iPhone-lancering hedder almindeligvis september. Det er en fast tradition, der ikke er blevet rokket ved de sidste mange år, og det bliver der formentlig heller ikke næste år. Men det ser ud til at der bliver skudt en ekstra iPhone-lancering ind tidligere på året.
Ifølge rygter fra Macotakara vil Apple nemlig gentage succesen med at lancere et ældre design med opgraderet indmad.
iPhone 9, som den eftersigende vil hedde, kommer til at ligne iPhone 8 på en prik. Det vil sige med fysisk hjemknap og en 4,7″ skærm med pænt stor ramme i top og bund.
Som processor får den imidlertid en A13 Bionic, og det betyder at den kan følge med den nyeste Apple-produkter i ydelse.
Der vil eftersigende “kun” være et enkelt kamera på bagsiden, og så vil mobilen kunne fås med enten 64 GB eller 128 GB lager og i farverne Space Grey, Sølv og Rød.
Prisen forventes at blive i den lave ende. Helt ned til omkring 3.500 kroner går rygterne på. Lanceringen bliver formentlig i februar.