Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: B&O Beoplay P6: Kvalitetslyd til turen

P6 er B&Os seneste bud på en højttaler skabt til at tage med ud i det fri. Den er vand- og støvafvisende og designet i solide materialer, der gør, at den kan klare nogle knubs.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Udformningen er minimalistisk og funktionel, som vi har lært at forvente af B&O. Et enkelt stykke aluminium udgør højttalerens ydre, mens bunden er beklædt med gummi, så den står godt fast.

I toppen er et sæt knapper til styring af musikken og en enkelt OneTouch-knap, som kan dedikeres personlige lydindstillinger, besvaring af telefonopkald eller aktivering af stemmestyrede assistenter som Siri og Google Assistant. Mobilen tilkobles nemt via Bluetooth, og i den tilhørende Beoplay-app er der mulighed for at foretage yderligere indstillinger af højttaleren, blandt andet er der en equalizer-funktion.

Højttaleren er i stand til at spille særdeles højt. Den samlede udgangseffekt er 215 W. Selv når man nærmer sig maks, er der dog overskud i P6 til at levere en klar og detaljeret lyd, hvor hvert enkelt element står flot og skarpt. Det er ikke en billig højttaler, til gengæld er lyd og kvalitet også helt i top. Og med en batterilevetid på 16 timer klarer den snildt en lang dag på stranden.