Home » Andet » Broadwell: Nu gælder det
Broadwell: Nu gælder det

Broadwell: Nu gælder det

Share

Der er gået vældig lang tid, men nu er Intels nye 14 nm cpu-familie kommet

Nu gælder det 14 nm-teknologi. Hvis der er ét enkelt budskab, som Intel vil hamre ind i hovederne på os med den nye serie af Broadwell-cpu’er, er det dette: 14 nm er sagen. Moores lov gælder stadig.

Virkeligheden er dog ikke helt så enkel. Sagen er, at Intel ikke har kunnet leve op til sin egen tidsplan for levering af en ny cpu-arkitektur, efterfulgt af en ny produktionsproces.

Efterhånden som chipsene bliver stadig mindre, udvikler produktionsprocessen sig til en morderisk udfordring. I takt med, at Intels cpu-design bliver stadig mere raffineret, er den nye arkitektur ikke blevet nemmere at håndtere. I hvert fald ikke, hvis man forventer markante stigninger i ydelsen.

[pt id=’2035295′ size=’large’ link=’file’ html_attrs=’title=”Ventetiden er slut. Omsider er Broadwell kommet.”‘]

Ventetiden er slut. Omsider er Broadwell kommet.

Det er baggrunden for den nye Broadwell-familie. Den er forsinket. Og det er meget forlangt, at den skal være meget bedre end Intels i forvejen fremragende cpu’er. Ikke desto mindre er der grunde til at være meget glad for, at den endelig er kommet.

Takket være den avancerede 14 nm-teknologi er Broadwell langt den mest energieffektive arkitektur, Intel nogensinde har lavet. Det betyder ikke automatisk vældige stigninger i ydelse. Men det betyder, at man kan få god pc-ydelse i kabinetter, hvor det tidligere ikke var muligt. Broadwell repræsenterer også endnu et tigerspring inden for integreret grafikydelse. Og det rejser atter det gamle spørgsmål: Kan man omsider få fremragende gaming-ydelse med integreret grafik?

Broadwell nærer imidlertid også vores bekymringer for Intels strategi med hensyn til den rene cpu-del af firmaets chips. I nogen tid har Intel tilsyneladende skruet ned for ambitionerne på cpu-fronten, og det har man kunnet gøre, fordi det ikke er lykkedes Intels rival, AMD, at levere seriøs konkurrence.

Broadwells forsinkelse skaber også forvirring, når det gælder den forventede ankomst af dens afløser, der går under navnet Skylake. I skrivende stund har Intel ikke offentliggjort alle detaljer om Broadwells desktopserie. Men vi forventer, at Skylake, herunder desktopudgaverne, kommer i anden halvdel af dette år. Det hele er lidt forvirrende. Lad os derfor prøve at få intels 14 nm-roderi til at give mening.

Der er gået noget galt hos Intel. I juni 2013 fik vi lov at prøve desktopudgaverne af Intels Haswell-cpu’er. To år senere har Intel endnu ikke lanceret desktopversioner af Broadwell-processorerne.

Til gengæld formodes efterfølgeren til Broadwell, en helt ny arkitektur ved navn Skylake, at komme senere dette år. I betragtning af, at Intel er kendt for sine velsmurte og nøjagtige lanceringer af nye produkter, virker det hele en smule sjusket.

Det kaster også et lidt komisk skær over Intels insisteren på, at man “er på rette vej mod en sund 14 nm-platform”. Der er absolut ingen tvivl om, at 14 nm har været problematisk for Intel. Men hele chipindu-strien døjer stadig mere og mere med at leve op til Moores lov. Det bør nu ikke undre nogen – nutidens chipteknologi nærmer sig stærkt en lillebitte ting, der bliver et stort problem, nemlig atomets størrelse (se “Ikke mere Moore” på side 44).

[pt id=’2035296′ size=’large’ link=’file’ html_attrs=’title=”Broadwells første forsøg på desktoppen men stadig i mobile klæder.”‘]

Broadwells første forsøg på desktoppen, men stadig i mobile klæder.

Broadwell burde have været til rådighed i 2014. Som landet ligger, har Intel kun præsteret nogle få mobile dual core-modeller sidste år. Samtidig siger Intel, at man holder fast ved den oprindelige plan om at lancere Skylake senere i år. Det rejser to spørgsmål. Hvad kan Broadwell tilbyde, og appellerer den til pc-entusiaster? Spørg Intels markedsføringsmaskine.

Hvis du vil have den klassiske udlægning for Broadwell, lyder den omtrent sådan: Broadwell er Intels femte generation af Core-processoren. Den er den første Intel-chip, der bygger på en 14 nm-procesteknologi, og den giver alle tiders mindste chips. Den er langt mere effektiv, har bedre batterilevetid, og man får meget hurtigere grafik. Hvad der glimrer ved sit fravær i denne salgstale, er flotte påstande om de nye chips’ cpu-subsystemer. Husk lige på det, for vi vender tilbage til det om lidt.

Bedre produktivitet?

Vi lægger ud med nogle tal, der afspejler, hvad Broadwell i virkeligheden drejer sig om. Desværre har Intel til gode at offentliggøre egentlige tal eller modelnavne for nogen desktop-Broadwells eller mobile quadcore-Broadwells, for den sags skyld. De bedste tilgængelige data gælder mobile dual core-chips. Vi sammenligner den nye Core i7-5600U med dens umiddelbare forgænger, i7-4600U. Det er en dual core-model med det største grafiksubsystem, der findes. Den rummer 35 procent flere transistorer end før, nemlig 1,9 milliard, men den nye 14 nm-proces betyder, at den også er 37 procent mindre.

Grafikken skal være 22 procent hurtigere end 4600U, hardware-accelereret videokodning er hele 50 procent hurtigere, og batterilevetiden går op med omkring 1,5 time. Imponerende. Tallene er mindre vidunderlige, når det gælder det, man kan kalde ren cpu-ydelse. Intel oplyser kun en 4 procents forbedring i produktivitetsydelse.

Det er der flere grunde til. For det første er Intels x86-cpu-kerner meget finslebne nu om dage. De lavthængende frugter i form af ydelsesoptimeringer blev plukket af træet for længe siden. Hvis der stadig hænger en og dingler, er det en meget lille sag allerøverst oppe.

Hertil kommer, at Intel har reduceret den maksimale turbofrekvens for 5600U med 100 MHz til 3,2 GHz. Derfor bliver den beskedne stigning på fire procent faktisk opnået ved en lavere arbejdshastighed. Men mens den maksimale turbohastighed er lidt mindre, er basisfrekvensen steget med ikke mindre end 500 MHz til 2,6 GHz. Det burde gavne ydelsen i tynde og lette bærbare maskiner, hvor akkumuleret varme kan forhindre, at man kan bruge turbofunktionen. I dette scenario antager vi, at 5600U kan være 20 procent hurtigere til cpu-opgaver end den gamle 4600U.

Man skal naturligvis også huske, at Broadwell er et Tick i Intels Tick-Tock-strategi for chipudvikling. Det vil sige, at det hele drejer sig om en reduktion fra 22 nm til 14 nm; meningen er ikke at lancere en voldsomt ændret arkitektur. Når det er sagt, bliver Broadwell karakteriseret som en Tick-plus og altså mere end blot en reduktion af produktionsprocessen. Men plusset gælder især grafik og andre funktioner. I de fleste henseender går cpu-kernerne igen.

Den ekstra halvanden times batteritid er et klart fremskridt. Den afspejler et generelt effektivitets-boost, der giver mulighed for at vride ægte pc-ydelse ind i stadig mindre kabinetter. På dette tidspunkt i Broadwells produktcyklus er der ikke sket meget, men hold øje med absurd tynde og lette notebooks – og måske også nogle interessante tablets. Vi ville elske at se en Microsoft Surface med de stærkeste grafikfunktioner fra Broadwell.

Grafikmuskler

Nu, vi er ved emnet, hvad så med den nye grafikteknologi i Broad-
well? Bortset fra energieffektivi-teten må den være det mest interessante aspekt ved den nye arkitektur. Den er faktisk den seneste i en lang række forbedret integreret grafik fra Intel i de seneste år. Intel hævder, at Broadwell repræsenterer en hundredfold stigning i integreret grafikydelse siden 2006.

Det lyder som et forbløffende spring. Imidlertid var udgangspunktet i 2006 så lavt, at tallet 100 faktisk ikke betyder ret meget. Det virkelig interessante er ikke, hvor meget hurtigere Broadwell-grafik er i sammenligning med noget antikt og aldeles rædsomt. Det interessante er, om man for alvor kan spille på den.

[pt id=’2035298′ size=’large’ link=’file’ html_attrs=’title=”De første Broadwell-cpu’er er alle dual core.”‘]

De første Broadwell-cpu’er er alle dual core.

På papiret virker ændringerne ved Broadwell ikke overvældende dramatiske. Den grundlæggende grafikkerne får et løft fra 20 ekse-kveringsenheder til 24, og den hurtigste konfiguration går fra 40 til 48 enheder. Det næste, man bemærker, er, at Broadwell-grafik er en fortsættelse af Intels såkaldte Gen7-grafikarkitektur fra Haswell og tidligere chipfamilier. Man kan godt konkludere, at vi uden tvivl har at gøre med udmærkede forbedringer, men at der ikke netop er tale om en faktor 100-stigning i gaming-ydelse.

Det ville imidlertid ikke være helt fair. Intel har givet Gen7 en solid overhaling med Broadwell. Den går langt ud over blot at tilføje nogle få ekstra eksekveringsenheder for at få hurtigere framerates. Til at begynde med er Broadwell blevet opdateret, så den understøtter de nyeste grafik-API’er. Det vil specifikt sige Direct3D 11_2 nu og support af Direct3D 12 (ofte simpelthen betegnet som det multimedie-supersæt-API, som er DirectX 12), når det kommer sammen med den endelige markedsversion af Windows 10.

Intel har også bekræftet, at Broadwell-grafik er kompatibel med OpenCL 2.0 og omfatter delt virtuel hukommelse. Der er virkelig tale om helt moderne grafikdesign, og her har vi også alle de generelle computerlækkerier.

Det er imidlertid rendering-pipe-linens struktur, der er interessant for os gamingentusiaster. Intels grafikkerner er inddelt i det, man kunne kalde ‘slices’. For Haswell havde hver slice ti eksekveringsenheder. For Broadwell falder tallet faktisk til otte.

[pt id=’2035299′ size=’large’ link=’file’ html_attrs=’title=”Broadwells grafikopdatering er langt større end man umiddelbart skulle tro.”‘]

Broadwells grafikopdatering er langt større, end man umiddelbart skulle tro.

Det kan lyde som et tilbageskridt, men sagen er, at hver slice har delte ressourcer i form af cache-hukommelse og sampler-units. Med få eksekveringsenheder pr. slice får man mere cache og mere sampling for hver eksekvering. Individuel samplerydelse er også steget, og resultatet af det er et spring på 50 procent op i den generelle samplerydelse. Intel har også justeret ROP’erne (render outputs) og rasterisers for at få bedre fillrates.

Irissen blomstrer

Resultatet af alt dette er, at den nye mellemstore grafikkerne med 24 eksekveringsenheder, kendt som GT2, næsten har fjernet svælget hos den gamle store grafikkerne, kendt som GT3, hos Haswell. I både Bioshock og GRID 2 ligger Broadwell GT2 påfaldende tæt på Haswell GT3.

Vi vil imidlertid ikke sige, at den er fuldt spilbar. I begge spil ligger gennemsnitlige framerates ved 1080p og fulde detaljer med 4x anti-aliasing slået til et godt stykke under 30 frames pr. sekund. Selv hvis man fordobler framerates hos Broadwell GT3 med 48 enheder, som vi ikke har testet endnu, og tilføjer lidt for den e-dram-hukommelse, der følger med den allerhurtigste version, kendt som Iris Pro, taler vi stadig om marginale framerates ved 1080p i det, der ikke netop kan kaldes de mest krævende spil.

Nu vi er ved Iris Pro, er det værd at bemærke sig, at både Intels forvirrende branding og den sælsomme positionering af firmaets gpu-teknologi synes at holde sig til Broadwell. Når det gælder branding, holder Intel HD Graphics og Iris adskilt. Det forvirrende er, at Broadwell-cpu’er med de hurtigste HD Graphics 6000-løsninger får kernen med 48 enheder, og det samme gælder Iris 6100 Iris Pro 6200. For os at se ville det være nemmere for alle at forstå, hvad man køber, hvis grafikken med 48 enheder var forholdt navnet Iris.

[pt id=’2035301′ size=’large’ link=’file’ html_attrs=’title=”Gestus-genkendende laptops med Intels RealSense.”‘]

Gestus-genkendende laptops med Intels RealSense.

Hvad angår positionering, har problemet været, at Intel har haft en tendens til at begrænse sin hurtigste grafik til de mest ambitiøse cpu-konfigurationer. Og det giver faktisk ingen mening. Især ikke i desktopmaskiner, men bestemt også i laptops. Grunden er, at ethvert system med en kostbar og højtydende quad core-cpu vil have en form for diskret eller tilføjet videokort, og det gør specifikationerne for den integrerede grafik irrelevant.

Det ville i stedet give langt mere mening at parre en billig dual core-cpu med den hurtigste grafikkonfiguration og dermed få noget, der kan klare en smule let gaming for en overskuelig sum penge. Det ville i det mindste give langt mere mening for os stakkels fattige computerspillere. Problemet er, at stor grafik betyder stor computerchip.

Intel har faktisk en dual core-chip med en kerne på 48 enheder til laptops, men man behøver blot kaste et blik på nærbilledet på side 42 for at forstå problemet. Grafikdelen af chippen er enorm. Den fylder mindst to tredjedele af chippen. Konsekvensen er såmænd blot en dual core-processor med næsten to milliarder transistorer.

Selv når man medregner besparelserne ved at gå ned til 14 nm, stiger produktionsomkostningerne, og det bliver svært at sælge en model i den lave ende med den bedst ydende grafik. Med tiden vil grafik og cpu-funktionalitet nærme sig hinanden, og problemet vil forsvinde. Lige nu betyder det, at vi ikke kan få netop de konfigurationer, vi foretrækker.

Et spørgsmål om følelse

Hvis effektivitet og grafik er det store nummer, er der så andet, vi kan hidse os op over? Intel taler om “øgede muligheder” for Broadwell, og de er fordelt på forskellige kategorier. Den første kunne man kalde mere “naturlige” interaktioner.

Ifølge Intels udtalelser er vi med pc’en gået fra simpelt tekstinput over grafiske brugerflader til touchskærme og stemmestyring. Hvad bliver det næste? Det bliver at føje følelser til pc’en i form af evnen til at genkende gestus og ansigtsudtryk foruden mere naturlig stemmegenkendelse. Det er ikke en funktion i en Broadwell-cpu, men det kræver processorkraft. Og hvis man skal have adgang til den processorkraft i nutidens stadig mere mobile formater, får man brug for den forbedrede effektivitet, som Broadwell medfører.

[pt id=’2035302′ size=’large’ link=’file’ html_attrs=’title=”Intels Jarvis-headset skal konkurrere med Siri og Cortana.”‘]

Intels Jarvis-headset skal konkurrere med Siri og Cortana.

Intel er på vej ind på denne scene med sin egen teknologi, der hedder Intel RealSense. Funktionssættet bygger på 3D-sensorer. Der sidder et konventionelt farvekamera i midten, flankeret på den ene side af en infrarød laserprojektor og på den anden af et infrarødt kamera. Sammen gør de det muligt at scanne genstande og vurdere dybde og dimensioner. Endelig er der en stereomikrofon.

Når man samler alle disse sensorer, får man et system, der understøtter gestusstyring ved hjælp af hænder og fingre, genkendelse af ansigtsudtryk, hovedsporing og objektscanning. Med den sidstnævnte funktion kan man lave modeller til 3D-print. Systemet omfatter også en Voice Assistant med enkle offlinefunktioner og mere avancerede onlinekomponenter, der svarer til stemmestyringssystemerne fra Apple (Siri) og Microsoft (Cortana).

Det kan godt lyde som den slags højtflyvende teknologi, Intel ofte råber op om, men som ikke når frem til markedet. Men RealSense er faktisk på markedet i Dells Venue 8-tablet og i notebooks fra Asus og Lenovo. Vi har dog til gode at se RealSense i aktion, og vi kan derfor ikke vurdere, om det bliver en succes. Men vi kan sige så meget, at Intel står over for seriøs konkurrence fra Apple, Google og Microsoft på dette område.

[pt id=’2035304′ size=’large’ link=’file’ html_attrs=’title=”Haswell versus Broadwell – mindre og mindre.”‘]

Haswell versus Broadwell – mindre og mindre.

Skylake er på vej

Hermed har vi dækket Broadwell. Det indlysende spørgsmål er nu: Hvad bliver det næste? Det er faktisk et mere kritisk spørgsmål end sædvanligt, idet Intels 14 nm-indsats betyder, at når Broadwells cdu’er kommer sammen med mobile quad core-modeller, er den næste familie af chips, kaldet Skylake, også lige på trapperne.

Der er ikke offentliggjort udtømmende oplysninger om Skylake, men hvis vi kombinerer det, Intel har afsløret, med de bedste lækager og rygter, kan vi danne os et godt billede af, hvad vi kan vente os. For det første er Skylake et Intel-”Tock”, og det vil sige en ny arkitektur på den eksisterende produktionsproces, der nu går over til 14 nm.

Som altid er grafikken en vigtig del af Skylake-pakken, både bogstavelig talt og hvad angår vigtighed. Rygterne siger, at Skylake introducerer en ny grafikkonfiguration, “GT4”, med ikke færre end 72 eksekveringsenheder. Det vil sige ni af disse blokke på otte i stedet for seks – et boost på 50 procent i computer-kompleksitet.

Vi plejer ikke at blive vældig ophidsede over tanken om en integreret grafikkerne, der ligger langt ude i fremtiden. Men Skylake er lige om hjørnet, og hvis den virkelig har 72 enheder, bliver den markant hurtigere end den bedste eksisterende Haswell-grafik.

Når det er sagt, kan man hævde, at det er mere interessant at se på den platformudvikling, der følger med Skylake. For det første er der en ny sokkel, LGA1151, som bryder med bagudkompatibilitet. Man kan sætte desktop-Broadwells i eksisterende Intel 9 Series-bundkort, men Skylake-chips kræver et nyt bundkort.

[pt id=’2035306′ size=’large’ link=’file’ html_attrs=’title=”RealSense findes allerede i Dells Venue 8-tablet plus nogle notebook-pc’er.”‘]

RealSense findes allerede i Dells Venue 8-tablet plus nogle notebook-pc’er.

Hvis det er den dårlige nyhed, er den gode nyhed, at den nye sokkel formentlig indebærer en ny desktopplatform plus nye 100 Series-chipsæt, der bliver kronet af det kommende Z170. Efter sigende vil både Skylake og de nye chipsæt understøtte både eksisterende ddr3-hukommelse og det nymodens ddr4, der hidtil har været begrænset til Intels dyre LGA2011v3-sokkel af cpu’er. Men den egentlige bundkort-implementering vil kun omfatte én hukommelsestype. Vi får ikke kort, der kan bruge begge hukommmelsestyper.

Ddr4 betyder ikke meget for mainstream-desktop-gamingmaskiner. Men den forøgede båndbredde burde hjælpe med til at fodre de 72 eksekveringsenheder i den nye grafik-engine med framedata. Den anden topnyhed er en forbedring af PCI Express-lane-adgangen på 20 lanes mod før 16. Det betyder noget, fordi lagersubsystemer – navnlig ssd’er – flytter til det PCI Express-baserede M.2-interface. Til dualcard-multi-gpu-SLI eller Crossfire-grafik skal man bruge mindst otte lanes pr. grafikkort. Med et M.2-drev, der snupper nogle af ens 16 lanes, er der et problem. Med 20 lanes har man fire ekstra til et par hurtige ssd’er. Perfekt.

Der, hvor sagerne bliver virkelig komplicerede, er forholdet mellem Broadwell og Skylake på desktoppen. Broadwells forsinkelse kombineret med Intels plan om at holde sig til tidsplanen for Skylake har udløst markant surrealisme.

[pt id=’2035307′ size=’large’ link=’file’ html_attrs=’title=”Labert grej? Vi ved stadig ikke hvordan Broadwell vil eksistere sammen med Skylake.”‘]

Labert grej? Vi ved stadig ikke, hvordan Broadwell vil eksistere sammen med Skylake.

Ifølge lækkede oplysninger fra Intel kommer det til at se således ud: Broadwell-desktop-cpu’er bliver modellerne fra den ulåste K-serie. Der kommer ingen låste mainstream-Broadwells på desktoppen. I stedet skal disse enheder, der repræsenterer hovedparten af Intels desktop-udvalg, komme fra den nye Skylake-familie.

Det er en meget usædvanlig situation, og den medfører en række ubesvarede spørgsmål. Kommer der ulåste Core i5-Broadwells uden Hyperthreading, sådan som det har været tilfældet i adskillige generationer. Og hvad vil Intel kalde alle disse chips? Vil Intel lancere det, man kalder femte og sjette generation af Core-processorer? Eller simpelthen markedsføre dem alle som femte generation?

Hertil kommer det ikke uvæsentlige spørgsmål om flere platforme og flere sokler, der mangler kompatibilitet på tværs. Det er galt nok, at Intel nu opdeler sit desktop-udbud i separate mainstream- og topkategorier. Foreløbig ser det ud til, at man skal vælge mellem to mainstreamplatforme: den eksisterende LGA1150, som kræves af Broadwell-cpu’er, og Skylakes nye LGA1151-sokkel.

Flere problemer

Til al overflod er Intels fremgangsmåde i denne sag alt andet end ideel. Hvis man har betalt for en dyr, ulåst chip, vil man sandsynligvis gerne have den nyeste platformteknologi med de ekstra PCI Express-lanes og ddr4-support. Men dem finder man kun hos de låste Skylake-chips.

Under alle omstændigheder bliver det vældig underligt at have en ældre arkitektur i Broadwell siddende over de nyere Skylake-modeller i Intels hierarki. Det vil muligvis betyde, at Skylakes cpu-kerner ikke bliver ret spændende. Når det kommer til stykket, må ulåste Broad-wells, der bliver markedsført som topchips, være hurtigere end deres billigere, låste Skylake-søskende, ellers er vi da helt rundt på gulvet.

Vi får mere klarhed i de kommende måneder, men sandsynligheden taler for, at Intel bliver nødt til at levere nogle markedsføringstricks, hvis den besynderlige sammenblanding af produkter skal give mening.

Når det gælder det, der skal ske efter Skylake, har vi stort set kun krystalkuglen at ty til. Vi ved kun ganske lidt. Skylake bliver efterfulgt af en familie af 10 nm-chips ved navn Cannonlake. De skal komme i 2016 med endnu en ny platform, 200 Series-chipsæt, og de arbejder kun sammen med ddr4.

[pt id=’2035308′ size=’large’ link=’file’ html_attrs=’title=”Kan Skylakes GT4-grafik give os gaming i så små kabinetter?”‘]

Kan Skylakes GT4-grafik give os gaming i så små kabinetter?

Konklusionen er, at vi har blandede følelser over for Broadwell. Det skuffer os, at den sandsynligvis ikke bidrager til Intels søgen efter ren cpu-kerneteknologi. Men strømforbruget og grafikken ser ud til at blive et stort skridt fremad, og det er godt, at man kan sætte den direkte i eksisterende 9 Series-bundkort, selvom det kræver en BIOS-opdatering.

Hvordan det kommer til at fungere, når Skylake kommer næsten samtidig, er derimod langtfra klart og kan være afgørende for, om Broadwell bliver en succes, eller om den har for lidt at komme med – og kommer for sent.

Fremtiden tegner lyst og meget multicore …

Det var ordene under Intel Developer Forum. I dag to kerner, i morgen fire. Om få år flere, end du kan tælle til.

Men er der sket noget opsigtsvækkende for nylig? Ikke meget. Det bliver afspejlet i den omstændighed, at Intels mainstreamprocessorer stadig kun har fire kerner, her næsten ni år efter at de første quad core-cpu’er blev lanceret. Hvad i alverden er der sket?

Man kan anskue sagen på to måder. Intel laver cpu’er med masser af kerner, men de bliver blot ikke puttet i pc’er. Vil du have en cpu med 18 kerner? Intel laver en til servere, men den koster mange penge. Det bedste, vi andre kan få, er en cpu med otte kerner i form af LGA2011-platformen, og den er i virkeligheden blot kamufleret serverteknologi.

[pt id=’2035297′ size=’large’ link=’file’]

 

Man kunne også hævde, at disse kerner er flyttet over på grafik. Alle Intels mainstream-cpu’er har nu integreret grafik, og hvis man ser på billedet af en dual core-chip med den store grafikkerne, er mindst to tredjedele grafik.

En quad core-model vil ligge omkring fifty-fifty. Og naturligvis har den store “grafikkerne” 48 eksekveringsenheder, som man kan kalde kerner – pludselig har man en chip med 52 kerner. Naturligvis kan grafikdelen af chippen bruges til opgaver, der traditionelt tilfalder cpu’en, såsom videokodning. Problemet ved den betragtning er, at hvis man er til gaming, er det ret irrelevant. Man vil have en diskret gpu, og det ragelse, som Intel lægger på cpu’en, tæller simpelthen ikke. Det omfatter også Broadwells grafik, selvom den er god af integreret grafik at være.

Nej, uanset hvordan man vender og drejer det, er Intels mainstream-cpu’er stadig på fire kerner. Efter næsten ti år er det skuffende.

Tanken om at skrumpe chips nærmer sig enden, i takt med at atomets størrelse bliver mere og mere synlig

Moores lov er den iagttagelse, som Intels medskaber Gordon Moore gjorde i 1960’erne: Transistortætheden i computerchips bliver fordoblet hvert andet år.

Sagt på en anden måde: En computerchips kompleksitet og kraft bliver fordoblet hvert andet år. Det lægger op til en eksponentiel eksplosion i computerkraft på længere sigt. To bliver til fire og dernæst otte og så videre. Det er grunden til, at moderne desktopcomputere har terraflops af rå regnekraft, og det er derfor, smartphones er hurtigere end gårsdagens pc’er.

Hvor længe bliver det ved? Ligesom vi længe har hørt, at fossilt brændsel slipper op i overmorgen, har påstandene om Moores lovs undergang være meget overdrevne i årevis. Men for både olie og Moores lov: Det kan ikke blive ved til evig tid. En dag løber vi tør for olie. Og en dag rammer
Moores lov muren.

[pt id=’2035300′ size=’large’ link=’file’ html_attrs=’title=”Nærmer Moores lov sig sit endeligt?”‘]

Nærmer Moores lov sig sit endeligt?

Det er svært at udtale sig om olien. Ingen ved helt, hvor megen olie der er i undergrunden. Når det gælder eksisterende chipteknologi, er det lidt nemmere. Bredden af de atomer, der bliver brugt i moderne chipproduktion er omkring 0,2 nm. De mindste atomer er brint, og de ligger på cirka 0,1 nm. I dag sælger Intel processorer med 14 nm-funktioner. Der er således fysiske grænser for, hvor små transistorer man kan lave i chips.

Det indebærer ikke nødvendigvis en begrænsning for udviklingen af computerkraft. Men vi må i det mindste have et nyt paradigme, om det så bliver kvantecomputere eller noget andet. Der er tydelige tegn på, at computerchip-branchen allerede døjer med at følge med Moores lov på grund af den endegyldige begrænsning – atomets størrelse.

IBM holdt således for nylig op med at lave chips, og omkostningerne ved at producere chips stiger i en grad, der næsten svarer til den stigende kraft i de computere, de skal drive. Der er plads til mindst et årtis yderligere udvikling. Men derefter kan det faktisk ikke fortsætte ret meget længere.

I vores higen efter at grave dybt ned i de nedre arkitektoniske regioner hos en ny cpu-familie kan man sommetider komme til at overse nogle sjove små sager. Det råder vi bod på …

Broadwell er en ægte 4K-chip. Men ikke til gaming. Selv Nvidia og AMD’s fineste dedikerede gpu’er døjer med det. Nej, vi taler om 4K-videodisplays og videoafkodning. Broadwell har H.265 VP9 4K-afkodning og kan levere ved 4K 60 Hz, forudsat at der er bundkortsupport. Det er godt.

[pt id=’2035303′ size=’large’ link=’file’ html_attrs=’title=”Intels trådløse displayteknologi WiDi v5.1 skal give lavere latens end nogensinde før.”‘]

Intels trådløse displayteknologi, WiDi v5.1, skal give lavere latens end nogensinde før.

Nu vi er ved displays: Broadwell falder sammen med en opdatering af Intels trådløse displayteknologi, WiDi. Version 5.1 siges at omfatte komplet gamingsupport, hvilket betyder lavere latens end tidligere. Sandt at sige vil vi se det, før vi tror det. Intel har også tilføjet en WiDi-remote til nem styring af to skærme. Men det mest interessante er, at WiDi nu understøtter 4K. Også det vil vi se, før vi tror det. Sådan noget kan være utroligt. Det kan også være en funktion, der ser forrygende ud på papiret, men som kræver så perfekt signalintegritet, at den stort set aldrig kommer til at virke. Men man kan få en billig WiDi v5.1-adapter til sit fjernsyn, og det er bestemt ikke dyr teknologi.

Og til sidst … Vidste du, at Broadwell-chips både kan sættes i Chromebooks og i Windows-laptops? Windows er under stigende pres fra Apples iOS og Googles Chrome og Android-operativsystemer, og Intel er i stigende grad indstillet på, at firmaets chips kan arbejde sammen med et større udvalg af software. Med Chrome-apps og funktioner, der i stigende grad omfatter en offlinetilstand, kan det blive meget tiltrækkende at have rigtig cpu-kraft i en Chromebook .

Intels eneste rival på markedet for pc-processorer døjer stadig med at følge med udviklingen

Hver gang man tror, at AMD er ved at falde død om, kommer der godt nyt. Men man kan være stensikker på, at når det begynder at gå bedre, lurer der en katastrofe lige om hjørnet.

Hvor stiller det AMD i dag? Hovedsagen er her Intels vedholdende teknologiske march. Vi kan knurre over den forsinkede 14 nm-teknologi, men det lader sig ikke nægte, at Intel stort set har holdt sig til Tick-Tock-strategien med at udsende nye cpu-arkitekturer og nye produktionsprocesser hver andet år.

[pt id=’2035305′ size=’large’ link=’file’ html_attrs=’title=”Kan AMD’s Zen cpu- arkitektur konkurrere mod Intel?”‘]

Kan AMD’s Zen cpu- arkitektur konkurrere mod Intel?

AMD er derimod tilsyneladende ikke i stand til at reagere. Dets bedste nuværende cpu’er bygger på den Bulldozer-arkitektur, der først kom frem i 2011, og som skulle tage kampen op med Intels Core. Den er blevet lettere revideret siden da. Men vi kan ikke komme uden om det – Bulldozer er en fiasko. Vi vil faktisk hævde, at den er så ringe, at AMD havde været bedre faren ved at udvikle den Hammer-cpu-kerne, der rækker tilbage til 2003, og som blev lanceret under navnet Athlon 64.

AMD har i øjeblikket ikke meget, der kan glæde pc-entusiaster eller spilfolk. Dets udvalg er chips, der lige akkurat giver mening, fordi de er billige. Det betyder snævre margener og lille profit. Ikke godt. Men er der håb om en kovending?

Her kommer Zen ind i billedet, AMD’s splinternye x86 cpu-arkitektur. Den skal komme i 2016 – men hvis man skal dømme ud fra AMD’s tidligere stil, lykkes det sandsynligvis ikke. Vi ved kun lidt i øjeblikket. Imidlertid tyder rygterne på en 14 nm-produktionsteknologi, kompatibilitet med AMD’s FM3-sokkel og understøttelse af både ddr4-hukommelse og PCI Express 3.0.

Man forventer, at Zen vil omfatte SMT (simultaneous multi-threading), der svarer til Intels Hyperthreading. Der bliver sandsynligvis tale om et skridt væk fra Bulldozers modulære arkitektur med dens parring af det, man kan kalde to små kerner i et modul med delte ressourcer. Altså en mere traditionel stor kerne-tilgang med større vægt på IPC (instructions processed per core).

En anden detalje er et TDP (total design power) for de første Zen-chips på op til 95 W, kombineret med større fokus på energieffektivitet, hvilket har været en af Bulldozers mest iøjnefaldende svagheder. Alt i alt bekræfter kombinationen af 95 W TDP og øget effektivitet, at AMD ønsker at konkurrere på den dyre ende af markedet.

Det kan minde om Intels strategi, siden man gik fra Netburst Pentium 4-arkitekturen til Core-processorerne. Selv kodenavnet på de første Zen-processorer, Summit Ridge, lyder særdeles Intel-agtigt. Men vi regner med, at Zen i højere grad står og falder med ydelse end den bredere strategi.
Bulldozers modulære arkitektur kunne have været en vinder.

Men den var dårligt udført fra dag ét, og for et firma med begrænsede ressourcer som AMD har det været stort set umuligt at rette op på denne fejltagelse. Det endelige spørgsmål er, om Zen er AMD’s sidste chance. Hvis Zen svigter, trækker den så hele AMD med sig i faldet? Svaret er: muligvis. Det vil afhænge af AMD’s planer om også at lancere sine egne chips på basis af ARM-instruktionssættet, en ny arkitektur ved navn K12.

En Zen-fiasko vil næsten med sikkerhed blive enden for AMD som leverandør af x86-processorer. Hvis det sker, må AMD prøve at gøre sig gældende på det ekstremt konkurrenceprægede marked for ARM-processorer. AMD kan nemlig ikke overleve udelukkende på basis af sine grafikchips. Hvis cpu-forretningen bryder sammen, kan AMD næppe overleve som et selvstændigt foretagende.

[themepacific_accordion] [themepacific_accordion_section title=”Fakta”]

Hold øje med absurd tynde og lette notebooks og måske også nogle interessante tablets.

[/themepacific_accordion_section] [themepacific_accordion_section title=”Fakta”]

Det bliver vældig underligt at have en ældre arkitektur i Broadwell siddende over den nyere Skylake i Intels hierarki.

[/themepacific_accordion_section] [/themepacific_accordion]


TAGS
Broadwell

DEL DENNE
Share


Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Modtag dagligt IT-nyhedsbrev

Få gratis tech-nyheder i din mail-indbakke alle hverdage. Læs mere om IT-UPDATE her

Find os på FaceBook

AOD/AOD.dk

Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@aod.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Se medieinformation her


AOD/AOD.dk   © 2021
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S