Home » Bærbar computer » Bedste venner: Du og din pc
Bedste venner: Du og din pc

Bedste venner: Du og din pc

Share

Der er ikke nogen, du har det sjovere med end din computer. Den forstår alle dine vittigheder og har i øvrigt nogle rigtig gode selv – og så er den så sød.

Hvis du er et nogenlunde normalt menneske, så vil din computer kun fremprovokere følelser som vrede og frustration hos dig. Som regel fordi den ikke virker, eller ikke virker som du ønsker det.

Igen – hvis du er normal – så vil du ikke forsøge at lokke computeren til at opføre sig på den ønskede måde ved at love den mere strøm eller muligheden for en ekstra harddisk.

Du forsøger heller ikke at true den til noget ved at love den en gang tæsk, hvis den ikke makker ret.

Du kan selvfølgelig godt finde på at tæske løs på tastaturet, men det skyldes en trang til motorisk at udløse den frustrerede energi, som du ophober – det er helt normalt.

Vi ved godt, at vi ikke kan kommunikere mere med vores elektronik end med en skruenøgle. Den opfatter ikke, at vi er til stede, og den agerer ikke i forhold til os.

Det kan imidlertid ændre sig, hvis et stort EU-projekt som netop er afsluttet, får succes. Projektet hedder CALLAS efter en berømt operasanger, der var meget følelsesfuld i sit udtryk.

Det sluttede i april i år efter at have brugt omkring 80 millioner kroner på at udvikle multimodale interfaces til emotional processing.

Multimodal emotionel processing??!

Sagt på lidt mere forståeligt dansk, så forsøgte de at udvikle sansende medier, der kan aflæse dine følelser og reagere på dem.

De multimodale interfaces handler om, at systemet skal kunne aflæse brugernes reaktioner på mange forskellige måder.

I første omgang via vores bevægelser, kropsholdninger og tale, men på sigt måske også ved direkte at måle kroppen via sved, hudtemperatur, puls og så videre.

Disse aflæsninger skal bruges til emotional processing – altså et forsøg på at afkode vores emotionelle tilstand, og især hvordan den ændres af de indtryk, vi får fra det medie, vi beskæftiger os med.

CALLAS handler især om at udvikle emotionel interaktion med medier – fra underholdning på tv til kunst.

Lattermaskinen

De arbejder blandt andet på at lave en lattermaskine. Ikke som vi kender det fra amerikanske tv-shows, hvor man trykker på en knap, og så ler publikum.

[pt id=’2008379′ size=’large’ link=’file’]

 

Callas’ lattermaskine er et forsøg på at lave emotionel kommunikation mellem computer og menneske. Latter er et af vores mest umiddelbare følelsesudtryk – oven i købet et stærkt udtryk der ofte ændrer en situation.

Derfor er det interessant, hvis vores computer kunne le sammen med os.
Men det er også svært. Latter er en million ting. Når vi ler eller griner, så gør vi det altid i relation til en bestemt situation, og vores latter fortæller noget om vores reaktion på situationen.

Det kan være en høflig, spørgende latter, hvor vi egentlig ikke morer os – vi kan bare se, at de andre griner og vil gerne være høflige grinende med dem.

Eller det kan være en fuldvoksen, hjertelig latter, når vi er sammen med folk, som vi kender og er trygge ved og virkelig morer os i et fællesskab.

Eller den triste galgenhumoristiske latter, når vi har mistet huset og ægtefællen, og nu er snørebåndet også knækket.

Latterens tone

Vores latter indeholder altid en tone, der reflekterer indholdet af det, vi ler ad. Personer, der kun udsender den samme vrinskende latter uanset anledningen, betragter vi med skepsis.

Og så er latter i øvrigt meget svær at lave kunstigt. Prøv at overveje hvor mange animerede karakterer, du har set grine på en overbevisende måde. Ingen, vel?
Latter er rent fysisk temmelig kompliceret.

Det omfatter de fleste af ansigtets muskler, det er et ganske kompliceret lydbillede, og et klart forløb – latter starter og slutter ikke som øksehug, men har udvikling og afslutning.

Alt i alt en kæmpeopgave, hvis man gerne vil lave en computer, der kan fortælle en vigtighed eller endnu bedre lette en socialt akavet situation med velplaceret humor – og deltage i latteren bagefter.

Masser af latter

Forskerne forsøger at løse det ved at optage en masse forskellig latter og de situationer, der har udløst den. Derefter forsøger de at lave en slags søgemekanisme, så en robot eller din computer kan lytte til dig og søge i sit bibliotek af latter.

Her kan den forsøge at finde en lattersituation, der ligner den aktuelle mest muligt og så finde den latter, der hører til den. Det vil sandsynligvis være bedre end en fast latter, men ringere end de fleste mennesker kan gøre det.

Det er i øvrigt beslægtet med den måde, som Google laver oversættelser på (tidligere beskrevet her i bladet), hvor de indsamler tilstrækkeligt mange eksempler på oversættelser til at finde en næsten rigtig.

Hvis latterforsøget lykkes, ender vi med en computer, der kan grine med os – altså en rigtig ven.

Medier og følelser

Hovedformålet med CALLAS er at lave følsomme medier.
Når du for eksempel læser en artikel på nettet om en trafikulykke, så holder computeren øje med din reaktion.

[pt id=’2008376′ size=’large’ link=’file’]

 

Hvis du reagerer stærkt, så fortæller den ikke alle de blodige detaljer og nøjes med at vise fredelige billeder fra redningsarbejdet – ikke det uhyggelige billede af den knuste og udbrændte bil.

Eller hvis du ser et afsnit af 24 Timer – men hvor du har bedt dit tv om at slappe af, gerne med en romantisk stemning, så ser du Jack Bauer komme træt hjem og oplever de romantiske interaktioner mellem personerne.

Forhørene indeholder ikke udvidede forhørsprotokoller (det vi kaldte tortur i gamle dage), i stedet bliver terroristerne betaget af Jacks menneskelighed og indsigt.

Eller du er på kunstmuseum og ser en ny kunstinstallation. Det er et netværk af fladskærme på bevægelige arme. Installationen skal aftvinge dig primitive, følelsesmæssige reaktioner ved at bevæge skærmene i de rigtige mønstre og med de rigtige farver.

I samme øjeblik du kigger på dem, begynder skærmene at bevæge sig og skifte farve. Så snart de måler en respons hos dig, undersøger de lignende mønstre og udvikler deres forståelse af dine reaktioner.

Det virker ret godt, fordi den selvfølgelig også samler informationer om alle andre, der har prøvet den, og derfor har et bibliotek af mønstre, som kan påvirke os psykologisk.

Helt så langt er man ikke kommet endnu, men alle tre eksempler ligger inden for ambitionerne i projektet.

To problemer

Projektet har to hovedproblemer, der skal løses. Det ene handler om vores følelsers ekstreme fleksibilitet, dynamik og kompleksitet – vi føler sjældent noget uden at føle noget andet oveni, og vores følelser veksler uafbrudt.

Det andet problem handler om, hvordan man overhovedet sætter inputtet fra vores følelsesreaktioner i en historie. Dette andet problem er helt forskelligt alt efter hvilken type medie, man taler om.

Hvis man for eksempel taler om en avis, så vil mulighederne for publikumsinducerede ændringer kun handle om de ting, jeg har beskrevet i det første eksempel.

Man må formode, at de fleste læsere ikke er interesseret i at forvrænge basale fakta, så trafikulykken bliver til en blomsterindsamling.

Hvis vi taler om kunst som i eksemplet på kunstmuseet, så er der ikke nogen fast fortælling, der kan gå i stykker. Derfor er det let at lave en fri eftersøgning af tilskuerens emotionelle reaktioner.

Hvis vi til gengæld gerne vil ændre 24 Timer til en romantisk fortælling om den varme og følsomme Jack Bauer, så bliver det ret problematisk at lave en historie, som er bare en smule sammenhængende.

Men det er let at ændre niveauet for, hvor voldelig serien er – eller hvor politisk eller hurtigt den bliver klippet.

Følelserne

Problemet med følelsernes rørstrømskhed har de i CALLAS indtil videre løst ved at beskæftige sig med de basale såkaldte Ekmanske emotioner.

De kaldes sådan efter Paul Ekman, der viste, at vores mest basale følelser er ens for alle kulturer og altså sandsynligvis er en del af vores BIOS – eller i hvert fald en basal del af vores biologi.

De Ekmanske følelser har også den fordel, at de er ret utvetydige. Hvis vi er vrede, bange eller forskrækkede, så indeholder denne følelse altid en bestemt kerne, og vi viser den på samme måde.

Det er ideelt til et projekt som CALLAS.
Et eksempel demonstrerer, hvordan man kan arbejde med den slags, nemlig det farlige køkken: Her sidder tilskueren – os – og ser på en person i et køkken.

Et køkken er som bekendt livsfarligt – med knive, varme genstande og glatte substanser på gulvet.
Som seer kan man iagttage en person, der arbejder i køkkenet.

Hvis vedkommende er lige ved at træde i en pøl af økologisk olivenolie på gulvet, tage fat i en varm gryde og så videre, så kan vi som tilskuere reagere og via vores reaktion advare personen i køkkenet.

Eksemplet viser meget godt, hvordan denne form for interaktion ikke bare bliver til en styring af en fortælling men også kan blive til en direkte interaktion med personer på skærmen.

Man bliver ikke helt medagerende, men dog langt mere involveret end vi er i øjeblikket. Det vil være rasende spændende at se, hvad fantasifulde mediemagere kunne gøre med sådan en teknologi.

Gevinsten

Hvad får vi ud af det? – lyder det logiske spørgsmål. Det kan umiddelbart være svært at svare på, til gengæld er det let at forklare, hvorfor det vil blive udviklet og indført.

Enhver producent af medier ville elske at kunne tilpasse sit medie i realtime til brugerens ønsker.

Om 10 år vil der formentlig ikke være et eneste website, som ikke overvåger, hvornår brugeren er ved at kede sig og straks justere deres output, så brugeren ikke forsvinder fra kanalen.

Netop emotionel interaktion er velegnet til det, fordi systemet kan opdage kedsomheden, før vi selv gør det. Så denne type teknologi vil klart være en konkurrenceparameter, hvis man er i en branche, hvor man får betaling for, hvor mange der kigger.

Verden som os selv

Men vi andre kunne måske blive nervøse for, at vores mediebrug ikke længere vil vise os verden med alle dens kanter.

Eller får vi i stedet skabt et nyt udfoldelsesområde for vores følelser? Vil vores mediers evne til at reagere på vores følelser få os til ubevidst at udtrykke følelser, der får medierne til at give os noget, vi gerne vil have?

Og hvis vi gør det, vil det så slippe med over i vores almindelige dagligdag, så vi får helt nye følelsesmæssige udtryksformer, som er delvist skabt af vores interaktion med maskinen i stedet for vores interaktioner med andre mennesker?

Det er ikke til at vide – men noget tyder på, at det i hvert fald bliver underholdende.
CALLAS-projektet afsluttes med nogle softwaremoduler, der kan bruges som grundlag for videre udvikling.

De vil blive frigivet som open source. Hvis andre synes, at de er brugbare, får vi måske de første kommercielle systemer, der kan reagere på vores følelser om nogle få år.


TAGS
følelser
latter
medier

DEL DENNE
Share


Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Modtag dagligt IT-nyhedsbrev

Få gratis tech-nyheder i din mail-indbakke alle hverdage. Læs mere om IT-UPDATE her

Find os på FaceBook

AOD/AOD.dk

Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@aod.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Se medieinformation her


AOD/AOD.dk   © 2021
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S