Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Luksus på farten

Ren luksus hele vejen igennem med testens bedste lyd.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

B&W P5 er testens suverænt dyreste hovedtelefon, men også en af de lækreste i testen og på markedet. Den er gennemført i design, kvalitet og funktionalitet. Således er der brugt lækre materialer overalt, og P5 er gedigen at røre ved og dejlig at have på hovedet. Den læderbeklædte metalhovedbøjle og ørestykker i ægte læder skaber et udtryk, som ingen andre i denne test kommer i nærheden af.

De ret flade puder trykker fint ind mod ørerne uden at genere. Der er volumenkontrol på kablet, og hovedtelefonen kan anvendes både som luksushovedtelefon på farten og til det dyre anlæg derhjemme. Dette er en hovedtelefon bygget efter de ”noble” hi-fi-principper, og hvor features som ”Ultra Bass” og andre gimmicks er ilde set.

B&W leverer varen med en gengivelse, der hele vejen igennem fortjener betegnelsen ”high end”.

Musikken hænger bare rigtig godt sammen fra den dybeste bas til den højeste diskant, og du får en detaljerigdom, som er helt unik. Dette er hovedtelefonen til dig med hang til luksus. Det er testens vinder – uden tvivl. Desværre er denne hovedtelefon også så kostbar, at den på ingen måde kan kaldes et godt køb.

DATATID MENER:
Testens bedste. Ultimativ luksus både på farten og hjemme.