Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Integrationen af Spotify føjer endnu en funktion til BeoSound 5 oveni i de 14.000 netradiostationer, der allerede er tilgængelige sammen med muligheden for at afspille brugerens egen digitale musik.
Spotify er indbygget i alle nye versioner af BeoSound 5, og ejere kan tilføje Spotify via en gratis softwareopdatering. For god ordens skyld skal det dog nævnes at et Premium-abonnement hos Spotify kræves for at benytte musiktjenesten.
Begge parter er ovenud lykkelige for samarbejdet:
”Bang & Olufsen ejere har fortalt os, at de ønsker Spotify, og vi har lyttet”, siger Category Manager Theis Mørk fra Bang & Olufsen. ”Flere og flere forbrugere vælger at streame deres musik, og på mange markeder sælges der mere streamet musik end cd'er. Men en lav bitrate har afholdt mange musikelskere fra at bruge streamingtjenester. Med Spotify fuldt integreret i BeoSound 5 har Bang & Olufsen ejere nu adgang til over 20 millioner sange i den bedst mulige streamingkvalitet”.
”Vi er virkelig glade for vores streamingsamarbejde med Bang & Olufsen”, siger Riad Hawa, Spotifys Global Hardware Partnerships Manager. ”Bang & Olufsen sætter høje standarder for både lyd- og designkvalitet”.
BeoSound 5 anlægget har efterhånden nogle år på bagen, og er B&O’s bud på en luksusafspiller, som kan kontrollere din musik, uanset hvor den er gemt. Den understøtter blandt andet NAS, AirPlay, DLNA, A2DP Bluetooth og nu også Spotify.
Ud over MP3-musik understøtter BeoSound 5 afspilning af ukomprimerede WMA- og FLAC-filer og har en indbygget lagringskapacitet svarende til 10.000 cd’er. MOTS-funktionen analyserer lyden, dynamikken og rytmen i de sange, du lytter til, og danner automatisk en afspilningsliste ud fra din gemte musik.
Den store LCDskærm og navigationshjulet gør desuden betjeningen simpel.
BeoSound 5 fås i Bang & Olufsen butikker til en vejledende pris på 25.995 kroner.