Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Blue Satellite: Vellyd og støj får hver sin forstærker

Denne hovedtelefon er speciel. Blue Satellite har to indbyggede forstærkere. Den ene sørger for at levere god lyd, og den anden tager sig af at reducere støjen udefra.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Producenten bag denne hovedtelefon, Blue, udvikler normalt studieudstyr i den professionelle klasse. Det sætter sit tydelige præg på denne lukkede hovedtelefon. Den tekniske opbygning af Satellite er noget anderledes, end vi er vant til i hovedtelefoner med indbygget, aktiv støjreduktion.

Over-ear-modellen, der kan nydes både med og uden kabel, indeholder to forstærkere. Det er i sig selv usædvanligt. Men endnu sjovere bliver det, når man opdager, at kun den ene af dem sørger for vellyden. Den anden tager sig af støjreduktionen!

Godt princip for lyden

Filosofien bag designet er, at jo færre opgaver en forstærker skal varetage, jo bedre vil den performe. Det argument kan vi ikke være uenige i – det er gammel knowhow fra hi-fi-verdenen.

Forstærkeren til støjreduktionen fungerer ved at opsnappe lydbølger omkring dig og sende dem med ind i dine ører, mens du lytter til musikken. Som i andre hovedtelefoner med aktiv støj-reduktion bliver lydbølgerne ”vendt om” (de er i modfase) og udligner på den måde den uønskede støj.

Begge forstærkere kan slås til og fra. Det klares ved at trykke på siden af hovedtelefonen, men når lydforstærkeren er aktiveret, er gengivelsen mere dynamisk.

Grunden er den enkle, at en indbygget forstærker kan trække de forholdsvis store højttalermembraner bedre end for eksempel den lille forstærker, der er indbygget i din smartphone.

Så selv med en kablet forbindelse, hvor det er den enhed, som du tilslutter, der trækker hovedtelefonen, vil du opnå bedre lyd ved at aktivere den indbyggede forstærker.

Forstærkeren er i øvrigt 100 procent analog, hvilket stiller større krav til både plads og kvalitet end en digital type. Således er hovedtelefonen da heller ikke nogen let sag at have på hovedet. Heldigvis er hovedbøjlen lavet af letvægtsaluminium og godt polstret, så den lukkede hovedtelefon opleves nogenlunde behagelig på hovedet.

Men selvom der er tale om en hovedtelefon, du kan tage med over alt (der medfølger også etui), så skal du acceptere, at den er lidt tung at bære og transportere.

Fremragende støjreduktion

I praktisk brug oplever vi den aktive støjreduktion som fremragende. Den lukker fint uvedkommende lyde ude, og når du samtidig aktiverer forstærkeren, opnår du en dynamisk og slagkraftig lyd. Den er ikke så raffineret og fint opløst i toppen som fra markedets bedste hovedtelefoner, og den har heller ikke samme fine ud-klingning.

Men alt i alt synes vi rigtigt godt om hovedtelefonen, der også håndterer trådløs overførsel rigtig godt. Det sikres med Bluetooth 4.1- og Apt-X-tilslutning.

Hovedtelefonen lever op til de lovede 24 timers trådløs afspilning uden forstærker og næsten 8 timer med forstærker og aktiv støjreduktion slået til. Prisen er til gengæld på den lidt pebrede side. Med 3390 kroner i vejledende udsalgspris er der mange gode alternativer på markedet.