simultan-oversættelse).

For at skabe interaktion med deltagerne var det også muligt at deltage i særlige workshops eller såkaldte sessions, hvor man i mindre grupper kunne diskutere et emne med forskellige virksomhedsledere, kunstnere, lærere eller andre. Konceptet var ret spændende, og selve delen med aktive sessions virkede til at tiltrække især den yngre del af tech-befolkningen.

Spændende udvikling

Overordnet set virker det til, at Deutche Messe har fat i en rigtig retning, når det gælder om at forny CeBIT. Messen føltes nemmere at gå til, og kombinationen med de traditionelle stande samt mere afslappede omgivelser så ud til at tiltrække et bredt publikum. Også hallen med opstartsvirksomheder, Scale11, havde fået en mere central placering og var blevet betydelig nemmere og mere interessant at navigere i.

Selvom det var svært at vurdere messens størrelse pga. omfordelingen af messehaller, så det dog ud til, at messen havde lidt færre udstillere.
Vi glæder os til at se, hvordan messen udvikler sig fremover.