Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Bang & Olufsen Beoplay EX: Flot lyd, men ret dyre

Et alsidigt og veldesignet sæt earbuds, der tjener de fleste formål, men det er dyrt og halter lidt på støjreduktion.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Når B&O markedsfører Beoplay EX som ”96 års know how kogt ned til et sæt trådløse høretelefoner”, skaber det visse forventninger – måske lidt urimelig forventninger, men heldigvis kan mindre end det nu også være ganske rigeligt til en fin oplevelse.

Gyldent kvalitetsdesign

Sættet er skabt efter AirPods-skabelonen med en mikrofon-stang stikkende ud af øret. Det er ikke lige efter vores smag, vi er helst fri for den lille pind, og desværre har man undladt at efterligne Apples ellers udmærkede måde at integrere touch-betjening i mikrofonstangen. Touchoverfladen sidder ud for øret, hvor berøringerne har større tilbøjelighed til at gå i øregangen.

Til gengæld er vi vilde med Gold Tone-farven, der i sin cocktail af creme og gyldne nuancer oser af lækker 70’er-stil. Ørestykke og æske er skabt i plast og aluminium og giver et stærkt kvalitetsindtryk.

En IP57-certifering sikrer at de tåler sved og vand.

Der er strøm til 6 timers musik med ANC aktiveret på en opladning, og yderligere 15 timer i æsken. Det er godkendt, uden at være direkte imponerende. Opladning kan ske med USB-C eller trådløst med en Qi-oplader.

Beoplay EX fås også i sort. Beoplay EX fås også i sort.

Raffineret lyd

Avancerede indstillinger sker via B&O-appen. Her kan indstilles støjreduktion og transparens. Desværre er førstnævnte ikke helt på niveau med testens øvrige deltagere. For at opleve en effekt overhovedet, er det afgørende, at du anvender endestykker, der lukker helt til. Vi havde bedst resultatet med det særlige comply-skum, som former sig efter øret. Så oplever man en blid og behagelig støjdæmpning.

Der er adgang til detaljeret lydkontrol via enten presets eller B&Os særlige lydcirkel, hvor du trækker en prik mod den lydkarakteristik, du ønsker at betone.

Der er ikke mulighed for at kalibrere Beoplay EX til dine ører, som man kan hos en del konkurrenter efterhånden.

Lyden er dog heldigvis fremragende direkte ud æsken med flot vidde og rumfornemmelse, krystalklare detaljer samt en varm og rar bund.

Til opkald klarer sættet sig også rigtig udmærket, takket være ikke mindre end seks mikrofoner og beamforming-teknologi, der sørger for at din stemme, og ikke omgivelsernes støj, står i fokus.

Heftig pris

Beoplay EX kommer med nyeste trådløse forbindelsesteknologi. Der er Bluetooth 5.2 med mulighed for at tilkoble flere enheder samtidig samt fast pair på både Android, iOS og Windows. Dertil kommer codecs som SBC og AAC og aptX Adaptive, der giver mulighed for musikstreaming i høj kvalitet.

De glimrende egenskaber til trods, føler vi alligevel, at det er svært helt at forsvare den heftige pris på tre tusind kroner. i et marked der bugner af stærke, og ofte billigere, alternativer.

Punger du ud for Beoplay EX vil du dog næppe fortryde det.

Pris: 2.999 kroner