Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Blue Compass + Radius III + Blackout Spark SL: Lækre lydoptagelser

En god videooptagelse kræver ikke kun et godt kamera. Der skal også en god mikrofon til, så de fine billeder kan suppleres af lækker lyd. Det hæderkronede mærke Blue, som er kendt for studiemikrofoner af høj klasse, har de senere år skabt en række mikrofoner specielt til dette formål.

Af Mette Eklund, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Nu er de så også klar med et mikrofon-stativ, der gør det muligt at sætte mikrofonen op, så den ikke er i vejen for optagelsen. Vi testede det sammen med den nye Radius III shockmount og mikrofonen Blackout Spark SL.

Stativet gør det muligt at hænge mikrofonen på hovedet ned mod den, der taler eller synger. Således optager den ikke bordplads foran eller er i vejen, hvis der optages video af personen. Vil du optage en akustisk guitar eller et andet instrument, er det ligeledes nemt at opnå den rette mikrofon-placering ved hjælp af stativet. Det spændes fast på bordet med en skruetvinge, og via spændemekanismer i leddene er det muligt at vinkle det, som man ønsker.

Det er konstrueret, så du kan trække mikrofonledningen igennem det, så du undgår kabelrod. Stativet kan bruges med stort set alle shockmounts og dermed også med de fleste mikrofoner. For at vende mikrofonen nedad kan det dog være en fordel med et shockmount som Radius III, hvor mikrofonen kan skrues fast. Så er man sikker på, at den sidder godt.

Det kræver så også en mikrofon med gevind i enden. Det er langt fra standard, så det er oplagt at gå efter et sæt, som det vi testede, hvor alt passer sammen. Så er du da også rigtig godt kørende, for Blackout Spark SL er ikke bare en god mikrofon, når du vil fange stemmer i forbindelse med videooptagelser. Den er også glirmrende til musikoptagelser.

Blue sælger også Compass og Radius III i et bundle med den fine Yeti-mikrofon, som vi tidligere har testet (sættet ses på billedet). Den har USB-forbindelse, så du kan koble den direkte i computeren. Sættet koster 1749 kroner.