Home » Bærbar computer » Billig bærbar med stor skærm til hverdagsopgaverne
Billig bærbar med stor skærm til hverdagsopgaverne

Billig bærbar med stor skærm til hverdagsopgaverne

Share

Bærbar computer med stor skærm søges til almindelig forefaldende anvendelse i hjemmet, du skal være et budgetkøb, ydelse og antal features er ikke det vigtigste, bare du er solid og brugervenlig

Således kunne en kontaktannonce lyde, der uden at vide det retter opmærksomheden mod netop den her testede 17,3″ bærbare computer. MEDION AKOYA E7226 MD99420 er en Windows 8.1 bærbar, der vil blive sat til salg i danske ALDI-forretninger fra onsdag den 17. september 2014 til den beskedne pris af 2999 kroner.

Netop muligheden for at anskaffe en bærbar med en stor skærm til relativt små penge synes at være hovedessensen ved denne bærbare computer. Den kan erstatte en stationær computer i hjemmet, så længe kravene til, hvilke opgaver den skal kunne klare, ikke skrues for meget i vejret fra starten.

Man skal blot ikke regne med, at der er mange tilslutningsmuligheder. Der er det basale, det man egentlig også langt hen ad vejen velsagtens kan nøjes med.

Målrettet hverdagens opgaver

MEDION AKOYA E7226 MD99420 er en bærbar for brugeren, der ved, hvad han eller hun vil have, og i lige så høj grad hvad han eller hun kan undvære ved en bærbar computer. Der er tale om en stor bærbar computer med en vægt på 2,82 kg.

Man får som nævnt en stor skærm med skærmopløsningen 1600 x 900 pixel, hvilket betyder, at skærmens detaljeringsgrad med 106 ppi (pixels per inch,) er en anelse bedre end hos tilsvarende 15,6″ bærbare med 1366 x 768 pixel opløsning.

Til gengæld understøttes touch ikke på denne skærm. Er touch et krav, er denne bærbare computer ikke noget for en. Er man til traditionel betjening via touchpad eller mus, kan MD99420 på den anden side være et godt tilbud for den, der søger en stabil og billig bærbar til lettere til mellemtunge hverdagsopgaver.

Angående stabiliteten så er der 3 års garanti på den bærbare, hvilket må borge for en vis forventning fra producenten om, at den er holdbar.

Grundet sin størrelse virker det mest til, at den bærbare vil være egnet som en såkaldt desktop replaceable. Skærmen har en tilstrækkelig størrelse til, at den i flere tilfælde kan erstatte kombinationen af en stationær computer med tilhørende skærm.

Den bærbare er også så stor, at det må formodes, at de fleste kun i begrænset omfang tager MD99420 med sig på farten.

MD99420 er af natur beregnet til den gennemsnitlige computerbruger, der har brug for en computer til almindelige opgaver som surfing, som har brug for at kunne udføre kontorarbejde, ønsker at bruge computeren til film og musik med mere samt et lejlighedsvist spil, gerne hentet på Windows Store.

Den bærbare kan selvfølgelig bruges bredt. Processorkraften og grafikken er dog ikke af en kaliber, der gør, at videoredigering, animationer eller andre krævende opgaver bør fylde for meget i det daglige brugsmønster.

Der er tale om en bærbare computer med en low voltage-processor med en TDP på 7,5 watt, hvilket sætter nogle begrænsninger, selv om den ikke føles sløv i forbindelse med ovenstående hverdagsopgaver.

Skærmen i centrum

Man skal ikke glemme, at små 3000 kroner er en virkelig fin pris for en 17.3″ bærbar. Hvis man kan undvære touch og ikke har særligt store krav til hvilken hardware, der skal være i den bærbare er MD99420 en ganske habil bærbar computer.

Den kan anvendes bredt som allround computer, og brugsmulighederne er mange, når prisen tages med i betragtning.
De, som søger en stor skærm og som ikke behøver eller ligefrem ikke ønsker en skærm med meget høj opløsning, får en ganske god skærm. LED-skærmen er ikke af eksklusiv herkomst, men den er ret lysstærk og giver en god brugeroplevelse uden at være skelsættende på nogle områder.

Farvegengivelsen er ganske glimrende, til privat brug er kvalitetsniveauet fint. De vandrette betragtningsvinkler er udmærkede, mens de horisontale betragtningsvinkler kunne være en del bedre, da billedet skifter karakter og bliver henholdsvis mørkere eller lysere alt efter placering på det horisontale plan.

Sidder man i normal arbejdsstilling, lægger man ikke mærke til det, den halvmatte skærm minimerer også kraftigt problemerne med indfalden lys. Det er med andre ord ikke så kritisk, hvor man placerer den bærbare i forhold til lysindfald.

Skærmen er monteret betryggende på den bærbare med to solidt virkende hængsler, der holder skærmen i et godt greb.

Lige tilpas med ydelse til opgaven

MD99420 er udstyret med en Intel Celeron N2930 quad core-processor, der har en taktfrekvens på 1,86 GHz. Hastigheden kan hæves til 2,16 GHz, når det er nødvendigt. Det er som sagt en low voltage-processor, og den indbyggede Intel HD Graphics er derfor ikke nær så stærk som i Intels hurtigere processorer. Der er ingen Hyper-Threading. Den største forskel i daglig brug vil uden tvivl være, at denne processor understøtter Intel Quick Sync Video. Hukommelseskontrolleren understøtter 1.333 MHz ddr3l-hukommelse.

Den bærbare computer er udstyret med 4 GB ddr3l-hukommelse. Det passer fint til MD99420’s karakter. Mere hukommelse ville ikke være dårligt, men der er mange andre bærbare, der er beregnet til tungere arbejdsopgaver, hvor mere hukommelse ville give mere mening.
Harddisken fra HGST har en kapacitet på 500 GB, det vil være tilstrækkeligt til langt de fleste brugere, selv om det ikke er ret meget, hvis man i dens rolle som desktop replaceable sammenligner kapaciteten med, hvad der er normalt i stationære computeren i dag.

Hvad der er lidt ærgerligt er dog, at drevet ikke opleves som værende specielt kvikt i brug. Vi har målt hastigheden på harddisken ved hjælp af HD Tune Pro 5.50. Den gennemsnitlige læsehastighed målt over hele drevet var 86,2 MB/s. Det kunne have været hurtigere, men det er nu heller ikke værre, selv om det ikke helt lever op til standarderne for hurtige drev i dag.

I filtesten i samme benchmark målte vi den sekventielle læsehastighed til 101,7 MB/s, mens den sekventielle skrivehastighed blev målt til at være 97,9 MB/s. Det er igen principielt fint nok, men andre harddiske er ofte noget hurtigere, selv i bærbare. Hvad der potentielt er værst for brugeroplevelsen i hverdagen er nok den langsomme gennemsnitlige søgetid på 19,0 ms. Det kan bevirke, at der ind imellem er tider, hvor man kan blive nødt til at vente lidt længere end ønsket på at en handling sættes i gang.

I almindeligt brug af forskellige programmer såsom kontorprogrammer og lignende opleves der ikke træghed af betydning, selvom afvikling af mange opgaver selvfølgelig ville gå hurtigere på en kraftigere bærbar.

Vi har målt processoren med SiSoftware Sandra 2014, hvor den scorede 18,19 gops (giga operationer per sekund) i den cpu-aritmetiske aggregerede test. Det er lige, hvad man kan forvente af denne processor bedømt ud fra tidligere benchmarks. Der er tale om en processor, hvor det handler om at få jobbet afviklet ved at anvende så få ressourcer som muligt snarere end at have en masse processorkraft i reserve.

Vi har også målt ydelsen med PCMark 7, hvor systemets samlede ydelse bliver bedømt, her har MD99420 scoret 1695 PCMarks. Det er ikke en særlig høj score, og igen viser det, at overordnet er MD99420 for det meste velegnet til lettere og ikke-intensive opgaver. Produktivitets scoren på 849 er svag, en lagringscore på 1462 point hjælper heller ikke. Til gengæld scores 2810 point i kreativitets scoren, hvilket er anstændigt.

Vores erfaringer med MD99420 som en glimrende bærbare til almindelige opgaver blev ikke ødelagt af benchmarkene, de satte blot fokus på, at der er begrænsninger, hvis man vil benytte den bærbare til mere krævende opgaver, hvor det med garanti vil forløbe mere trægt.

CineBench benchmarkene viser, hvor relativt beskedne kræfterne er. I CineBench R11.5 og CineBench R15 scorede den indbyggede Intel HD DirectX11-grafik løsning 6,70 fps i CineBench R 11.5 OpenGL-testen, og 4,07 fps i OpenGL-testen i CineBench R15. Multi CPU scoren var 1,60 point i CineBench R11.5 og 130 point i CineBench R15. Heraf kan man også se, at grafikydelsen ikke er en af de stærke sider ved denne bærbare computer.

Fin brugsprofil, lidt svag batterilevetid

MEDION MD99420 er en bærbar, hvor prisen er et af de største salgsargumenter, andre hensyn er sat lidt i baggrunden, uden at brugsoplevelsen er dårlig af den grund. Tanken bag den minder lidt om de tidligere netbooks, at den skal være hurtig nok til at kunne klare opgaven, omend det foregår med en helt anden og stærkere ydelse trods alt.

Det er en nydelig bærbar at se på, den er med en tykkelse på 31~34 mm ikke den tyndeste, men alligevel tager den sig ikke klodset ud.
Linjerne på det titaniumsfarvede plasticchassis med reminiscenser af børstet metal er rene og ganske nydelige, alt i alt kan man bestemt være bekendt at have den stående.

MD99420 er en stor bærbar, chassiset er overraskende afstivet, selvom der er tale om et plasticchassis. Materialet på håndledsstøtten giver også kun modvilligt efter, hvis man trykker på den. Konstruktionen virker solid, trods det at der er tale om en bærbar i budgetklassen.

Den store touchpad/clickpad har integrerede museklik-funktioner, og touchpad kan deaktiveres og aktiveres på skift ved at tappe på en lille LED, der er indlejret i selve touchpad – en god løsning. Touchpad er lidt under niveau i forhold til resten af chassiset, dens overflade er glat men giver dog god kontrol med cursoren. Såvel multitouchkommandoer og Windows 8 Gestures fungerer fint her.

Tastaturet er forsænket, det har mellemstore taster, der er placeret med en god indbyrdes afstand. Tasterne bevæger sig mediumlangt, når de trykkes ned, de føles solide med en samlet brugerfornemmelse, der går mod den bløde side.

MD99420 er generelt ganske stille i drift, der kan selvfølgelig forekomme støj fra blæseren, men det er langt fra noget problem generelt set.
Der er indbygget dvd/cd-brænder combo-drev, en USB 3.0-port, to USB 2.0-porte, HDMI-udgang og en 3-i-1 kortlæser. Desuden er der et multi lydstik (mikrofon/headset).

Det er ikke så mange tilslutningsmuligheder på en så stor bærbar. RJ45 ethernetporten understøtter kun hastigheder på 100 Mbit/s, hvilket er lidt af en skam. Der er også 802.11n WiFi og Bluetooth 4.0.

MD99420 er desuden Dolby Digital Plus Advanced Audio certificeret. Lydkvaliteten er acceptabel, basniveauet er trods det store chassis nærmest fraværende. Der er indbygget webcam og mikrofon.

Som altid er der gratis softwarepakker fra MEDION, denne gang primært MEDION Home Cinema Suite og MEDION MediaPack. Der er også en 30 dages gratis prøveversion af Microsoft Office 365.

Det er måske ikke så vigtigt for en bærbar af denne type at have en god batterilevetid, da den må forventes at være ret stationært placeret i hjemmet det meste af tiden grundet sin størrelse.

Men vi var alligevel lidt skuffede over batterilevetiden, der blev målt med Powermark benchmarken. I den balancerede test, som omfatter en balanceret afvikling bestående af web browsing, video, spil og tekstbehandling klarede MD99420 en batterilevetid på 2 timer og 56 minutter, mens den mindre krævende produktivitetstest, der kun består af web browsing og tekstbehandling varede 3 timer og 7 minutter.

For en notebook på 17.3″ er det traditionelt gode værdier, men det er en low voltage-processor, der anvendes, og der er ikke noget dedikeret grafikkort. Skylden må tilskrives en kombination af det lille 4-cellers batteri, og den store skærm.


AKOYA E7226 MD99420
4

Alt om DATA siger

MD99420 er glimrende i hjemmet, specielt til lettere opgaver som kontorbrug, underholdning og surfing. Den har en stor skærm, der ikke understøtter touch, men prisen er god, og i brug overbeviser den bærbare langt hen ad vejen.

Sending
User Review
0 (0 votes)
TAGS
17,3''
Akoya
E7226
MD 99420
MD99420
medion

DEL DENNE
Share

Seneste Tech test
Seneste konkurrencer

Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Modtag dagligt IT-nyhedsbrev

Få gratis tech-nyheder i din mail-indbakke alle hverdage. Læs mere om IT-UPDATE her

Find os på FaceBook

Alt om DATA

Lautrupsgade 7,
DK-2100 København Ø
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@altomdata.dk

Datatid TechLife

Lautrupsgade 7,
DK-2100 København Ø
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@datatid.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Lautrupsgade 7,
DK-2100 København Ø
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg / Prislister:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Medieinformation


Alt om DATA, Datatid TechLife  © 2019
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S