Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: TP-Link Archer C5400 v2: Brugervenlig tri-band-router tæmmer netværket

Lad det være sagt med det samme, det er ikke alle brugere, der har brug for en router som denne testede Archer C5400 fra TP-Link. Har du dog behovet, er der til gengæld noget at glæde sig til.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hvis der til stadighed er aktivitet på det trådløse netværk derhjemme, så kan TP-Links Archer C5400 være med til at sikre en bedre bruger-oplevelse på netværket.Vi har testet version 2 af denne 802.11ac tri-band-router, der stiller to 5 GHz frekvensbånd samt et 2,4 GHz frekvensbånd til rådigheder for brugerne.

Det er en MU-MIMO-router, så hvis man har moderne enheder, der understøtter MU-MIMO såsom smartphones, tablets og bærbare, så vil man under spidsbelastninger opleve, at brugeroplevelsen bliver bedre i forhold til tidligere i lignende situationer.

Routeren understøtter også QAM 1024 modulation, hvilket er forudsætningen for, at den samlede båndbredde er på 5300 Mbit/s. Hvis dine trådløse enheder ikke understøtter NitroQAM, så får du ikke adgang til den sidste 25 procent hastighedsforøgelse, som teknologien bringer.

Understøttelsen vil sikkert variere fra trådløs enhed til trådløs enhed, men vær ikke nervøs. Den teoretiske hastighed vil under alle omstændigheder for den pågældende enhed blot falde fra 2167 Mbit/s for hver af de to 5 GHz frekvensbånd og 1000 MHz for 2,4 GHz frekvensbåndet til henholdsvis 1733 Mbit/s og 800 Mbit/s.

Det forudsætter dog stadig, at Wi-Fi-adapteren er udstyret med 4x4 antenne for fire spatielle streams, hvilket kun sjældent er tilfældet.

Rigelig speed

Routeren mangler i hvert fald ikke ressourcer, hvilket processoren og de tre co-processorer sørger for. Det essentielle er, at den enkelte bruger altid føler, at de frigivne netværksressourcer er tilstrækkelige, hvilket blandt andet MU-MIMO sørger for.

Archer C5400 har endnu en valgfri feature, der kaldes Airtime Fairness. Det betyder kort og godt, at langsomme trådløse forbindelser får mindre tid på netværket ad gangen, hvilket gør dem endnu langsommere.

Til gengæld vil hurtigere trådløse forbindelser få mere tid og nyde godt deraf med højere hastigheder til følge. Så det er i højeste grad et prioritetsspørgsmål. Skal en langsom smartphone eksempelvis holde streaming af film tilbage?

Ser vi på de rå netværkskræfter og tilsidesætter MU-MIMO en stund, så kan routeren levere hastigheder på 675 Mbit/s på tæt hånd over 5 GHz, og 140 Mbit/s over 2,4 GHz. Begge dele sågår uden fri luftlinje til routeren.

Hastigheden målt i et nærliggende lokale fire meter fra routeren er 372 Mbit/s over 5 GHz og 104 Mbit/s over 2,5 GHz. Kobles der på routeren fra et lokale mere end 15 meter væk, så er hastigheden stadig på fornuftige 57,9 Mbit/s over 5 GHz og 48,7 Mbit/s over 2,4 GHz på tværs af de mellemliggende rum. Det vidner om kraftoverskud og rækkevidde. Dette er målt via en Ultrabook med en 3x4 802.11ac Wi-Fi-adapter.

Også stærk i brug

Hvis man kigger ud over rå ydelse og understøttelse af standarder, så klarer Archer C5400 v2 sig også godt. Brugergrænsefladen har fået en ordentlig overhaling i forhold til tidligere udgaver fra TP-Link.

Det må siges, at resultatet er yderst vellykket, dels fordi det er en meget overskuelig bruger-grænseflade, hvor tingene er logisk opdelt. Den er opdelt i basale funktioner, samt avancerede funktioner, som kan fremkaldes, når der er behov for det.

Brugergrænsefladen giver hurtig adgang til indstillinger, men også til informationer om cpu og hukommelsesforbrug samt status for eventuelt tilsluttede USB-enheder. Routeren indeholder de sikkerhedsfeatures, man må forvente med SPI-firewall, beskyttelse mod diverse angrebstyper og diverse andre tiltag.

Der er Quality of Service, gæstenetværk, forældrekontrol, mulighed for at oprette virtuel server, VPN-server, lave en DMZ-zone med mere.Mulighederne er mere end tilstrækkelige for langt de fleste brugere og også overskuelige.