Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: B&O Beoplay H9: Gennemført klasse-design

Du kan få bedre lyd til billigere penge, men hvis designet vægter højt, leverer Beoplay H9 i den grad varen.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Blandt lydentusiaster er der generel enighed om, at B&O leverer flot design og fremragende finish, og at lyden nok er god, men at du kan få bedre gengivelse til samme pris. Det er stærkt generaliserende, men der er noget om snakken, hvilket denne H9 faktisk illustrerer ganske godt.

Vi vil dog ikke underkende designeffekten. Det er ikke en tilfældighed, at verdens bedst betalte fodboldspillere ofte ses med en B&O-hovedtelefon om halsen – i selskab med et Hublot-ur og en Gucci-taske.

B&O H9 er klasse. Isoleret set er der tale om en virkelig lækker hovedtelefon. Alt fra kapslerne i afdæmpet antracitgrå aluminium til hovedbøjlen i læder og med en lidt hård padding mod hovedbunden – det er altså ret flot lavet.

Desuden har H9 alle de funktioner, som du forventer af en tophovedtelefon, herunder støjdæmpning. Den er godt nok ikke på niveau med støjreduktionen i testens Sony eller JBL, men den fungerer fint.

Detaljeret lydbillede

Lydmæssigt leverer H9 et detaljeret billede, hvor især stemmer er godt fremme. Bassen er ikke kælderdyb, men fint med, ligesom den øverste diskant ikke er hård eller anstrengende at lytte til. Øvre mellemtone, som generelt er et vanskeligt område, kan blive lidt anmassende, men generelt leverer H9 et solidt indtryk. Det skal den også som testens dyreste. Og H9 får faktisk baghjul af mindre kostbare modeller i denne test, når vi alene bedømmer på lydgengivelsen.