Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Canon SX70 HS: Superzoom til superpris

Hvad gør et kreativt fotofirma, når dets prisvenlige kompakt-kameraer bliver fortrængt af smartphones, og almindelige forbrugere synes, at systemkameraer bare er for meget?.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

På engelsk kaldes et kamera som det nye Canon SX70 HS ”bridge”. Dette læser vi sådan, at det skal bygge bro over gabet fra kompaktkameraer, som ikke er nævneværdigt bedre end smartphones, til systemkameraer, der kan koste kassen – og som de færreste forbrugere gider slæbe rundt på.

SX70 HS ligner et systemkamera i spejlrefleks-design, men egentlig er det et kompaktkamera med få knapper, lange menuer og et ikke-udskifteligt objektiv. Men hvilket objektiv! Canon byder på et optisk brændviddespænd fra 21 mm til 1365 mm – altså 65 gange zoom – for godt 4000 kroner. Det lyder næsten for godt til at være sandt, når paparazzi samt sports- og naturfotografer uden at blinke slipper omkring 100.000 kroner for en tung ”bazooka” med en brændvidde på op til 800 mm. Og hertil kommer et professionelt kamerahus som Canon EOS 5D Mark IV til det meste af 30.000 kroner

To verdener

Den helt afgørende forskel mellem et professionelt Canon og et kamera som SX70 HS er billedsensoren. I et såkaldt Full Frame-kamera måler sensoren 36 x 24 mm (864 mm2), hvor SX70 HS klarer sig med en 30 gange mindre siliciumflis på blot 6,17 x 4,55 mm (28,1 mm2) – ligesom i mange smartphones. Dette gør det muligt at bruge tilsvarende mindre linser i den optiske konstruktion.

Ydermere er superzoom-kameraet fremstillet af plast, og det er ikke vejrbeskyttet på nogen måde. Hvis man skal ligge i et shelter og vente på et sjældent dyr eller en kendis, skal SX70 HS i dårligt vejr behandles med passende omhu, og det samme gælder, hvis man overvejer at bruge det på en strand.

En professionel fotograf vil heller ikke være vild med SX70 HS’ automatiske indstillinger af brændvidde og fokus. Der er manuelle funktioner, men de er motoriserede og sikrer ikke den samme grad af hands on-kontrol, som man finder på et ”rigtigt” objektiv. Det er også værd at være opmærksom på, at SX70 HS ikke bare kan skyde og skyde, til hukommelseskortet er fuldt. Når man har sat det til at tage ét billede ad gangen, går der et par sekunder, fra man har trykket op udløseren, til billedet er gemt på hukommelseskortet, og det er klart igen. Man kan ganske vist indstille det til kontinuerlig optagelse, men når det så har taget op til 40 billeder i løbet af nogle sekunder, afhængigt af autofokus og andre indstillinger, og bufferen er fuld, kræves der en tilsvarende pause, før det kan fortsætte.

Så kan man overveje at optage video. 4K kan optages med 30 FPS (billeder i sekundet), og hvis FHD (1080p) rækker, kan man vælge mellem 30, 60 og 120 FPS, hvor den sidste indstilling kan give en slowmotion-effekt.

Gode resultater

Optagelser ved meget lange brændvidder bliver altid bedst med kameraet på et stabilt stativ eller fast underlag. Ikke desto mindre er den indbyggede, optiske billedstabilisering i SX70 HS så effektiv, at vi har kunnet tage håndholdte billeder – med lidt støtte fra en træstamme – ved fuld tele på under 1/100 sekund. Til stativoptagelser kan det anbefales at investere et par hundrede kroner i en kablet fjernudløser eller installere Canons Camera Connect-app på smartphonen. Så skal man slet ikke berøre kameraet.

I dårligt lys kan SX70 HS ikke følge med gode kompakt- eller systemkameraer, men det er stadig klasser bedre end mange smartphones. Og hvis man vil arbejde videre med sine billeder, er det rart, at de kan optages som ukomprimerede raw-filer, der giver større frihedsgrader end jpeg-formatet ved redigering.