Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: B&O Portal Beoplay: Gaming med god stil

Spil er ikke længere bare for nørder, der burer sig inde i soveværelset med blinkende og blippende udstyr i alskens farver. Gaming er for alle, også dem, der går op i god stil.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Med B&Os indtog på markedet for gaming-headsets er der grobund for et tjekket look, selv når du er begravet i et hektisk spil Call of Duty. Designet er klassisk B&O. Det minder til forveksling om det nye Beoplay HX med blødt læder og stål som de bærende materialer. 

Portal er først og fremmest skabt til Xbox, hvor man får glæde af Xbox Wireless-tilkobling og Dolby Atmos-teknologi. Effekten er ikke til at tage fejl af. Du får en imponerende realistisk rumfornemmelse, og i det hele taget en ganske forrygende oplevelse, når du spiller. Takket være en virtuel boom-arm får du også fin mikrofonlyd uden at have en kluntet mikrofon ned foran ansigtet.

Som man kan forvente, er Portal heller ikke uden evner, når det gælder musikgengivelse, og du får tilmed en ganske effektiv støjreduktion.

Leverer varen

Batteritiden er ikke imponerende, og prisen er pebret, men Portal er ikke desto mindre et headset, der leverer højt på stort set alle parametre.