Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: BenQ W1050: Imponerende billede i billig projektor

BenQ W1050 koster under fem tusind kroner, men kan forvandle din stue til en forrygende biograf.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Efterhånden som 4K og HDR-teknologi er begyndt at sive ned i mellemklasse-projektorer, er det muligt at finde almindelige full HD-projektorer til rigtig fornuftige priser.

W1050 er et godt bud, hvis du vil have store biografbilleder på budget. Fra tre meters afstand kan projektoren levere et billede på 100”. Billedet står ganske flot og skarpt, og for prisklassen leverer projektoren en imponerende farvegengivelse samt en fin kontrast, så dybden og detaljerne får godt spillerum. Især til film gør projektoren det glimrende, men sport og spil kan den også sagtens bruges til.

Billigt design

Den er skabt i plast, men er kompakt og ganske nydelig i sit afrundede hvide design. Den medfølgende fjernbetjening er lovlig hidsig med sine oplyste knapper, men giver nem betjening af projektoren. I det hele taget er W1050 ret brugervenlig og ganske simpel i sine indstillingsmuligheder. Nogle vil måske synes lidt for simpel. Især mulighederne for at justere billedet er begrænset. Der er basal vertikal keystone korrektion, og under projektoren er der tre indstillelige fødder.

Linsens zoom strækker sig imidlertid kun til 1.2, og der er ingen digital zoom til at supplere. Det betyder, at fleksibiliteten, i forhold til hvordan du kan placere den og hvor langt væk fra væggen den kan give et brugbart billede, er lille sammenlignet med mange andre hjemmeprojektorer.

Bedste billede for pengene

Kan du få den til at passe ind i din dagligstue, er W1050 dog klart det bedste bud på en budget-projektor lige nu.

Du får ikke et bedre billede til prisen.