Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Canon PIXMA TS8350: Kreativ multimedieprinter med scanner

Selv i disse næsten papir- og postløse tider er en god multifunktionsprinter svær at undvære. Især hvis den også kan arbejde med andre medier end almindeligt papir.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Printere hører til de mere stabile dele af it-markedet. På verdensbasis blev der i 2018 solgt næsten 100 millioner HCP (Hard Copy Peripherals) enheder, hvad der var et fald på 15 % siden 2012. Salget deles mellem fire store udbydere, hvoriblandt Canon, som er stjernen i denne test, ligger på en meget stabil andenplads med omkring 20 % af kagen.

Produktudviklingen kører tilsvarende roligt. Til brug i hjem og mindre virksomheder kan man vælge mellem blæk- og laser-printteknologi, og er behovet beskedent nok, kan man komme i gang for et par hundrede kroner.

Det er almindeligt, at hardware nærmest foræres væk. Til gengæld koster forbrugsstoffer som blæk/toner og specialmedier kassen. Derfor blæser en del brugere på klimaet og køber en ny printer, når de originale patroner er tomme.

Mange sjove medier

Ud over at komme i et nyt, skarpt og kasseformet design, har Canon Pixma TS8350 imponeret os med en enestående evne til at håndtere forskellige medier. Vi er sikre på, at en del unge mennesker vil kunne more sig med Canons Nail Sticker Creator-app og bruge den til at designe små selvklæbere til deres negle på særlige ark. Det kan blive helt individuelt og er langt billigere end at besøge en professionel salon.

Blandt de andre kreative medier er overførselsmateriale til tekstilprint samt magnetisk eller genklæbeligt, kvadratisk fotopapir. Og skulle man have nogle printbare cd’er liggende, kan også de få et personligt look i universalbakken.

Vi printer (heller) ikke så mange fotos, som vi har gjort, men når det skal være, sætter vi pris på denne printers 6 separate blæktanke til lige så mange patroner. Et komplet sæt af den mindste størrelse koster op mod 800 kroner, men så er billedgengivelsen helt i top, når det gælder både kvalitet og holdbarhed.

Vores favorit på papirsiden er det kraftige PP-201 med en gramvægt på 265 g/m2 og en arkpris på næsten 5 kroner. Dette papir i TS8350 får det bedste ud af gode fotos. Scanneren fungerer også som input-enhed til kopifunktionen. Den opnåelige kvalitet er absolut tilfredsstillende til almindelig, daglig brug.

Smartphone-orienteret

TS8350 er udstyret med en USB-port, men et matchende kabel leder man forgæves efter i emballagen. Til scanning vil vi gerne kunne styre processen og lagringen på en computer – frem for at bruge skyen. Ellers har vi haft det fint med Canon Print-appen på vores Xperia 1-mobil.

Det går nemt at få printeren opkoblet til husets Wi-Fi 6-router, og når den detalje er på plads, klarer smartphonen resten. TS8350 er selvfølgelig ikke den første printer, der kan fjernstyres på denne måde, men den gør det bedre end de fleste andre.

Det gavner husfreden, at man kan have printeren stående i dyb standby med udbakken inde, indtil man vækker den med smartphonen og beder den gå i gang. Og tilsvarende kører skuffen ind i igen, når man slukker.
For fotografer med ”rigtige” kameraer er det praktisk med en SD-kortlæser på fronten, så man lynhurtigt kan få udskrevet nogle billeder.