Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Browser fyldt med features

GreenBrowser er et anderledes bud på en browser, som især er egnet til dig, der multitasker mellem mange vinduer.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Der mangler ikke valgmuligheder, når det kommer til browsere i dagens webverden. Konkurrencen er hård, og udbuddet er bedre end nogensinde. Fælles for de fleste moderne browsere er imidlertid et forsøg på at simplificere, så weboplevelsen bliver så nem og overskuelig for brugeren som muligt.

Her går GreenBrowser imod strømmen ved at tilbyde kvantitet frem for alt andet. Udvalget af features er imponerende og især for dig, der vil foretrække at arbejde med mange forskellige hjemmesider på en gang og have et hav af muligheder ved hånden, er GreenBrowser interessant.

Browseren er bygget over Internet Explorer, hvilket måske kan vække skepsis hos nogle, da denne browser ikke ligefrem er kendt som den hurtigste, men hastigheden fejlede dog ikke det store, da vi testede GreenBrowser, selvom det dog er et stykke vej, før den kan slå Google Chrome.

Udviklerne har gjort en del ud af at gøre det muligt for brugeren at oprette separate grupper af hjemmesidevinduer, som man kan springe rundt imellem eller gemme. Denne funktionalitet er ikke ny – man finder den blandt andet også i Firefox – men er mere gennemført her, end andre browsere vi har set, og kan være en nyttig ting, hvis du eksempelvis bruger forskellige hjemmesider til arbejde og privat brug.

Statuslinjen og fanebjælken kan også skræddersys i højere grad end de fleste andre browsere, og søgemulighederne er ligeledes ret omfattende. Du kan vælge, hvilken søgemaskine du vil bruge som standard i søgelinjen, og det begrænser sig ikke kun til traditionelle websøgninger, men også billeder, musik samt kort software og andet. Derudover en der en del andre indstillinger, du kan justere på.

Autoudfyldningsfunktionen byder også på mange muligheder, og når du trækker et element med musen, kan du også vælge flere indstillinger for, hvad der skal ske med dem.

Der er desuden indbygget reklamefilter, mulighed for at tilføje plugins og flere egenskaber, som gør det nemt at samle og sortere indhold. Listen er lang, og for den, der savner funktioner i sin browser, er det værd at give GreenBrowser en chance og se, om den ikke skulle gemme på det, du mangler. For de fleste vil den dog nok være for omfattende og forvirrende, og vil man bare surfe uden at skulle forholde sig til alt for mange indstillinger, er Chrome, Firefox, Opera eller en anden af de velkendte browsere et bedre valg.