Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Bowers & Wilkins Px7 S2: Trådløs lyd i luksusklassen

På lydkvalitet er Px7 S2 i særklasse og headsettet har alt der skal til for en trådløs luksusoplevelse.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Der skal en del til at markere sig på det overfyldte marked for støjreducerende hovedtelefoner. B&W har navnet på sin side. Der er få brands, som på samme måde er synonym med kvalitet indenfor lyd og design.

Px7 S2 fører stilen videre fra den letgenkendelige forgænger Px7, der med sine aflange ørekopper skiller sig ud fra mængden.

Der er anvendt ny memory-foam for bedre pasform, og generelt er designet lettere og mere komfortabelt.

Der er fysiske knapper til stemmeassistent og mulighed for yderligere indstillinger som eq mm. i Bowers & Wilkins’ ganske velfungerende app.

Batteritiden er 30 timer, og opladning foregår relativ hurtigt.

Præsterer flot i hele spektret

Lyden er optimeret med nye 40 mm specialtunede drivere med ultra-hurtig respons, og hovedtelefonerne kombinerer aptX Adaptive-teknologi med Bowers & Wilkins egen DSP-teknologi for at levere trådløs 24-bit hi-res fra musiktjenester, der understøtter dette.

Vi testede med musik fra Master-sektionen på Tidal, og detaljegraden er enestående. Der er mange fantastiske headsets i denne prisklasse, men vi har endnu ikke oplevet et, der i samme grad som Px7 S2 er i stand til at levere klarhed og gennemslagskraft i hele spektret. Guitar, vokaler og keyboards står med stor skarphed og har rigelig plads i mellemtonen, mens bas og stortromme samtidig fremtræder med distinkt og exceptionel fylde.

Fire mikrofoner leverer en effektiv støjreduktion, som ligger fint på linje med konkurrenterne, og der er yderligere mikrofoner til stemmeopkald, hvilket ligeledes håndteres upåklageligt.

Ny topmodel på vej

Som sin forgænger er Px7 S2 et afsindig gennemført headset, der lægger sig forrest i sin klasse på lydkvalitet. Det skal blive spændende at se, hvordan den nye luksusmodel Px8 vil toppe det.

Pris: 3.199 kroner