Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: B&O Beoplay EQ: Lyd og design i særklasse

Beoplay EQ byder ikke bare på raffineret design og lækker lyd, men for første gang hos B&O også aktiv støjreduktion. Batteri og betjening efterlader dog lidt tilbage at ønske.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Konkurrencen på helt trådløse øretelefoner spidser til. Med Beoplay EQ melder Bang og Olufsen sig på banen med deres hidtil stærkeste kandidat i kategorien. Her får du ikke bare raffineret design og lækker lyd, men for første gang hos B&O også aktiv støjreduktion.

Suverænt design

Designet er markant anderledes end producentens tidligere modeller i denne kategori. De relativt store ørestykker er skabt, så de lukker helt til omkring ørekanalen og er iklædt aluminium med B&O-logo på ydersiden. De sad perfekt i vores ører, endda uden det var nødvendigt at skifte silikonepropper til en anden størrelse.

Æsken er udformet i samme stilrene look. Slut med læderefterligning, gud ske tak og lov. Den er dejligt kompakt, så det er nemt at have Beoplay EQ med i lommen. Dog skal du være opmærksom på at hverken ørestykker eller ønske er beskyttet mod vind og vejr, så det er ikke et headset til træning.

Bump i betjeningen

Beoplay EQ har nyeste Bluetooth i allernyeste version og takket være fast pair sker opsætningen nemt som ingenting, i hvert fald hvis du bruger iPhone eller en Windows-pc. Uvist af hvilken årsag er der ikke fast pair til Android, så her må du parre dem på "gammeldags" vis.

I B&Os brugervenlige app kan du holde øje med strømniveau for både earbuds og æske samt foretage opdateringer og visse indstillinger. Aktivering af støjreduktion, transparancy eller Own Voice (som fremhæver din stemme under mobilsamtaler) kan dog kun aktiveres via touchstyring på ørestykkerne. Og her man valgt en opsætning, der er anderledes end B&Os tidligere modeller og de fleste af markedets øvrige modeller. Der skal således en smule tilvænning til, før du er fortrolig med betjeningen. Der er ikke mulighed for at tilpasse kontrolfunktioner til dine egne præferencer. Adgang til stemmestyring er der pudsigt ikke. Det er til at leve med, men alligevel lidt bemærkelsesværdigt for et headset i luksusklassen.

Fantastisk lydkvalitet

Det er meste er dog tilgivet, når du får sat Beoplay EQ i ørene og trykker play. For det er ganske enkelt en enestående lyd, der åbenbarer sig for dig. Der er imponerende overskud i musikgengivelsen med flot luft i toppen og plads til alle detaljer. Her kan ingen konkurrenter være med.

Når vi tester headsets, bruger vi lige for tiden Jonathan Wilsons "Desert Raven" og Beastie Boys "So What'Cha Want". To vidt forskellige numre, der trækker på hver deres områder af frekvensspektret. Vi har aldrig oplevet ikke enten at føle trangen til at løfte lidt i det øvre spektre for at give mere luft til vokalen hos Jonathan Wilson eller omvendt booste lidt i bassen for give Beastie Boys-nummeret det punch det fortjener. Ingen af delene gjorde sig gældende, da vi lyttede på Beoplay EQ. Balancen er perfekt over hele frekvensspektret. Skulle du have lyst til at fintune lyden til dine egne præferencer kan det ske i appen. Lyden under telefonsamtaler er også et niveau over andet vi har hørt.

Støjreduktionen er grundlæggende ret god og Beoplay EQ har desuden en af de mest naturlige transparency modes vi har hørt. I appen kan du vælge om støjreduktionen skal være ”adaptiv”, en funktion, der dog ikke synes at have den store effekt.

Lidt for pebret

Batterilevetiden er middelmådig. 6,5 timer i ørestykkerne og cirka 14 i æsken. Det er ikke imponerende. Dog er muligheden for trådløs opladning et plus.

Beoplay EQ er således ikke et headset, der tager kugler på alle parametre. Og det skal det næsten være, når det med en pris på tre tusind kroner placerer sig som et af de absolut dyreste på markedet.

Mens det brillerer på lyd og design, mangler det lidt for meget i betjening og batteri til at vi helt synes man kan forsvare den høje pris. Ikke desto mindre er det et forrygende sæt earbuds, som bør være på toppen af ønskelisten hos den audiofile bruger.

Pris: 2.999 kroner