Af Redaktionen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Linux-baserede operativsystemer har længe været blandt de alternative OS’er for os pc-brugere, men der er flere grunde til, at de ikke har fået den tilslutning, de måske fortjener. De fleste problemer hidrører fra den måde, hvorpå de arbejder i forhold til det operativsystem, vi alle har brugt en million gange før:
Windows. I det meste af sit liv har Linux krævet, at brugerne dykker på hovedet ned i kommandolinjer – noget, de fleste af os glemte, da Windows 95 kom. Det havde også meget ringe understøttelse af forskellige komponenter, og spil på en Linux-maskine var som regel en fast kilde til evig frustration. Tingene ændrer sig imidlertid hurtigt, og de seneste versioner af Linux-klassi-keren Ubuntu har i stigende grad været imødekommende og funktionelle. Nok så vigtigt er det, at de har været nemmere at bruge for almindelige mennesker.
Den næste udgave af Windows lægger op til en radikal ændring af omgangen med operativsystemet, og man skal lære disse nye metoder, før man kan føle sig tryg ved
Windows 8’s nye omgivelser. Det har derfor aldrig været mere oplagt at få en Linux-distribution og sætte sig ind i noget, der er lidt stærkere og afgjort nemmere at skræddersy.
Når det gælder spil, er sagerne dog stadig lidt akavede. Spil med Wine er stadig knald eller fald, men den gode nyhed er, at der findes en version af Steam specifikt til Linux, og det kan sikre, at Linux-spil bliver et realistisk alternativ til den Microsoft-dominerede pc-scene.
Komponentkompatibilitet er noget, som producenterne skal blive mere ajour med, og vi vil undersøge, hvor godt de store spillere klarer det i øjeblikket. Vi har valgt nogle af de vigtigste dele til pingvin-baserede systemer – processor, grafikkort og ssd – for at se, hvordan de klarer sig med det alternative operativ-
system. Vi vil se, hvordan de håndterer de nyeste drivere, og hvordan eventuelle open source-drivere fungerer.
Kan man stadig spille og jonglere med komponenterne som en anden guru på en Linux-baseret? Ja, for pokker, men man skal være kræsen, når man vælger dele til sine pingviner.
Regnekraft drejer sig ikke kun om processorens hastighed
Der var engang, da cpu-ydelse drejede sig om en eneste ting: clockfrekvens. En hurtigere cpu kunne foretage flere handlinger inden for et givet tidsrum og kunne derfor løse en opgave hurtigere end en langsommere cpu. Man måler clock-frekvens i hertz, og den er det antal instruktioner, der kan gennemføres på et sekund (vi forsimpler sagerne lidt her – nogle instruktioner tager mere end en clockcyklus).
ARM-processorfamilien (der bliver brugt i de fleste mobile enheder) bruger et andet instruktions-sæt og giver en anden ydelse ved den samme clockhastighed.
Ligesom med antallet af handlinger udfører forskellige processorer handlingerne på forskellige mængder data. De fleste moderne cpu’er er enten 32- eller 64-bit – det er antallet af databits, der bliver brugt ved hver instruktion. Derfor burde 64-bit være dobbelt så hurtig som 32-bit, ikke?
Nej. Det afhænger af, hvor meget man har brug for – hvis man udfører en handling på et 20-bit-tal, vil den køre ved samme hastighed på 64- og 32-bit-maskiner. Denne ordlængde kan også have betydning for, hvordan cpu’en håndterer ram. Læs mere om, hvordan forskellige længder påvirker ydelsen i boksen 32-bit- kontra 64-bit-processorer. Et af de vigtigste aspekter ved cpu-ydelse er antallet af kerner. Hver kerne er en selvstændig processor, der kan køre software med minimal interferens med andre kerner.
Single eller multi
Ligesom med ordlængden kan man ikke blot gange antallet af kerner med clockfrekvensen for at finde cpu’ens styrke. En opgave kan kun udnytte flere cpu’er, hvis den er multi-threaded. Det betyder, at udvikleren har delt programmet op i forskellige underprogrammer, der kan køre på hver sin kerne. Det er dog ikke alle opgaver, der kan deles op på denne måde. Hvis man kører et single-threaded program på en multi-core-cpu, går det ikke hurtigere, end hvis man kører det på en enkelt kerne. Til gengæld kan man køre to single-threaded programmer på en multi-core-cpu hurtigere, end de to ville køre på en enkelt kerne.
Vi har en tilbøjelighed til at betragte hukommelse som noget, computeren har en enkelt klump af, og den bliver delt mellem de kørende programmer. Men det er mere nuanceret end som så. Den består af et hierarki med forskellige lag. Jo hurtigere hukommelsen er, desto dyrere er den som regel.
Derfor har de fleste computere en lille mængde meget hurtig hukommelse, en såkaldt cache, en langt større mængde ram og noget swap, der virker på harddisken, og som fungerer som en slags hukommelsesoverskud. Når det gælder cpu’er, er cachen det vigtigste, for den ligger på chippen. Man kan tilføje mere ram og justere swap-mængden, men cachen ligger fast. Cache er delt op i to niveauer, og de nederste er mindre og hurtigere end de øverste.
Config
Set i lyset af dette kan det være svært at vide, hvordan forskellige konfigurationer fungerer i forskellige situationer. Når man arbejder med et operativsystem, der ikke altid har de mest driftsikre driversæt, kan sagerne blive forvirrende. Vi har taget et triumvirat af forskellige processorer for at se, hvordan de håndterer Linux’ luner:
* AMD-apu A8-3850 3,0 GHz (kerner: 4, cache: 4× 1MB level 2) 800 kroner.
* AMD Phenom II X6 1100T 3300 Mhz (kerner: 6, cache: 6× 512 KB level 2, 6 MB level 3) 1.700 kroner.
* Intel i5-2500K 3,6 Ghz (kerner: 4, cache: 2× 32 KB level 1, 256 KB level 2, 6 MB level 3) 1.700 kroner.
Vi har kørt dem alle ved deres oprindelige clockfrekvenser. Man kan altid overclocke senere, men lige nu skal vi sikre os, at systemerne er så stabile, som de kan blive. Senere når du er blevet fan af Linux, men ønsker lidt højere hastighed, kan du dykke ned i bios og begynde at rode rundt med clockfrekvenser og multiplikatorer, så meget du vil.
Vi kan se, at Intelprocessoren overgår AMD-varianterne på næsten alle områder. Det er ikke overraskende, eftersom den koster dobbelt så meget som den billigste model. Men det viser også, at Intels Linux-drivere er stærke nok til at bevare det samme store forspring, som foretagendet har, når det gælder processorteknologi via Windows.
På nogle få områder – Apache static page-testen, f.eks. – ydede den dobbelt så godt. Sandy Bridge-cpu’en overhalede næsten Phenom II X6, selvom den har to kerner mindre og kun en anelse hurtigere hastighed.
De eneste markante undtagelser var kodeordstesten John the Ripper password og nogle GraphicsMagic-tests. De er udpræget parallelle benchmarks, der fuldt ud udnytter det højere thread-tal i Phenom II X6.
Det er dog ikke alle forskellene i hastighed, der skyldes cpu’en. De forskellige kort rummer forskellig hardware, selvom de kører den samme teknologi.
Forskellene på de måder, hvorpå lagerenhederne fungerede, var markant. Det førte til påfaldende hurtigere læsehastigheder for filer under 2GB, men der var ingen forskel ved filer over denne størrelse.
Læsehastighederne lå omtrent lige. Valget mellem de tilgængelige cpu’er er i dag mere komplekst, end tidligere. Der har været vækst blandt enkle, strømbespa-rende cpu’er, komplekse processorer, massivt parallelliserede grafikchips og clusters.
I højere grad end før er spørgsmå-let ikke »Hvilken processor er bedst?«, men »Hvad er den rigtige løsning til opgaven?« Svaret kræver viden om de chips, der er på markedet, hvad de koster, og hvordan de løser forskellige opgaver.
De dyreste Intel-kerner er de stærkeste til dagligdags opgaver, men hastigheden har sin pris. De ekstra kerner i X6 var nok til at matche og sågar overtrumfe i5 i GraphicsMagic-test, der simulerer billedmanipulation, men den er dyr. Medmindre du bruger KDE med alle widgets og effekter, kan X4 klare de fleste dagligdags computeropgaver.
64-bit- kontra 32-bit-processorer
Selvom man har en 64-bit-processor, udnytter man måske ikke alle funktioner. Af hensyn til bagudkompatibilitet blev 64-bit-processorerne udviklet til at køre 32-bit-kode. Her har vi kørt testene med en 64-bit-processor, der kørte både 32- og 64-bit-versioner af Linux for at se forskellen i ydelse.
64-bit kører generelt hurtigere, men til dagligdags gøremål vil man næppe bemærke nogen større forskel. Hvis man imidlertid arbejder med talknuseri, vil den større ordlængde sætte gang i sagerne.
Man kan se, hvordan antallet af kerner påvirker ydelsen ved at bruge VirtualBox til at simulere forskellige cpu’er. Man kan allokere et antal kerner fra host’en til en gæst og deraf se, hvordan systemet yder med et vilkårligt antal kerner. Her kan du se, hvordan systemet ydede i testene fra en til tre kerner.
Forskellen i ydelse ved en øgning af kerner afhang af opgaven. I flere tilfælde førte flere kerner til et fald i ydelse på grund af belastningen ved at håndtere processer over flere kerner. I andre tilfælde så vi en stort set lineær forbedring, når vi øgede de tilgængelige processorenheder. Det er værd at bemærke, at vi udførte disse test fortløbende.
Hvis vi havde udført mere end en ad gangen, ville resultaterne sikkert have været mere i multi-core-systemernes favør. Når man vælger en cpu, er det klogt at overveje, hvor mange intensive opgaver man skal køre på samme tid.
Til serverbrug bør man tjekke, om de tjenester, man bruger, kan udnytte antallet af kerner i de cpu’er, man overvejer. Opgaver, der klares godt på multi-core-maskiner, løses ofte endnu bedre på grafikkort, der bruger CUDA eller OpenCL.
Linux kommer op i omdrejninger. Hvilken vej skal spilleren vende sig?
Den mest subjektive komponent i nogen hardwarediskussion drejer sig om at ge-nerere grafik. Det skyldes, at det bedste valg afhænger af, hvor vigtig grafikken er i dit system. Hvis du for eksempel bruger kommandolinjen
eller en simpel vinduesmanager, vil et kostbart, stærkt kort være spild af penge.
Det hænger sammen med, at inden for 3D-grafik varierer de fleste grafikkort (gpu’er), og de varierer ofte dramatisk.
Selvom 3D-renderingsfunktioner før kun var vigtige i forbindelse med 3D-spil, bliver gpu’ernes matematiske kraftværker nu brugt til mange andre opgaver såsom hd-videokodning og afkodning, matematisk beregning, afspilning af drm-beskyttet materiale og de der flimrende vinduer og skygger, som alle synes at elske på deres Ubuntu-desktops.
En bedre hardwarespecifikation betyder ikke kun, at spillene kører ved højere opløsning, med bedre kvalitet og med en højere framerate – hvilket alt sammen bidrager til fornøjelsen – nu giver den også en bedre desktopoplevelse.
Processoren
Ligesom gpu’er synes cpu’erne aldrig at nå et fast niveau. Deres kraft bliver fordoblet med 18 måneders mellemrum, og det er både godt og dårligt. Det gode er, at sidste års model typisk koster halvt så meget som ved lanceringen. Det dårlige er, at ens kort næsten altid er forældet, selvom man køber den nyeste model. Af disse årsager, og fordi de fleste Linux-spillere ikke ønsker topteknologi, når der ikke er nogen toptitler, man kan bruge (medmindre man dual-booter til Windows), vil vi fokusere vores hardware på pris, ydelse, hardwaresupport og kompatibilitet.
I den økonomiske ende af markedet ser vi på modeller, der ikke er helt på toppen, herunder et par billige løsninger og nogle, der er dyrere. Når det gælder ydelse, har vi kørt hver enhed op mod version 3.0 af Unigine-testen.
Det er en belastende test af 3D-ydelse, der kværner millioner af polygoner med ambient okklusion, dynamisk global illumination, volumetriske cumulonimbusskyer og lysfordeling. Den ser bedre ud end nogen fødte Linux-spil, og den tester både hardwarefunktioner og drivernes kvalitet. Uni-gines engine bliver brugt af et par højprofilerede spil, herunder Oil Rush, dens resultater bør give en god indikation på, hvor godt en gpu kan yde med de moderne spil, der måtte melde sig.
Vi ville imidlertid også teste vores hardware på spil, som man kunne tænke sig at spille nu. Vi testede for eksempel den nyeste version af Alien Arena og nogle kommercielle indie-spil som World of Goo.
Vi testede også udstyret med nogle spil fra Steam, der kørte på Wine. Steam er en spilportal til Windows, og den er blevet den bedste måde at købe og installere nye spil på til dette operativsystem. Det er tilmed klar til Linux nu. Wine-ydelsen give dog også os et praj om, hvordan visse Steam-titler kører på Linux.
Hardware
Vi testede fem forskellige gpu’er. De første to er integrerede, hvilket betyder, at de er en del af cpu-pakken, og ikke diskrete kort, som man sætter på sit bundkort. Disse cpu- og grafikpakker var normen i de gamle 2D-dage, men da 3D-spil krævede mere kraft, blev løsningen diskret. Nu ser vi kraftigere integrerede gpu’er.
Vi begyndte med Intels HD 3000 på cpu’en i5-2500K CPU, og eftersom Intel tager driverudvikling til Linux alvorligt, forventede vi fremragende resultater fra en enkelt pakke. Den anden integrerede del har en langt bedre specifikation på papiret. Det er den, der følger med AMD’s A8-3850 APU-pakke (også kendt som AMD Fusion).
Det skal være kernen i PlayStation 4, og selvom gpu’en på vores model sandsynligvis er mindre kraftig end Sonys kommende arvtager, kan man stadig kombinere dens regnekraft med et andet eksternt Radeon-kort ved hjælp af den hybride CrossFire-funktion fra bios.
Den er opført som et AMD Radeon HD 6550D, og vi brugte det med 512MB af tildelt vram. De øvrige kort, vi så på, var diskrete, og de skulle kobles på et ledigt pcie-slot på bundkortet. Med denne metode skal man sikre sig, at man har to ledige slots, for et grafikkort vil ofte optage et naboslot for at få mere køling, og at ens strømforsyning kan levere tilstrækkelig rå energi.
Vi brugte en 600 W-forsyning med to separate 12 V-rail til at køre grafikhardware. Vores kort krævede mere strøm: en enkelt ekstra sekspin-connector eller to connectorer til det mest strømslugende – Nvidia-kortet. De modeller, vi så på, var det billige AMD Radeon HD 6670 (der er et af de kort, der er beregnet til at fungere med A8-3850 APU), det kraftigere AMD Radeon HD6850 Nvidia GTX570, og vi testede med både open source og specielle drivere.
Test: Billige kort
Resultaterne var blandede med Intels HD 3000. Da vi prøvede Mesa 8.0.2, kørte Unigine-testen knap nok. Det betyder, at det er umuligt at spille mange moderne spil. Vi havde bedre held med Alien Arena, der gav hele 60 fps, men vi begyndte at få den opfattelse, at hvis man vil spille spil, skal man anskaffe en speciel driver. Den første Radeon-gpu, vi testede, var HD 6550D, en integreret gpu på A8-3850-apu, med version 0.4 af Gallium-driveren (open source).
Desktopydelsen var god, og accelereret Unity på Ubuntu virkede uden nogen problemer (ligesom den gjorde på Intel). Det var næsten lige så imponerende, at Heaven-testen klarede sig bedre end Sandy Bridge, hvilket er mere, end man kan sige om den samme demo på vores antikke Nvidia 7600GTS, men den var stadig gal med renderingen. Vi så silhuetter gå over skærmen med 7 fps i stedet for farverige teksturer. Da vi brugte den specielle driver fra Catalyst, installerede vi den derfor manuelt.
Vores næste test var med Alien Arena, der kørte ved forbavsende lave 25 fps – mere end nok til lidt ballade på kontoret, men ikke nær så godt som Sandy Bridge. Med Heaven-testen renderede driverne dog grafikken korrekt og leverede også en testscore på 10 fps. Det kan lyde lavt, men når man tænker på, at det er et integreret chipsæt, og testen ikke er optimeret til spilydelse, er det et godt resultat.
Vi prøvede den samme test med både Unity 3D og Unity 2D for at se, om der var nogen forskel, når desktoppen brugte OpenGL, og vi fandt ikke nogen – det viser, at det nyligt lancerede Unity 5.12 har løst problemerne med OpenGL-ydelse. Vi gik et lille skridt op i ydelse, da vi testede Radeon HD 6670 1024 MB.
Alien Arena kørte nu ved 55 fps, og Heaven-testen gav os 25,3 fps, med en bund på 11 fps og en top på 46 fps. Det er et glimrende resultat for et billigt kort, og hvis man vælger den passivt kølede udgave, vil det være ideelt til den, der spil-ler spil og film på en Linux-pc.
Test: Stærke kort
Så har vi de to stærkeste kort tilbage – Radeon HD6850 1024MB og Nvidia GTX570. Vi begyndte med Radeon, og det scorede hurtigt markant bedre resultater end Heaven-testen: 46,2fps, bund 15 og top 78,8. Opmuntret af dette resultat ville vi prøve et par andre test. Først den gamle version af Darwinia.
Det kørte ved imponerende 160-250 fps, hvilket vil sige, at dette kort ikke får problemer med ældre spil. Vi fik imidlertid problemer, da vi prøvede Steam. For at få Bioshock til at virke måtte vi først droppe Unity 3D. Men selv når det virkede, blev grafikken ikke renderet korrekt. Det så bedre ud med Source-spil, idet både Half Life 2 og Lost Coast gav gode resultater – sidstnævnte kørte ved 47,91 fps på trods af den impo-nerende renderingskvalitet.
Nu kommer vi til vores dyreste kort, Nvidias GTX570 med 1.280 MB ram. Vi prøvede først med open source-drivere, men det gik ikke med vores benchmarks, Darwinia og Steam, og vi gætter på, at hvis man vil bruge en anselig sum på grafikkortet, vil man have de bedst mulige drivere.
Der er andre fordele ved at bruge Nvidias specielle drivere. Indstillings-funktionen, som man kan installere ved siden af driverne, er et overraskende stærkt værktøj. Man kan vælge TwinView, som altid har været mere stabil, Xinerama til flere skærme og skifte mellem forskellige opløsninger for hver skærm uden at skulle genstarte.
Det kan Catalyst-driverne også, men med Nvidias kan man også overclocke sin hardware og styre gpu’ens temperatur. Den er også god til fejlfinding, og vi har brugt Settings-værktøjet til at downloade EDID-data fra vores skærme og tvinge andre skærme til at bruge de samme EDID-data.
Med specielle drivere var GTX570 en klar vinder. Det gav et stærkt resultat fra Heaven-testen på 66,6 fps, og Bioshock kørte perfekt fra Steam på Wine. Nvidia-hardware er sagen til oprindelige versioner af Steam. Om det er de ekstra penge værd, må afhænge af, hvor stor vægt man lægger på spil.
De testede gpu’er
Tl alle andre enheder end Intel var vores testsystem AMD A8-3850 2,9 GHz-cpu med 4 GB ram, der kørte en 64-bit-installation af Ubuntu 12.04. Vi brugte 2D Unity for at undgå konflikter med grafikaccelerationen.
Intel Sandy Bridge i5-2500K
AMD Radeon HD 6550D (med A8-3850 CPU)
AMD Radeon HD 6670 1GB
AMD Radeon HD6850 1GB
Nvidia GTX570 1.25GB
Opgrader dit lager til et drev, der kun bliver drevet af elektroner.
Processorer, grafikkort, ram og netforbindelser er alle blevet hurtigere i årenes løb, men harddiskteknologien har ikke bevæget sig ret meget. Harddiske bruger stadig mekaniske dele, og de er derfor blandt de tungeste, langsomste, mindst driftssikre og mest strømslugende komponenter i en typisk computer.
Det ændrer ssd’er (drev uden bevægelige dele), og det er en af de mest spændende udviklinger i pc-hardware i de seneste fem år. Her skal vi se på disse mirakuløse enheder. Vi sammenligner de to drev og besvarer de hyppigste spørgsmål om ssd’er: Er de pengene værd, hvor længe holder de, og hvordan får jeg det bedste ud af mit drev?
Er SSD’er pengene værd?
Traditionelle harddiske rummer en roterende skive, der er dækket af et magnetisk materiale. Dette magnetiske materiale bliver manipuleret af et læse/skrivehoved, der flyver over skiven og gemmer data. Ssd’er har ingen bevægelige dele. I stedet består de af millioner af små transistorer (af typen floating gate), der hver kan gemme 1 bit information.
Eftersom de ikke har nogen bevægelige dele, er de mere støjsvage, lettere, mere energieffektive og hurtigere.
Det er naturligvis glimrende, hvis man vil bruge drevet i en laptop, hvor plads, energiforbrug og støj spiller en stor rolle.Drevets større hastighed har også en enorm indflydelse på starttiderne for pc’en og dens applikationer (og alle andre applikationer, der hyppigt bliver læst fra drevet), og det kan få computeren til at føles meget hurtigere.
Alle disse fordele lyder forrygende, men ssd’er har også deres ulemper, og dem bør man tage med i betragtning, før man beslutter sig for at købe. Den mest markante er, at man ikke kan få ssd’er, der er store som traditionelle mekaniske harddiske, og de er langt dyrere. For eksempel koster det Crucial M4 128GB, som vi har til test, omkring 850 kroner. For det beløb kan man få en harddisk på 2 TB. Hvis du har brug for megen plads eller skal spare, er et ssd måske ikke sagen for dig.
Svaret på spørgsmålet, om ssd’er er pengene værd, må lyde sådan: »Det afhænger af, hvordan du bruger din computer.«
Levetid
To udbredte spørgsmål, som folk stiller om ssd’er, er, hvor længe de holder, og om deres ydelse som nye holder, når de bliver gamle. Disse spørgsmål er bestemt ikke ubegrundede.
Transistorerne i et ssd holder kun i omkring ti år eller til 10.000 skriveprocesser (hvad der nu kommer først) – de har altså en begrænset levetid. Hertil kommer, at hos nogle tidlige modeller betød dårligt konstrueret firmware, at ydelsen kunne blive stærkt reduceret med tiden.
I moderne drev med et moderne operativsystem og filsystem er betydningen af disse problemer blevet markant reduceret takket være noget, der hedder TRIM. Det hjælper drevets firmware med at styre allokeringen af datablokke og sikrer, at der bliver skrevet til hver transistor et minimalt antal gange uden reduktion af ydelsen.
Hvor stor indflydelse har TRIM? I en af de mest respekterede artikler om emnet har Anand Lal Shimpi konstateret, at på et ældre drev var skriveydelsen kun 52 procent af ydelsen fra et rent drev uden TRIM; med TRIM ydede det ældre drev 98 procent af det, som det rene drev præsterede. Det er en god ide at bruge
Trim
Hvordan får man TRIM til at virke? Man skal først sikre sig, at drevet understøtter det. Hvis det er købt inden for de seneste par år, er det højst sandsynlig i orden, men hvis det er ældre, bør man tjekke, om det er understøttet. Det kan man gøre med kommandoen hdparm: hdparm -I /dev/<ssd> | grep “TRIM supported”
Husk at erstatte <ssd> med navnet på dit ssd. Hvis den kommando giver resultat, er du parat til at bruge TRIM i operativ-systemet.
Det gør du ved at formatere dine partitioner med enten ext4- eller btrfs- filsystemet. Det er de eneste to, der understøtter TRIM. Her hos Alt om DATA bruger vi ext4, fordi btrfs stadig mangler et stabilt reparationsværktøj. Det betyder, at det er sværere at gendanne det efter nedbrud, og vi anbefaler, at du gør det samme.
Modificer mount
Dernæst skal du modificere filsystemets mountfunktioner, for de understøtter ikke TRIM som standard. Det kan man gøre ved at redigere /etc/fstab-filen. Før du indfører nogen modifikationer af filen, skal du sikre dig, at du har backup. Hvis du gør noget forkert ved denne fil, kan den forhindre dig i at boote.
cp /etc/fstab /etc/fstab.bk
Hvis noget går galt her, kan du altid boote fra en live-cd, bruge backuppen og genstarte systemet for at få det op at køre igen.
Når backuppen er på plads, skal du på hver linje, der beskriver en partition på ssd’et, modificere den del, der rummer ordet ‘defaults’. Det gør du ved at tilføje ,discard, således at hele linjen ser sådan ud:
/dev/sda1 / ext4 defaults,discard 0 1
Det er det. Nu skal du blot gemme filen og genstarte, så har dit drev TRIM-support. Det er den vigtigste justering, du skal indføre på dit ssd.
Forlænget levetid
Man kan justere drevet og forlænge dets levetid på andre måder.
Den nemmeste af disse teknikker består i at føje noatime-funktionen til mount-funktionerne, ligesom vi gjorde med discard. Normalt gemmer Linux-filsystemer den sidste gang, der blev læst fra en fil, og den sidste gang den blev ændret. Med noatime-funktionen gemmer den kun den sidste gang, den blev ændret, og reducerer antallet af skriveprocesser for at holde disse metadata up to date og forlænge drevets levetid.
En enkelt advarsel: Ældre applikationer, såsom Mutt, virker ikke ordentligt, hvis man aktiverer noatime. Tjek først applikationens kompatibilitet.
Man kan også forlænge drevets levetid ved at tænke grundigt over de partitioner, man lægger på det. Hvis man også har en traditionel harddisk til rådighed på sit system, kan man overveje at bruge ssd’et til filsystemer, der ikke ændrer sig hyppigt, for eksempel / and /home, og lægge sager som /var, /tmp og swap på den roterende skive.
Hvis det ikke er muligt, kan man indføre andre ændringer for at reducere frekvensen af skriveprocesser til disse mapper. Man kan for eksempel øge severity-graden for ved at redigere filen /etc/rsyslog.conf (der er flere oplysninger i man rsyslog.conf), eller man kan begrænse systemets “swappiness” og få det til at bruge swap-plad mindre hyppigt. Det gør man sådan: echo 1 > /proc/sys/vm/swappiness
Den underliggende lagerteknolog i de fleste ssd’er varierer kun lidt. Det, der gør størst forskel på deres ydelse, er controller og firmware – den hardware bestemmer, hvordan og hvor der skal skrives data på drevet. En dårlig controller kan med tiden gøre drevet langsomt og føre til forskellig ydelse ved skriveprocesser med forskel-lig størrelse (som 4 k kontra 9 k).
De to testdrev, vi har, repræsenterer to konkurrerende controllerløsninger. Crucial M4 bruger en Marvell-controller, mens vores 330 satser på Sandforce. De samme controllere bliver brugt på mange forskellige drev, og vores resultater kan derfor vejlede dig før køb, også hvis du ikke vælger et af de specifikke drev, vi har testet.
Vi testede drevene med testene Postmark, Compile Bench og Kernel Unpacking i Phoronix Test Suite med det formål at se, hvordan drevene ydede i realistiske situationer. Alle disse test blev udført på et Ubuntu 12.04-system med ext4 discard-funktionen slået til i /etc/fstab.
Testen Compile Bench er måske den mest interessante, for dens processer søger at simulere handlinger, der gør et filsystem ældre – det mest sandsynlige scenario, der belaster en controller. Ved disse test ydede Intel-drevet med en Sandforce-controller langt bedst. Når det er sagt, var Crucial-drevet meget hurtigere, når det gjaldt mange små filer i PostMark-testen, og lidt bedre når kernen skulle pakkes ud.
Justering af ydelsen
Der er nogle justeringer, som kan være med til at øge drevets hastighed. En af dem omfatter korrekt aligning af partitionerne.
Vi vil ikke gå i detaljer her, men man kan også ændre sin disk-scheduler. Den bestemmer den rækkefølge, i hvilken blokke bliver tilgået, og på harddiske blev en ‘elevator’-scheduler brugt til at prioritere nogle blokke frem for andre (afhængig af, hvor tæt på drevets centrum en blok var, ville tidsforbruget være forskelligt).
Da bloktilgang er næsten konstant på ssd’er, kan det svække ydelsen.
Derfor kan man overveje at bruge en ‘noop’ scheduler ved hjælp af denne kommando: echo noop > /sys/block/<ssd>/ queue/scheduler
Vi har sammenlignet de to bedste ssd-controllere på markedet – Sandforce og Marvell – for at se, hvilken der giver den bedste Linux-ydelse. Vi ved, at Sandforce har problemer under Windows, men med et Linux-OS har denne controller et forspring i hele testsuiten.
