Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: B&W PX7: Sammenhængende og dynamisk

Detaljegraden kunne være højere, men PX7 giver et sammenhængende lydbillede, der klæder det meste musik.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Ærkebritiske Bowers & Wilkins er kendt for højttalere i ægte hi-fi-kvalitet, men de kan andre ting. Hovedtelefonen PX7 har et underspillet og ret lækkert design, hvor ørepuderne har læder foroven og er ellers beklædt i diskret, slidstærkt stof. Ørekopperne syner ikke af meget, men har diskrete logoer, der tydeligt viser, at du har valgt kvalitet.

Det er bestemt kvalitet, for PX7 opleves både let og god på hovedet. De lukker godt til, og støjreduktionen er bestemt også godkendt. Den er ikke lige så effektiv som hos Sony, men kombinationen af aktiv støjreduktion – der også kan indstilles til en autofunktion – og det faktum, at hovedtelefonen er helt lukket, holder støj effektivt ude.

Når du løfter hovedtelefonen eller tager den af, stopper lyden af sig selv, en fin detalje, som ikke mindst sikrer, at du forlænger batteritiden og ikke går glip af musikken.

Homogent lydbillede

PX7 leverer måske ikke et så transparent lydbillede som Audeze eller Dali og har ikke helt den dybde og artikulerede bas, som testens Grado besidder. Men gengivelsen er af meget høj kvalitet og først og fremmest hænger lydbilledet samlet set rigtig godt sammen. Du får en homogen og fint dynamisk gengivelse med en let vigende diskant.

Resultatet er, at du ikke får den sublime oplevelse ved musik optaget i meget høj kvalitet, men til gengæld lyder lidt ringere optagelser fint. Det er et kompromis, men et fint af slagsen.