Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Canon PowerShot SX70: Laaaaang zoom

Går du efter at få mest muligt zoom for pengene, skal du ikke lede længere: Canon leverer varen!.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

I sit spejlrefleks-design ligner SX70 HS et typisk Canon EON-systemkamera. Men det er et kompaktkamera med få knapper, lange menuer og et ikke-udskifteligt objektiv. Men hvilket objektiv! Canon byder på et optisk brændviddespænd fra 21 mm til 1365 mm – altså 65 gange zoom – for knap 4000 kr.

Som vi fortæller i indledningen, er billedsensoren den store tekniske forskel mellem et professionelt Canon og et kamera som SX70 HS. Ydermere er super-zoom-kameraet fremstillet af plast, og det er ikke vejrbeskyttet på nogen måde.

En professionel fotograf vil heller ikke være vild med SX70 HS’ automatiske indstillinger af brændvidde og fokus. Der er manuelle funktioner, men de er motoriserede og sikrer ikke den samme grad af hands on-kontrol, som man får på et ”rigtigt” objektiv.

Stabile billeder

Den indbyggede, optiske billedstabilisering i SX70 HS er så effektiv, at vi har kunnet tage håndholdte billeder – med lidt støtte fra en træstamme – med fuld optisk tele og lukkertider på under 1/100 sekund. Til stativoptagelser kan det anbefales at investere i en kablet fjernudløser eller blot installere Canons Camera Connect-app på smartphonen. Så skal man slet ikke berøre kameraet under eksponeringen.

I dårligt lys kan SX70 HS ikke følge med de bedste kompakt-kameraer, men det er stadig klasser bedre end mange smartphones. Og hvis man vil arbejde videre med sine billeder, er det rart, at de kan optages som ukomprimerede raw-filer, der giver større frihedsgrader end jpg-formatet, hvis du ønsker at redigere dine billeder.