Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Byg en stærk gaming-maskine med super-grafikkort

De nye RTX Super-kort fra Nvidia virker næsten for gode til at være sande. Vi afprøver et af dem i en ny gamingmaskine.

Af Torben Okholm, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

I de seneste par måneder har vi hygget os med at konstruere kompakte pc’er, og vi har samlet fine, nye ting for at se, hvad de kan gøre. Og det er som regel temmelig underholdende. Men vi blev enige om, at der er gået et stykke tid, siden vi har kastet os ud i at bygge en pc. Det hænger sammen med, at selvom vi elsker rå styrke, har vi ikke lyst til at høre den styrke skrige ad os dagen lang.

Det betyder imidlertid ikke, at vi er villige til at give køb på ydelsen. Hvis vi laver en tyst maskine, kan vi godt få den til at snerre på sin egen facon. Heldigvis er det ikke så svært, som man skulle tro. Med de rigtige valg af kabinet, cpu-køler og grafikkort kan hele historien falde nydeligt på plads.

Til alt held er markedet for hardwarekomponenter stuvende fuldt af interessante muligheder, og en af dem er så ny, at den ikke var blevet anmeldt, da dette nummer gik i trykpressen. Vi begav os ind på dette ukendte territorium, og vi synes, at det var umagen værd. Dette projekt udviklede sig ikke ganske, som vi havde forventet, men med lidt fingerfærdighed fik vi det hele til at gå op i en højere enhed.

Superstjerne

foruden hovedrollen I denne forestilling, Zotacs Gaming RTX 2070 Super AMP Extreme, rummer dette system nogle ret pebrede dele. Kernen er det nye Ryzen 7 3800X fra AMD. Hvis du har planer om selv at bygge dette system, vil vi anbefale dig at vente, indtil denne cpu kommer ned på et rimeligt leje. Nogle forhandlere udnytter varemangel til at kræve uhyrlige priser for 3000-serien af Ryzen-chips.

Denne processor sidder på et X570-bundkort, ASRocks X570 Taichi. Dets steampunk-udseende og lavmælte RGB-belysning passer godt til LED’erne på vores AMD Wraith Prism-køler – standardkøleren til 3800X, som yder beundringsværdigt til trods for, at den følger med chippen uden nogen ekstra udgift.

Så er der hukommelsen: Vi har satset på to dimm’er af G.Skill Trident Z på 3.200 MHz. Vi havde overvejet at bruge to 8 GB-blokke, men besluttede os for, at 32 GB var en mere langsigtet investering, og derfor valgte vi 2 x 16 GB-sættet i stedet.

Hvad lager angår, har vi valgt et 1 TB Corsair MP600 M.2-ssd, et NVMe Gen4 -drev, som leverer hurtige overførsler. Her er der potentiale til nemme lageropgraderinger – det BitFenix Saber-kabinet, vi har brugt, har slots til to 3,5”-harddiske eller bøjler til op til otte SATA-ssd’er. Bortset fra det omfatter Saber også to kabinetventilatorer og noget ganske net RGB-belysning på frontpanelet.

Der er også et underligt lille plastikdæksel over den trekantede tænd/sluk-knap – vi er ikke sikre på, hvad det skal gøre godt for. Et værn mod rage-quits, måske?

Endelig får vi strømmen fra en Corsair RM750x-psu. 750W er i overkanten til sådan et system, men det giver plads til opgraderinger, uden at man behøver at udskifte strømforsyningen. RM750x’ modulære design gør også installationen nemmere, og det er en afgørende egenskab i betragtning af, at Sabers drevskuffe er svejset fast, og der ikke er megen plads til klodset kabelføring.

1 Godt i gang

som sædvanlig begynder vi med at splitte hele kabinettet ad. Der er mange kabler, man skal forholde sig til, og ikke megen plads at arbejde på. Fjern begge sidepaneler, men lad det store bundt kabler fra den forreste I/O være, hvor det er; ellers kommer det bare i vejen.

Man skal derimod løse kablerne fra kabinetventilatorerne op og føre dem igennem til bagsiden af bundkortets monteringsplade, idet man strammer op på dem for ikke at lægge hindringer i vejen for installationsprocessen. Til sidst skal man huske at fjerne papæsken fra drevskuffen, fordi den indeholder nogle skruer og kabler, som vi skal bruge senere.

2 Kan du huske ...

før vi placerer bundkortet inden i kabinettet, skal vi installere nogle komponenter på det. Den første er processoren. Det er en smal sag, hvis man har prøvet det før, og nemt nok, hvis man ikke har: Løft simpelthen fastholdelsesarmen på cpu-soklen, sæt chippen på plads – husk at line den gyldne trekant på det ene hjørne op med trekanten på soklen – og før så armen tilbage, så den fastholder processoren.

Når det er gjort, er tiden inde til at gå videre til hukommelsen. X570 Taichi har kun bøjler på den ene side af dimm-slottene; åbn dem, og slut hukommelsen til slottene A2 og B2 (det er de primære hukommelsesslots – hvis du bruger andre, svigter XMP-profilen til 3.200 MHz sandsynligvis). Tryk hver blok ned, indtil hængslet klikker på plads, og tryk så på den modsatte ende for at være sikker på, at også den sidder ordentligt fast.

3 Skru ned for varmen

nu bliver sagerne mere komplicerede. Både M.2-drevet og bundkortet er udstyret med en køler og varmepuder til passiv afkøling af drevet. Vi vil bruge bundkortets store varmespreder, selvom man også kan fjerne den. Fjern køleren fra Corsair MP600 ved at trække dets clips på begge sider og løfte metalkøleren fra toppen af drevet. Drevet følger muligvis med køleren, når du fjerner den – træk den simpelthen af den klæbrige varmepude.

Dernæst fjerner du de tre unbrakoskruer på X570 Taichis varmespreder og løfter den op, idet du passer på ikke at beskadige det tilsluttede kabel (det giver strøm til RGB-lyset). Skru MP600 ned i det midterste M.2-slot, før du sætter varmesprederen på igen. Husk at fjerne plastikdækslet på den klæbrige pude, før du gør det.

4 Kort og godt

når dine komponenter er tilsluttet, er tiden inde til at placere bundkortet i kabinettet. Sænk kortet omhyggeligt ned, mens du liner op med den forreste I/O, og monter det på den centrale monteringsstang. Ved hjælp af skruerne fra Sabers tilbehørsæske skruer du kortet i de otte fæstnepunkter langs kanterne. Det kan være vanskeligt på grund af kabinettets relativt ringe størrelse og bundkortets anselige omfang.

Pas på ikke at tabe kortet; selvom det har en tung og solid plade bagtil, er andre komponenter ikke tilsvarende beskyttet. Når kortet er på plads, løsner du de forreste I/O-kabler og slutter dem alle til, undtagen USB-stikket – det kommer vi til senere. Du kan også tilslutte kabinetventilatorerne – brug trepin-stikkene til den forreste ventilator, ikke det større direkte strømstik.

5 To kolde fra kassen

de sidste ting, der skal tilføjes til bundkortet, er kølere og cpu. Vi bruger standardkøleren til Ryzen 7 3800X, Wraith Prism. Den skal monteres med en standard-AMD-kølerbøjle, som bør være forudinstalleret på de fleste X570-kort. Kom en lille smule varmepasta på cpu’en, og fastgør så metalspænderne på begge sider af bøjlen, og træk fastholdelsesarmen henover, indtil den falder på plads.

Glem ikke også at sætte strømkablet ind i bundkortets cpu-ventilatorstik. Når det er gjort, fjerner du de to afdæknings-plader fra kabinettets bagside, hvorefter du sætter gpu’en ned i pci-e-slottet. Sørg for, at den klikker på plads, og skru den så fast med pladernes fingerskruer. Husk, at RTX 2070 Super AMP Extreme er et stort kort – det skal sidde fast, før du vender kabinettet om.

6 Hold ormegården i ave

det sidste trin består i at levere strøm. Corsair RM750x er en stor psu, og man skal derfor tilslutte alle de nødvendige kabler til bagenden af den store hvide klods, før man installerer den. Foruden det store bundkort-strømstik skal man bruge et ottepin-stik til cpu-strøm, et gpu-strømkabel, der deler sig i et ottepin- og et sekspin-stik, og et SATA/accessory-kabel.

Det kan være en kringlet omgang at få psu’en ind, men så snart den er skruet på plads, er det ligetil at lede kablerne igennem. Kabelføring kan være en udfordring i dette kabinet; der er ikke megen plads bag bundkortet, og drevskuffen er nittet på plads. Den optager en del plads, som man ellers godt kunne bruge til placering af kabler. Det bliver ikke det mest sirlige byggeprojekt, men med nogle kabelbånd og en lille smule tvang kan vi skjule hovedparten af kablerne, så de er ude af syne bag bundkortet.

1 Den bageste ventilator har faktisk RGB-lys, men der er ikke headere nok på bundkortet til at understøtte det.

2 Det var enkelt nok at få G.Skill Trident Z-hukommelsen til at fungere ved de krævede 3.200 MHz; det krævede kun en kort visit ind i BIOS for at slå XMP til.

3 Zotacs tre ventilatorer på RTX 2070 Super sætter effekt over skønhed: sort på sort, og kun et svagt skinnende Zotac-logo giver lys.

4 Man kan nemt fjerne den forreste kabinetventilator eller supplere med to ekstra ventilatorer – en foroven og en forneden.

Sværere end forventet

når det gælder ydelsen, klarede denne maskine sig fremragende. Selv det krævende Ghost Recon: Wildlands var i stand til at præstere 60 fps ved maksimale 1440p-indstillinger, og de dyre komponenter trodsede zero-point i vores benchmarking-softwaretest.

Når vi undersøger mulighederne for vores byggeprojekter, er det nemt nok at træffe beslutningerne med det samme; de lynhurtige overførselshastigheder hos NVMe Gen4-ssd’er gør dem til et oplagt valg. Men de kræver et X570-bundkort og dermed en cpu fra Ryzen 3000-serien. Det skal vi ikke klage over, for de nye Ryzen-chips har en beundringsværdig ydelse. Deres eneste væsentlige ulempe er mangel på overclocking-muligheder.

Hagen ved at bruge disse andengenerations-komponenter er en mangel på variationsmuligheder, men det problem bliver formentlig afhjulpet i takt med, at flere producenter kommer med deres egne bud. Vi er ofte nødt til at arbejde med den hardware, vi har for hånden, og du kan roligt skifte bundkortet eller drevet ud med de Gen4-modeller, du selv foretrækker. Vi vil dog anbefale, at du holder dig til Zotac RTX 2070 Super, for det er et fremragende kort, og der bliver i øjeblikket solgt så mange Super-kort, at man kan få dem billigt.

Set i bakspejlet kunne vi måske overveje brugen af BitFenix Saber en ekstra gang. De symmetriske lydbjælker fortil ser forrygende ud, og prisen er i orden, når man tager den solide metalkonstruktion og sidepanelet af hærdet glas i betragtning.

Men det var noget af en udfordring at arbejde inden i kabinettet. Navnlig var manglen på ruter og huller til kabler frustrerende. En mindre psu havde også været et klogt valg, fordi der ikke var for meget plads til den bastante RM750x. Vi ville dog ikke overveje en ikkemodulær psu; hertil fyldte drevskuffen for meget.

Apropos drev: En ting, som vi absolut er glade for, er muligheden for nemt at tilføje ekstra lager. De to drevbakker kan rumme et 2,5”-SATA-ssd eller en større harddisk, og der er masser af plads til andre SATA-drev på seks monteringspositioner. Der er også potentiale til nemme ram- eller gpu-opgraderinger, men de burde ikke være nødvendige i lange tider.

Wraith Prism er glimrende, men hvis man har planer om at overclocke cpu’en, kan man overveje et mere robust kølesystem. Det sidste diskussionsemne er RGB-lysstyring. X570 Taichi har kun én header til RGB-stik, og den satte vi til Sabers forreste lysbjælker, mens den bageste ventilator ikke var belyst. BitFenix-hardwaren kan sluttes til RGB-kontrolsoftware, men medmindre du vil købe en tredjeparts-controller, er der ikke noget at gøre.