Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Guide: Brug Photoshop-plugins med GIMP

Adobe Photoshop er standardprogrammet. Det er ekstremt stærkt, og man kan udvide det med tredjeparts-plugins, som føjer endnu flere funktioner til et i forvejen imponerende program.

Af Torben Okholm, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er dog ikke billigt. Et årsabonnement koster et par tusind kroner. Det kan være rimeligt for professionelle, men det er nok i overkanten for hobbyfolket.

Det er her, GNU Image Manipulation Program (GIMP) kommer ind i billedet. Denne open source-fotoeditor har eksisteret siden 1995, og den er i årenes løb vokset til at blive det nærmeste gratis alternativ til Adobes professionelle software. Den omfatter manuelle og automatiske værktøjer til justering af farve, mætning og kontrast; smarte filtre og effekter; fuldt tilpasningsdygtige pensler og tekstværktøjer – og der er endda support til plugins.

Der findes masser af extensions, som er lavet specifikt til GIMP, men med lidt justering kan du også bruge forrygende Photoshop-plugins. Før vi går i gang, skal vi nævne, at denne teknik fungerer for plugins i formaterne 8BF, 8BA, 8BI og 8LY, men ikke for Photoshop Actions (ATN files). Det skyldes, at Actions egentlig er makroer, der udfører en række handlinger automatisk ved hjælp af Photoshops egne værktøjer, hvorimod plugins snarere er som små, selvstændige programmer.

1 Forbered GIMP på at modtage plugins

Først skal du downloade og installere GIMP fra www.gimp.org; den kan fås som enten et direkte download eller som en torrent, og der er versioner til alle operativsystemer. Når du har gjort det, installerer du GIMP Photoshop Plugin (PSPI) fra grafiksoftware-udvikleren Akvis og udpakker zip-arkivets indhold til C:\Program Files\GIMP 2\lib\gimp\2.0\plug-ins (forudsat at du har brugt den anbefalede installationssti til GIMP). Du skal kun bruge exe.filen, ikke “PSPI”-mappen.

>> Du vil se, at der allerede er masser af plugins i denne mappe [Billede A]. Det er værktøjer, som er fundet nyttige og stabile nok til, at de må forudinstalleres. Hvis du vil tjekke, om den nye plugin er blevet installeret korrekt, åbner du GIMP og kikker “Filters”. Nu får du en menutekst forneden ved navn “Photoshop Plug-in Settings.” Når du er tilfreds, lukker du GIMP.

photoshop1 Billede A

2 Find en egnet plugin

Nu skal du finde en Photoshop-plugin, som du kan eksperimentere med. The Plugin Site er et godt sted med gratis eksempler. Du bør kunne bruge de fleste plugins med PSPI, men af og til kan du komme ud for en, der får din fotoeditor til at gå ned. Hvis du vil bruge en professionel plugin, skal du sikre dig, at du eksperimenterer med en gratis prøveversion, før du beslutter dig for at købe. Installer én ny Photoshop-plugin ad gangen, således at du nemt kan finde ud af, hvad det er for en, der gør programmet ustabilt.

>> Her bruger vi en gratis prøveversion af Akvis’ egen Charcoal-plugin [Billede B], der simulerer traditionelle mediers udseende med tilpasningsdygtige detaljeniveauer og papirtyper plus et ret saftigt udvalg af rammer. Denne plugin bør have sit eget installa-tionsprogram. Kør det, og gem det et praktisk sted, for eksempel i en mappe ved navn “Plugins” på skrivebordet. Hvis du kan vælge mellem “Standalone” og “Plugin” under installationen, skal du vælge sidstnævnte.

photoshop2 Billede B

3 Opret referencepunkter

Nu skal du fortælle PSPI, hvor den skal lede efter Photoshop-plugins. Start GIMP, og begiv dig til “Filters > Photoshop Plug-in Settings”. Klik på det hvide ikon for at oprette et nyt referencepunkt, der angiver den sti, som PSPI skal følge. Klik på mappeikonet til højre, og rul ned til den lokation, hvor du gemte din plugin. Den røde knap på “Photoshop Plugin”-vinduet bliver grøn. Klik “OK”, og luk derefter GIMP.

>> Når du genstarter din fotoeditor, leder den efter plugins i den mappe, du har valgt. Åbn et billede i mappen, og klik “Filters”. Led efter en ny undermappe – i dette tilfælde hedder den “AKVIS”. Hvis alt er gået efter planen, kan du bruge den nyligt installerede plugin, ligesom du ville gøre det i Photoshop [Billede C].

>> Hvis du vil tilføje mere end én plugin, er det bedst at oprette flere mapper i “Plugins”-mappen på skrivebordet. Så kan du oprette nye referencepunkter til hver plugin og nemt deaktivere dem, der gør GIMP ustabil. Hvis indikatorknappen for et punkt bliver rød, betyder det, at stien er brudt – sandsynligvis fordi en mappe er blevet slettet eller omdøbt – og eventuelle plugins, der ligger der, fungerer ikke længere.

photoshop3 Billede C

4 Andre fotoeditorer

Hvis du synes, at GIMP’s interface er akavet at håndtere, findes der adskillige andre fotoeditorer, der fungerer med Photoshop-plugins. Nogle af dem, for eksempel Corel Paint Shop Pro, er fremragende software, men de er langt billigere end Adobes applikation og potentielt et bedre valg for amatørfotografer. Disse programmer har som regel et indbygget værktøj til import og håndtering af Photoshop-plugins, og det rækker.

>> Der findes også nogle gratis editorer, som er kompatible med Photoshop-plugins, men som er mindre komplekse end GIMP, fordi de er udviklet af et mindre hold af bidragydere. En af dem er Irfanview, der er en gratis fotofremviser og organisator, som også kan fungere som en basal editor.

5 Brug Photoshop-plugins i Irfanview

Hvis din Photoshop-plugin er en 8BF-fil, bør den fungere sammen med Irfanview. Du kan prøve den ved at downloade Irfanview som en selvudpakkende exe-fil fra www.irfanview.com/64bit.htm og køre installationsprogrammet. Når det er gjort, downloader og installerer du Irfanview Plugins fra den samme lokation.

>> Start Irfanview, og åbn et foto, du vil redigere. Du kan åbne ét billede og derefter blade gennem de andre i den samme mappe ved hjælp af musens hjul. Tryk Ctrl-K for at få adgang til dialogboksen “Adobe 8BF Filters”, og klik på “Add 8BF Filters (Files).” Naviger til din downloadede plugin, og klik “Open.” Du kan tilføje adskillige plugins på denne måde og tilføje kommentarer, der organiserer dem i grupper. Klik “Start selected filter” for at køre din plugin som normal. En plugin-effekt bliver føjet til hele billedet, når du lukker vinduet “Adobe 8BF Filters” [Billede D]. 

photoshop4 Billede C

Plugin-typer og kompatibilitet

Der findes flere forskellige former for Photoshop-plugins (bortset fra Actions, der strengt taget er makroer). Hver af dem fungerer som et mini-program, der føjer ekstra værktøjer til fotoeditoren. 8BF-plugins er filtereffekter, og det er dem, du sandsynligvis kommer til at bruge, Men der er også 8BA (plugins til import eller anskaffelse), 8BE (eksport-plugins) og 8LY (automation-plugins). Der findes også udvælgelses-plugins i formaterne 8BS og 8BY, men ingen af dem er lavet af tredjepart.

Man kan generelt sige, at jo ældre en plugin er, desto større er sandsynligheden for, at den samarbejder problemfrit med GIMP og andre applikationer. Adobe strammede reglerne for udviklere, da man lancerede Photoshop 7. Adgangen til software developer kit (SDK) blev begrænset – herunder specifikationer for plugins – og udviklerlicenser blev gjort mere restriktive. Det betød, at udviklerne ofte måtte vælge mellem at sikre kompatibilitet med andre programmer og at opnå den bedste udnyttelse af nye funktioner i Photoshop.

photoshop