Det kan ikke overraske, at Beoplay A1 har fået tilnavnet burgerbollen. Højttaleren ligner toppen af en god solid burger. Dog er der ikke meget fast food over hverken designkvalitet, lyd eller pris.
I vanlig B&O-stil er der kælet for konstruktionen, som er udført i perlebørstet aluminium og polymer, med en læderstrop til at holde i. Enheden er ikke let, men man føler, at der er kvalitet i hvert et gram. Og så er den helt vand- og støvtæt. Man skal ikke tøve med at tage den med på hverken kanotur eller en festival (når det engang bliver muligt igen).
Lyden er forbedret en smule sammenlignet med forgængeren, der i forvejen var blandt de mest velspillende højttalere af denne størrelse. Så er vi altså helt oppe i den øverste klasse. Det er ret utroligt, at der kommer så stor lyd ud af så lille en højttaler.
Den spiller med stort overskud, selv ved relativt høj volumen, og spreder lyden flot i alle retninger, så man faktisk ikke skal tænke over, hvordan man placerer den.
Der, hvor man måske mærker den største opgradering sammenlignet med forgængeren, er på batteriet. Du får hele 48 timer på en opladning, hvilket må siges at være ret imponerende.
En ny feature er implementeringen af Alexa. Det betyder, at du kan stemmestyre højttaleren med Amazons digitale assistent. Det fungerer helt fint – hvis du altså taler engelsk til den. Det er fortsat ikke muligt at bruge den på dansk.
Det kan virke lidt sært, at man som dansk producent vælger denne tjeneste. Konkurrenten Google Assistent, som virker upåklageligt på dansk, og som B&O bruger i mange af deres andre produkter, havde været mere oplagt. Den får i eksempelvis en højttaler som JBL Link Portable, som vi har testet her.
Men ærlig talt, så er det ikke en deal breaker for os. Her er prisen en større faktor. For trods den forrygende lyd og stærke byggekvalitet er 2000 kr. lidt af en mundfuld for en sommerhøjttaler.
Samlet vurdering: 5 / 6
Pris: 2.000 kroner