Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Byg din egen Windows 8 notebook

Vælg selv konfigurationen og specifikationerne for denne maskine.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Abook er et dansk firma, som tilbyder ”build-to-order”. Du bestiller den computerkonfiguration, som du ønsker, ud fra nogle standardmodeller, og så bliver maskinen bygget til dig.

Det fine ved Sapphire X300 i denne konfiguration er, at du får en computer, som er både hurtig nok til opgaver hjemme og lille nok til at tage med rundt. Med en vægt på blot 1,6 kilo og alligevel med den næst hurtigste Intel Corei-processor er du godt kørende. Læg det sammen med en 14”-skærm med høj pixeltæthed, og du har en computer, som på mange måder er et perfekt kompromis.

Er du gamer, ville du gerne have haft en hurtigere processor og større skærm. Det her er dog ikke en rendyrket spillecomputer, selvom den sagtens kan køre spil via det indbyggede Intel HD Graphics-grafikkort.

Til gengæld får du et Ralink Wireless-kort, som sørger for en meget hurtig forbindelse på WiFi og andre netværksforbindelser. Og det kan mærkes. Dels er Abook hurtig til at komme på nettet fra dvaletilstand, og når vi overfører tunge filer, går det meget hurtigt.

Maskinen føles også kvik, især når du starter programmer, som det normalt tager ret lang tid at få op at køre. Det skyldes ikke mindst, at den leveres med SSD-harddisk uden bevægelige dele. Den kvikke disk er også en dyr komponent, og du må derfor nøjes med 120 GB. Ønsker du en større og billigere harddisk, kan du naturligvis selv vælge til eller fra, når du konfigurerer computeren på Abooks hjemmeside.

Abook er en ret anonym bærbar – men på den gode måde. For den antracitgrå farve kombineret med det sorte tastatur, som har mange gode funktionstaster, betyder, at pc’en fremstår meget lækker og ligner noget, der koster mere, end prislappen fortæller.

Pegefeltet er også godt og præcist, og de blå dioder nederst er med til at understrege det anonyme og flotte design. Det er fine detaljer, og derfor er det ekstra ærgerligt at strømstikket stikker langt ud i den ene side. Det gør at maskinen fylder noget mere end nødvendigt, når den står på skrivebordet.

Skærmen står skarpt og klart, men er i denne sammenhæng desværre ikke trykfølsom. Der er ikke mange features og knapper, du kan bruge direkte med Windows 8, og det er lidt ærgerligt. Så Abook er altså en rigtig god bærbar, men virker som en standardmodel, der ”blot” er udstyret med Windows 8 og de drivere, der gør, at den kører optimalt med dette system.

DATATID MENER:

Lille og sej notebook med fin ydelse til en meget attraktiv pris.