Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Bullguard Mobile Security 10

Bullguards mobile sikkerhedsløsning er spækket med gode funktioner og er nem at bruge.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Indrømmet, vi har langtfra altid været fans af Bullguards produkter. Men med dette produkt måtte redaktøren altså æde sine holdninger i sig. Produktet viste sig at være testens bedste, om end kun med et mulehår.

Installationen var let og elegant, og bortset fra at indtaste telefonnummer, e-mail og aktiveringsnummer så er der ingen opsætning af programmet.

På telefonen ligger der en lille agent, der primært er en oversigt over de funktioner, der er installeret på telefonen. Du kan se, at du har aktiveret antivirus, at parental control er installeret, og så kan du lave backup og restore fra denne oversigt. Resten klares online.

Når du er logget ind på din konto hos Bullguard, får du et fint betjeningspanel frem. Herfra kan du blandt andet låse og låse op for telefonen. Du kan finde enheden, lave backup og restore, du kan slette enheden, og du kan sende en alarm til den.

Derudover er der en række skønne funktioner, der klart gav dette produkt forspring. Du kan blandt andet slette telefonen, hvis sim-kortet bliver udskiftet, og du kan låse telefonen, hvis sim-kortet udskiftes. Virkelig en god funktion.

En anden god funktion er, at når du låser telefonen, så sker det med den kode, du har angivet hos Bullguard. Så den behøver ikke at være på fire cifre, den kan og bør være en blanding af tal og bogstaver.

Det var dog lidt ærgerligt, at når du vælger at slette telefonen, så er det kun data, der fjernes. Ikke noget med at nulstille telefonen. Det gode er dog, at dine data er væk.