Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Browser, mail, editor og meget mere i samme program

SeaMonkey er et projekt fra Mozilla. Det er en internet-program-suite, hvor du klarer stort set alt i et og samme program.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Var det ikke noget med en alt i en-suite til dit internetbrug? Hvis svaret er ja, så skulle du måske kigge lidt nærmere på SeaMonkey fra Mozilla. SeaMonkey er et program, der indeholder stort set alt, du kan drømme om.

Der er en web-browser, et e-mail-program, en nyhedsgruppe- og irc chat-klient samt et hjemmeside-redigeringsprogram kaldet for Composer og naturligvis en ftp-klient, som du bruger, når du uploader dine færdige sider.

Legende let at bruge

SeaMonkey er helt utrolig let at bruge. Du skal kun starte et enkelt program, og så har du gang i hele din suite. Som browser minder den, ikke overraskende, meget om FireFox, dog er ikonerne en anelse anderledes.

I bunden af programvinduet finder du ikoner til resten af funktionerne i SeaMonkey. Her er mail- og news-klienten Composer, adressebogen og chatprogrammet ChatZilla.

Specielt spændende var Composer. Det er vildt fascinerende at stå på siden, du vil redigere, og så klikke på en knap, hvorefter du med det samme befinder dig i et vindue, hvor du kan redigere siden.

I Composer kan du både redigere i siden visuelt, med html-tags på eller i ren html-kode. Programmet inderholder også en html-verfikationsdel, så du er sikker på, at din kode overholder standarden.

SeaMonkey indeholder også en JavaScript Debugger og en DOM Inspector, så du har rig mulighed for at bruge mere avancerede funktioner.