Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: BenQ TK800: Prisvenlig 4K-projektor med fint billede

Mere og mere indhold bliver vist i 4K. Det gælder serier fra Netflix, film fra iTunes og ikke mindst store sportsbegivenheder som VM i fodbold. Et så finkornet billede kan blæses op i kæmpe format uden at blive grumset. Derfor giver en projektor rigtig god mening. BenQ TK800 er vel nok markedets billigste 4K-projektor.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

4K-projektorer har været temmelig dyre, men med TK800 rammer prisen et uhørt lavt niveau. For cirka titusind kroner får du en fuldblods 4K-projektor med HDR 10 og høj lysstyrke på 3000 ANSI-lumen. Det sidste betyder, at du ikke behøver at mørklægge rummet for at få glæde af projektoren, heller ikke selvom du ser en fodboldkamp i dagtimerne.

Netop når det gælder fodbold, har BenQ gjort en særlig indsats for at optimere oplevelsen. En Fodbold-tilstand sørger for, at grønsværen står helt sprødt, mens enhver dribling gengives flydende. Det er således en kæmpe fornøjelse at nyde en kamp skudt op på væggen i gigaformat. Der er også billedtilstande til film, gaming og andet. De gør det nemt at få det rette billede til de fleste formål. Farverne er dog generelt boostet lige lovlig meget. Ønsker man et mere afdæmpet billede, så er det dog ingen sag at justere det på plads i de brugervenlige menuer.

Skarpheden er imponerende, når du ser indhold i 4K, og er billedkilden også i HDR, så får du en helt forrygende kontrast og farvegengivelse. Det er ved denne slags indhold, projektoren brillerer. Er der tale om indhold i ringere kvalitet og fra skiftende kilder, som eksempelvis TV-Avisen, så har projektoren lidt svært ved at håndtere det. Det er, som om den forsøger at optimere billedet på en måde, der er unaturligt at se på. Projektoren gør sig således bedst, når billedkilden er af god og stabil kvalitet.

Den har desuden indbyggede højttalere, som egentlig er udmærkede i betragtning af, at der er tale om en projektor, men de bør dog bruges i nødstilfælde. Projektoren er ret nem at sætte op. Den fylder ikke det store og med zoom og keystone-korrektion, får du nemt tilpasset billedet til dit rum. Tilslutningsmulighederne dækker alt, hvad man har brug for i en moderne hjemmebiograf, og der medfølger en fin – og meget farvestrålende – fjernbetjening.

Man skal dog lige have lidt tålmodighed, når man starter projektoren op. Det tager over et minut, før den er helt oppe at køre. Til gengæld har den et relativt lavt støjniveau og et moderat strømforbrug. Til prisen kommer du ikke i nærheden af en 4K-projektor, der er ligeså god som TK800.