Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Brother MFC-J6930DW: Hurtig og fleksibel alt i en-printer

Meget fleksibel alt i en-printer, der klarer såvel A3- som A4-formater. Den er meget veludstyret, når det kommer til papirhåndtering. Betjeningen er også okay, og så er MFC-J6930DW rimelig hurtig.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Brother MFC-J6930DW er en meget stor printer sammenlignet med de andre to erhvervsprintere her i testen. Det er der en fornuftig forklaring på, det er nemlig den eneste af de tre, der kan printe i A3-format.

Det er også en alt i en-printer, der kan klare lidt af hvert, den har to papirbakker med plads til hver 250 ark, en enkeltarkføder der supplerer disse samt en automatisk arkføder.

Det gør printeren særlig fleksibel i de tilfælde, hvor virksomheden eksempelvis ofte har brug for såvel A4- samt A3-print. De to formater kan placeres i hver sin bakke, hvilket gør, at man ikke skal skifte papir hele tiden.

Når det kommer til papirhåndtering, er denne printer i en liga for sig selv her i testen. Printeren er udstyret med 256 MB ram, det er fint, men der er selvfølgelig et stykke op til HP-printerens 768 MB. Printeren her vil derfor samlet set være egnet i arbejdsgrupper, hvor det stadige printbehov er en smule lavere sammenlignet med PageWide-printeren.

Det angiver den anbefalede printmængde fra producenterne da også. Med op til 20.000 sider om måneden er det dog stadig en printer, der vil kunne klare en del. Det er heller ikke så meget en manglende kvalitet, det er snarere at købe den rette printer til den rette jobmængde.

Printeren har et 3,7" touch-display

Det er tydeligt og sidder på et vipbart panel. Betjeningen virker mere brugervenlig end displayet på Epson-printeren. Det er småting, men i sidste ende vigtigt. MFC-J6930dw er mere end blot papirjonglør, når det kommer til tilslutningsmuligheder, cloudløsninger og mobile løsninger, så er der naturligvis forskelle. Men som hos alle tre printere her i testen bliver man forkælet på det plan.

Printkvaliteten er bestemt også mere end i orden, når det kommer til tekstprint, er det ikke med vore øjne og beskedne lup muligt at adskille kvaliteten på de tre deltagende printere. Når det kommer til illustrationer, klarer Brother printeren sig også ganske godt, her er der måske en lille fordel til de andre to, men det er ubetydeligheder.

At den samtidig kan gøre dette ved et forbrug på maksimalt 16,9 watt, gør det ikke ringere. Det er samtidigt den overordnet set mest støjsvage printer i brug af de tre deltagere. Den peaker ved et lige så højt støjmæssigt niveau som de andre printere, men den holder sig i langt hovedparten af printjobbet på et lavere støjniveau. Det er hørbart.