Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Brother VC-500W: Print labels i farver fra computer og smartphone

Brother VC-500W giver uendelig mange muligheder for at printe både grafik og fotos. Den udskriver labels i farver, uden brug af blæk, og kommer med brugervenlig redigeringssoftware til pc og mobiltelefon.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Den typiske labelprinter udskriver kun sort-hvid og med stærkt begrænsede muligheder for at ændre på fonte og andre parametre.
Med VC-500W åbner Brother op for et væld af kreative muligheder, når der skal designes og udskrives labels.

Uendelige muligheder

VC-500W er i stand til at printe i farver og kan i princippet udskrive hvad som helst, du ønsker. Alt fra fotos taget med mobilen til tekst og diverse grafiske layouts. Du kobler den på computeren via USB-kabel eller Wi-Fi eller til din smartphone via en direkte Wi-Fi-forbindelse eller et lokalt netværk.

Til printeren er skabt apps og særlig software, som kan hentes gratis, og så kan du ellers begynde at designe dine labels. Der er adgang til færdige rammer, skabeloner og figurer, eller du kan kaste dig over at skabe indhold helt fra bunden.
Mulighederne er imponerende mange. Vil du virkelig gå i dybden anbefales det at bruge computeren, da det simpelthen er nemmere at nå til bunds i i menuerne her. Heldigvis har man dog valgt at simplificere tingene lidt på mobilen, så der er hurtig adgang til de vigtigste funktioner.

Ingen blæk

Labelprinteren er baseret på Zink Zero Ink-teknologi. Det betyder, at der ikke skal fyldes nogen form for blæk eller lignende på printeren. Al farve ligger i papiret og fremkaldes via en varmeproces i printeren. Det eneste, du derfor skal investere i for at holde printeren kørende, er nye papirkassetter, når du løber tør.

Kassetterne indsættes nemt bagi. Installationen sker helt af sig selv. Når du vil skifte, trykker du blot på kassetteikonet, så kan du tage den ud igen.

Papiret fås i forskellige bredder, og da der er tale om ruller, kan du printe så lange labels, du har lyst til (altså indtil rullen løber ud). Du kan også vælge at printe flere print efter hinanden. Du vælger selv, hvornår rullen skal cuttes ved at trække en finger
henover den touchfølsomme fordybning på toppen af printeren.

Flotte print

VC-500W fylder ikke mere end de fleste andre labelprintere. Det er en kompakt kvadratisk klods, der fint passer i hjørnet af skrivebordet.

Det er som labelprinter, den primært er tænkt, men den fungerer faktisk også helt fint som en lille mobilprinter, der kan udskrive ethvert billede fra din smartphone.

På Android kan du bruge Brothers app, og på iPhone kan du udskrive direkte via AirPrint. Så får du små miniature fotos, som du kan klistre op (træk bagsiden af papiret, så fungerer det præcist som et klistermærke) eller give som et fysisk minde til bekendte.

Zink-teknologien leverer normalt ikke den bedste billedgengivelse, og de finere detaljer må man da også undvære på VC-500W, men farverne står faktisk rigtig flot.

Til grafiske farvelabels, som er dens hovedformål, er printkvaliteten lige i øjet. Det job klarer den fuldstændig upåklageligt.

På såvel udskrifter som funktionalitet og brugervenlighed er det således svært at forlange meget mere af den kompakte labelprinter.