Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: B&O Beosound Balance: Hundedyr streaminghøjttaler giver harmoni i stuen

B&O Balance glider smukt ind i hjemmets indretning og byder på høj lydkvalitet, stemmestyring og de nyeste streaming-muligheder. Men det har sin pris.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

At prisen er pebret kommer ikke ligefrem som et chok, når det er B&O, vi har med at gøre. Producenten er ikke kendt for billige højttalere. Den nye Balance er endda langt fra den dyreste.
Den går imidlertid ind på et terræn, der er tætbefolket af veletablerede konkurrenter, som typisk er betydeligt billigere. Så der skal en del til at forsvare prisen.

Ydmyg elegance

Designet er en del af det, der koster, og vi må fakisk sige, at pengene er godt givet ud her. Modsat flere af producentens tidligere forsøg med denne type højttaler, har Balance et jordnært og harmonisk look, der ikke stjæler unødvendig opmærksomhed. Den lægger sig i linjen fra Stage, B&O’s nye soundbar, som vi testede i sidste nummer.

De bløde former og naturlige materialer – træ og vævet stof – giver den et imødekommende look, som ikke kræver et Bo Bedre-hjem for at fungere.

Det er ikke kun en design-gimmick, at højttaleren ”svæver” på en sokkel af træ. Det har også lydtekniske fordele. Vibrationerne går ikke i gulvet, hvis du stiller den der, og den opadskydende bas får plads til at yde sit optimale.

Et godt alternativ: Dansk rival fra musikstudierne

Det vrimler ikke med streaming-højttalere i Balances prisleje. Dynaudio, en anden dansk producent, som især er kendt for højttalere til professionel musikproduktion, kommer dog lidt deropad.
Dynaudio Music. Dynaudio Music.

Med Music-serien har Dynaudio skabt en række højttalere designet i stof og aluminium med rumkompensation og stærke lydkomponenter. Du får også en app til musikstyring og multirumsfunktionalitet. Dog er der ikke Google Assistent, Chromecast eller AirPlay 2.

Google home som basis

Som på flere af producentens nyere højttalere har man anvendt Google Home som platform for streaming og multirum. Det giver fin mening, da mange andre højttalere så er kompatible og kan ”tale” sammen med Balance. Indbyggede mikrofoner giver adgang til stemmestyring via Google Assistent. Kontrollér musik og diverse andre ting ved at tale til højttaleren.

Man kan også streame lyd via AirPlay, Chromecast og Spotify Direct, og der er analog indgang i bunden. På toppen af højttaleren er et minimalistisk touch-panel, som tænder, når du nærmer dig højttaleren. Ret tjekket. Her kan man styre helt basale lydfunktioner, og der er adgang til fire forudindstillinger for Google Asisstent. Få for eksempel læst din kalender op eller tænd for radioen.

Kompenser for rummet

I B&O’s app er der adgang til yderligere indstillinger. Her kan du eksempelvis foretage rumkompensation. Ved at sende lydbølger ud i rummet kan højttaleren analysere akustikken, og lyden tilpasses derefter. En ret smart feature, der gør, at du kan få det optimale ud af højttaleren uanset, hvor den er placeret.

Resultatet er overbevisende, og det samme er lydkvaliteten gene-relt. Balance har kraft nok til at spille et stort rum op uden at miste pusten. Der er luft og klarhed til detaljerne i toppen, og bunden er både stram og fyldig. Der er desuden rig mulighed for at tilpasse lyden i appen, hvor du kan oprette dine egne lydprofiler.