Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
De har givet den gas i designafdelingen hos B&O. Noget tyder på at de har fået helt frie tøjler med det nye Beovision Harmony, som vel nok er det mest dristige vi har set fra Struer de seneste år.
Det nye tv blev præsenteret ved designugen i Milano i går. Og netop tanken på design og indretning har afgørende for udformningen af Beovision Harmony. Det er skabt til dem der ikke nødvendigvis er vildt begejstrede for at have et stor skærm stående fremme i stuen, når den ikke bliver brugt.
Bliver komplet lydanlæg
Derfor synker skærmen på Beovision Harmony ned til jorden, når tv'et ikke bruges. Her dækkes det af to egetræsplader med et komplet lydanlæg indbygget bagved. Således skæmmer det ikke indretningen, men bliver en funktionel designgenstand, en højttaler, der kan indgå i multirum- eller surround-setup med andre Beolink-højttalere. Du kan også streame musik direkte fra din smartphone via Bluetooth, Apple Airplay 2 og Chromecast.
Når du vil se tv, folder egetræspladerne sig den anden vej og skærmen dukker frem over dem. Forsat med det gode lydsystem til at levere lyden til dine film. Den 77'' store skærm kommer fra LG, og er et OLED-display af den fineste klasse. På sin vis minder B&Os tv også lidt om LGs nye foldbare tv, Signature Series OLED TV R, i sit koncept, dog udført på ret anderledes vis.
Beovision Harmony kommer i butikker til oktober. Prisen bliver 18.500 euro, altså cirka 140.000 danske kroner.