Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Bowers & Wilkens Formation Flex: Detaljeret og neddæmpet lyd

Her får du detaljeret og ægte lydgengivelse. Men Formation Flex spiller ikke højt nok til alle stuer.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er lige før, at blot navnet Bowers & Wilkins – også kendt under forkortelsen B&W – skaber smukke klange i ørerne hos hi-fi-entusiaster. Den britiske hi-fi-producent har siden 1966 udviklet store, ambitiøse højttalere, som er blevet løftet til skyerne af begejstrede anmeldere. Som mange andre hi-fi-leverandører er sortimentet de senere år blevet bredere og mere budgetvenligt.

Hos Bowers & Wilkins har det blandt andet udmøntet sig i streamingserien Formation. Men den mere folkelige tilgang har ikke svækket ambitionerne, og i vanlig B&W-stil er Formation Flex et klasseprodukt.

Det er ikke en specielt stor højttaler, nærmest som et A5-papirark i højden. Formation Flex er til gengæld ekstremt lækkert lavet med et underspillet design og frontstof hele vejen rundt – assisteret af en metalramme i bunden og sort glas på toppen, hvor du også finder touchknapper. Det ser godt ud!

Stereo og multirum

Formation Flex kan spille solo via Wi-Fi, AirPlay og Bluetooth, men kan også indgå i en multirumsopsætning, i et stereosæt eller som del af en surround-opsætning.

Selve konstruktionen skulle bygge på B&W’s berømte 800-serie her blot pakket ind i små dimensioner og med lydmanipulerende chips for at opnå større lyd trods den forholdsvis lille enhed.

Det hele kan styres via Formation-appen. Men den kunne være noget bedre indrettet. Appen er ikke specielt brugervenlig, men når den først har fundet din højttaler, kører det fint nok.

Lydmæssigt blev vi heldigvis ikke skuffede. Formation leverer en meget detaljeret og ægte lyd. Der er ikke slagkraftig bas, men en musikgengivelse, der klinger bedre end fra mange andre højttalere i denne test.

Vi er her tættere på ægte hi-fi end hos de fleste af testkonkurrenterne. Køb to Formation Flex-højttalere, og par den som stereosæt, tilkøb og tilslut en subwoofer, så er vi sikre på, at du vil få lyd som fra et godt stereoanlæg. Men prisen bliver også ret uudholdelig.

Formation Flex er en yderst interessant højttaler, og den skiller sig ud.Er målet alene vellyd og ikke nødvendigvis stor lyd, der kan nå helt ud i stuens hjørner, er den bestemt værd at gå efter.