Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Flotte billeder, men for lidt zoom

Canon G7 Mark II leverer fremragende billeder, men 4,2x optisk zoom er ikke tilfredsstillende for alle brugere.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Canon G7 Mark II er kun marginalt større end testens Sony, og det har samme lækre og funktionelle opbygning. Trods større dimensioner har Canon-kameraet dog blot 4,2x optisk zoom, hvilket er lige i underkanten for et kompakt kamera. I langt de fleste hverdagssituationer er du dog dækket ind med det zoomområde.

Kameraet fokuserer meget hurtigt og præcist. Det hænger ikke helt sammen med, at zoomen reagerer lidt for langsomt. Som udgangspunkt skal en zoom ikke køre for hurtigt, når du trykker på zoomknappen, men her er det for sløvt.

Canon G7 Mark II Det meget kompakte kamera er flot bygget, tager fine billeder, og knapperne kører helt perfekt.

Betjeningen er ellers ret enkel, men kan blive mere omfangsrig, hvis du trykker på skærmen og går ind i de mange menuer. Her kan du blandt andet vælge at skyde i såkaldt raw-format – et digitalt negativ, som mange, der selv efterbehandler billeder, sætter pris på. Vi noterer også en skærm, der er meget klar og i øvrigt kan vippes langt ud fra kameraet, så du har mange muligheder for at fotografere i lidt aparte vinkler, der gør et motiv spændende.

Billedmæssigt er Canon-kameraet blandt de bedste i testen. Der er dybde og glød i farverne, og du får høj skarphed. Det er kombinationen af en god billedchip, høj opløsning og et forholdsvist stort objektiv, der er årsagen. Så kan du leve med det begrænsede zoomområde, opnår du fantastiske billeder i rimeligt kompakt format med Canon G7 Mark II.

Canon G7 Mark II Skærmen kan vippes i mange vinkler – også hives adskillige centimeter ud fra bagsiden.