Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: B&O Beosound Explore: Hårdfør udehøjttaler sikrer musik i selv det værste møgvejr

Beosound Explore er skabt til at udstå alt det danske sommervejr har at byde os. En særdeles velkonstrueret udendørshøjttaler, som dog ikke leverer underværker på lydkvaliteten.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Man skal være rustet til lidt af hvert, når man begiver sig på udendørs eventyr i den danske sommer. Det er den nye minihøjttaler fra B&O. Den lille cylinderformede enhed kommer med en fuld IP67-certificering, som garanti for at den tåler både en dukkert i badesøen eller en festival fuld af tisstøv.

Den føles særdeles robust. Kvalitetsfornemmelsen er af en klasse man ikke almindeligvis oplever i denne kategori af højttalere. Det skyldes især materialet. Det er den første højttaler på markedet i type 2 anodiseret aluminium (behandlet så det oxiderer både indvendigt og på overfladen). En massiv lille sag, som ligger fint i hånden, men vejer mere end mange konkurrenter af samme størrelse. En medfølgende karabinhage gør det muligt at hænge højttaleren i en taske, på cyklen, båden, teltdugen eller hvad man ellers kan finde på.

B&O Besound Explore.

Lang batteritid

På toppen er et betjeningspanel i gummi med et lille udvalg af fysiske knapper, hvis funktioner giver sig selv.

B&O Beosound Explore.

Højttaleren tilkobles nemt til mobilen via Bluetooth. Der er Fast Pair, så både Android-mobiler og iPhones selv opdager højttaleren og sørger for opkoblingen. Beosound Explore kan også integreres i B&Os udmærkede app, på lige fod med mange af producentens andre højttalere. Det giver mulighed for detaljeret lydstyring, online opdateringer m.m.

Der er anvendt Bluetooth 5.2, hvilket faktisk ikke er en helt ligegyldig detalje. Det har især en betydning for batterilevetiden, og netop her er Beosound Explore særdeles stærk. Den klarer op til 27 timers musik på en opladning, hvilket er væsentligt mere end de fleste konkurrenter af samme størrelse. Opladningen sker via USB C.

Lydmagien mangler

Man skal ikke forvente mirakler af lydkvaliteten i så lille en højttaler, men B&O har tidligere vist sig dygtig til at presse meget ud af små enheder, så vores forventninger var ikke desto mindre høje.

Det umiddelbare indtryk var lidt lunkent. Beosound Explore lyder fint, ingen tvivl om det, men ikke bedre end de bedste i sin klasse.

Vi sammenlignede med Sonos Roam og JBL Charge 5, som begge befinder sig i samme prisleje og har en IP67-certificering. Beosound Explore spiller nogenlunde op med den smarte Roam, som også har multirumsfunktionalitet. Ingen af de to har dog så bredspekret og fyldigt et lydbillede som den lidt større Charge 5, som tillader andre enheder at trække strøm fra dens store batteri.

Læs også:

https://www.altomdata.dk/bo-beoplay-a1-2-gen-test-bedre-batteri-i-bos-burgerbolle/

Explore er som udgangspunkt en smule lukket og kasseagtig i lyden, men det kan man rette op via EQ-funktionen i B&O-appen, hvor et lille løft i diskanten hjælper en del. Man mister så lidt bas, men det er alligevel ikke her højttaleren har sin styrke. Det er dog et fint træk, at B&O har anvendt 360 graders teknologi, så højttaleren lyder lige godt, uanset hvilken vej den vender.

Det er således muligt at få bedre lyd eller smartere features til billigere penge, men Beosound Eplore brillere på design og batterilevetid, så er det de to egenskaber du vægter højest, vil den været et rigtig godt valgt som sommerens musikalske følgesvend.

Pris: 1.499 kroner